Den nye og den gamle kristendom

Af Henri Nissen Ansvarshavende redaktør
Af Henri Nissen
Ansvarshavende redaktør

En hel del danskere tager imod Jesus og får en levende tro gennem gade-evangelisation. Og nogle ”gamle” kristne får også fornyet deres tro.

Det er rigtig glædeligt – og på høje tid – at ”kirken” igen kommer ud blandt folk. For mange moderne danskere véd meget lidt om kristendom, og dét de véd er ofte forkert… Dumme fordomme forhindrer mange danskere i at tro.
Men kristendommen handler jo ikke blot om at vide noget, men om at tro og erfare, at Gud og Jesus virkelig er der, og at Bibelen taler sandt.

Forstå evangeliet og dets kraft

På side 3 fortæller et ungt par deres historie. Til trods for, at de var vokset op i gode kristne kredse, vidste de ikke, hvordan de skulle bruge deres tro, da de kom i en håbløs situation.
Som kvinden udtrykte det: ”Vi havde godt hørt om den åndelige verden, men vi havde ikke forstået, hvad det betød for vores eget liv. Vi havde ikke de våben, vi skulle bruge i den åndelige kamp.”
Det er en ret præcis beskrivelse af det, mange gode kristne oplever. De er vokset op med kirken. De kender ”det hele”. De kender i hvert fald alle reglerne for, hvad de ikke må. Men det er måske ikke blevet personligt tilegnet og erfaret.
Der er ikke nødvendigvis noget galt i den måde, vi har fået det fortalt på i kirken eller missionshuset, men nogle gange skal man høre tingene på en ny måde – eller man skal være i en nødsituation for personligt at gribe det.
I hvert fald er der mange, der oplever en omvendelse og en stærk fornyelse i deres liv, når de møder evangeliet på ny.

Engle jubler – mennesker er skeptiske…

Egentlig skulle vi alle bare klappe i hænderne, når det sker.
Jesus siger, at selv ”Guds engle jubler, hver gang en synder vender om til Gud.” (Lukas 15,10.)
Men sjovt nok møder mange ny-omvendte i stedet skepsis i deres kristne kredse, når de begejstret fortæller om deres nyforelskelse i Jesus. Deres begejstring føles måske ligefrem som en indirekte anklage imod den knap så helhjertede og tilpassede måde, vi andre lever vores kristne liv.
Det er historien om den fortabte søn og den ældre bror, der gentager sig – igen og igen. I løbet af kirkehistorien har den etablerede kirke og de gamle vækkelser næsten altid vendt sig imod nye vækkelser og fornyelser. For netop 600 år siden brændte den katolske kirke Jan Hus på bålet, fordi han havde nogle særmeninger. Luther var også i livsfare. Og mange andre anonyme kristne har måttet lide for deres tro. Og desværre er det som regel andre kristne, der er mest ivrige med at bære ved til bålet… Det skal vi aldrig gøre.
I dag brænder vi ikke folk på bålet, men vi omfavner heller ikke de vækkelser, som Gud måske sender, for der er jo altid noget i de nyes teologi eller metoder, man kan tage afstand fra – samtidig med, at vi sidder i kirken og beder ”Oh! Gud, send os vækkelse!”

Teologiske forskelle er ikke vranglære

”Men de prædiker vranglære,” vil nogle indvende. Men hvad er vranglære? Er det blot en anden teologisk opfattelse end den, vi selv har? Nej, vi kan kun tale om vranglære, når mennesker bliver ledt væk fra troen på Jesus. Om man har en anden opfattelse om fx dåb er faktisk ikke vranglære. Det er blot en anden fortolkning af Bibelens ord.
Vi undgår i Udfordringen normalt at skrive om dåbs-diskussioner, fordi det sjældent fører til noget positivt. Men det er vigtigt, at både nye og gamle kristne forstår, at vi KAN rumme store forskelligheder – hvis vi blot fokuserer på Jesus. Så kan vi i stedet bruge tiden på at fortælle evangeliet til flere.
Derfor: Tag ikke afstand – men tag godt imod dem, der har oplevet noget nyt med Jesus. Lad dig udfordre til selv at blive fornyet i det, du tror er sandt.
Vi har alle brug for åndelig fornyelse, så den levende tro ikke stivner i religion.