Ryd kalenderen!
Der er egentlig slet ikke tid til at kikke i reklamer og aviser; alt skal være klart og parat om ganske kort tid.
Maden skal købes, gaverne pakkes ind, træet pyntes – og besværlige tanter og andre familiemedlemmer skal inviteres. Der er faktisk ikke tid til at andet end at være travl – og en lille smule stresset over alt det, der skal nås.
På den anden side har rigtig mange oplevet, at intet sætter tiden ud af spil som en forestående fødsel. – Nok er der sørget for det meste, bleer og andet fornødent – men når fødslen er lige op over, stopper alle forberedelser, alt må ryddes i kalenderen for det nye liv, der er ved at komme til verden – barnet har al opmærksomhed på sin vej ud i verden til os.
Sådan er det egentlig også med julen. En fødsel blandt millioner. En fødsel i fattigdom og landflygtighed, som det er sket uendelig mange andre gange og steder på jorden. Alligevel er det sådan, at Marias fødsel, – moderen hedder nemlig Maria – har gennemsyret hele menneskeheden mere end nogen anden fødsel.
Denne fødsel for over 2000 år siden er også en fødsel, der kalder os til at rydde alt i kalenderen, selvom vi i første omgang ikke lige føler, at vi er nærmeste familie.
Dengang så tre vise mænd en stjerne større end alle andre, brød op fra deres arbejde, dagligdag og familie og drog afsted for at finde ud af, hvad stjernen kunne betyde. Lys i mørket, et tegn på himmelen – der sætter tiden ud af spil, og vise mænd der satser det meste for at finde barnet, født i Bethlehem – Jesus.
Fra skuffelser til begejstring
Vover vi at tage mod Gudsbarnet, som en julegave også til os – rydde kalenderen og tage på barselsbesøg, så vil vores jul blive helt anderledes end bare ræs og stress.
For Jesu fødsel betyder, at alverdens skuffelser på juleaftener kan blive afløst af den største begejstring, for her er i sandhed en julegave, der giver hjerter fred og livet retning.
Så må vi stille os op i koret med alle andre skabninger, og en god flok engle, og råbe: ”Ære vore Gud i det højeste, og fred på jorden i mennesker, der har hans velbehag!”
Tillykke med fødslen!
Juleevangeliet
Teksten er fra Lukasevangeliet kap. 2, vers 1-14 fra Bibelen på Hverdagsdansk
Jesus bliver født
1På den tid befalede den romerske kejser Augustus, at der skulle foretages en folketælling i hele kejserriget. 2Denne folketælling foregik før den, som fandt sted, mens Kvirinius var guvernør i Syrien.
3Alle tog af sted for at lade sig indskrive på listerne i den by, de stammede fra, 4og da Josef var af Kong Davids slægt, måtte han rejse fra Nazaret i Galilæa til Betlehem i Judæa, Davids by. 5Han var nødt til at tage sin forlovede, Maria, med sig, selv om hun var højgravid.
6Mens de opholdt sig i Betlehem, kom det tidspunkt, hvor hun skulle føde. 7Maria fødte sin søn, den førstefødte. Hun svøbte ham i et tæppe og lagde ham i en krybbe i staldrummet, for gæsteværelset var optaget.
Englene og hyrderne på marken
8Samme nat lå nogle hyrder under åben himmel og vogtede får på marken uden for byen. 9Pludselig stod der en engel foran dem, og hele landskabet lå badet i et strålende lys fra Guds herlighed. Hyrderne blev forskrækkede, 10men englen beroligede dem. »Vær ikke bange!« sagde han. »Jeg er kommet for at fortælle jer en stor og glædelig nyhed, som angår hele folket: 11I nat er jeres Frelser født i Davids by. Det er Messias, og han er jeres herre. 12Det her skal være et tegn for jer: I vil finde et lille barn, som ligger i en krybbe, indsvøbt i et tæppe.«
13 I det samme brød himlen ud i jubel. En hær af engle lovpriste Gud med følgende sang:
14»Al ære til Gud i Himlen og fred på jorden til dem, der gør Guds vilje!«