Europas største fjende er splittelse

I takt med at flygtninge- og migrantstrømmen vokser, øges også polariseringen i såvel det danske som i andre europæiske samfund. På den ene side er der dem, der mener, at vi med næstekærlighed skal tage imod så mange som muligt af dem, der kommer til vores grænser og vil ind. På den anden side er der dem, der vil have skærpet grænsebevogtning, hvis ikke lukkede grænser som i Ungarn.

I begge lejre skydes der med skarpt mod hinanden. Uforsonligheden, vreden og intolerancen vokser dagligt blandt landsmænd samtidigt med, at vi taler overstrømmende om den næstekærlighed, vi vil komme de fremmede i møde med. Men det er absolut ikke næstekærligheden, der præger danskernes forhold til hinanden i øjeblikket. Det gør som sagt vrede, polarisering og noget, der nærmest ligner had. Danskerne er blevet et splittet folk, der bekriger hinanden i ophedede diskussioner om indvandring.

Professor Peter Nedergaard, professor ved institut for statskundskab, Københavns Universitet, advarede forleden i Kristeligt Dagblad mod denne splittelse og udtaler: ”Hvis den her skingre debat ikke falder til ro, som vi heldigvis tidligere har set, så begynder fundamentet for det danske demokrati at krakelere”.

Enhver hærfører ved, at hvis man skal vinde en krig, skal man forsøge at skabe splittelse i fjendens lejr. Så er han nemlig allerede så godt som besejret. Siden Muhammed-krisen har danskerne (og europæerne) selv sørget for at skabe denne splittelse. Årsagen til splittelsen er, at Europa har forkastet den tro og det fundament, som tidligere gjorde det til en suveræn kultur, der næsten var uovervindelig. Det var ikke militær magt, der gjorde Europa til et førende kontinent, men en stærk fælles kristen tro.

I mødet med islam har det liberale, sekulære demokratiet vist sig at være vakkelvornt bolværk. En kolos på lerfødder. Det har splittet os i stedet for at samle os. Når Europa tidligere har været i stand til at bevare enheden og den kristne kultur, skyldtes det et fælles sprog, dvs. kirkens og Bibelens sprog og fælles værdier og moral. Dette fællesskab rakte fra det nordligste Lapland til Middelhavet. Denne åndelige enhed har Europa smidt over bord og erstattet med en pseudoreligiøs tro på demokratiet. Det kan blive skæbnesvangert. Det er ikke islams styrke, der er det største problem, men de kristnes svaghed og splittelse.

Obs! Iben Thranholms klumme er udtryk for hendes egen holdning, og udtrykker ikke nødvendigvis Udfordringens holdning.