Ny cd skal matche MGP

To erfarne musikfolk søger 10-16-årige til indspilning af ny børne- og junior-cdTo erfarne kristne musikfolk
pusler i øjeblikket med et
projekt, der skal sparke benene
væk under alle fordomme
om kristen børnemusik.
Glem alt om støvede
børnekor og trædeorgel. Nu
skal der en kristen børne- og
junior-cd på gaden, som kan
hamle op med MGP, Scenen
er Din og andre konkurrencer
med børn på de skrå
brædder.

Ole Mouritsen ved mixerpulten under indspilningen af børne-cd’en „Det bob bob bobler.“

– Vi vil producere en børnecd,
hvor sangene får sådan et
spark, at de rent musikalsk går
lige ind hos både børn og juniorer,
forklarer én af bagmændene,
Ole Mouritsen, der
til daglig er musiklærer på Børkop
Højskole og desuden en
erfaren kor- og lovsangsleder.
– Kan vi ramme juniorerne
med sange, som egentlig er tiltænkt
yngre børn, så når vi givetvis
også børn helt ned til
børnehavealderen, siger han.
Han har allieret sig med produceren
og musikeren Joachim
Hejslet Jørgensen, der
blandt andet har lavet musik
til „Shout“ fra MGP, Creamy,
Mathews, biograffilmen „Anja
efter Victor“ og senest kendingsmelodien
til Stjerne for
en aften.
Sammen vil de to forsøge at
ramme lyden årgang 2005 og
skabe et produkt, som børn vil
være stolte over at spille for
deres kammerater. Cd’en skal
indholde både nye sange og
gamle travere, der har fået en
tur med støvekosten.

Søger unge stemmer

Cd’en skulle gerne byde på
masser af liv og glæde, fest og
farver. Og så gør det jo ikke
noget, hvis smilet kommer
frem, og man får lyst til at
hoppe og springe til ære for
Gud, siger Ole Mouritsen.
Men de to herrer har ikke
tænkt sig selv at lægge stemmer
til cd’en. Derfor efterlyser
de nu cremen af sangere, der
ikke er bange for at fyre den
af, i alderen 10-16 år.
Ole Mouritsen håber, at
mange vil tage imod udfordringen
og melde sig til projektet,
så de to bagmænd får
en god flok at vælge imellem.
Sidste chance for at melde
sig er den 1. april, hvorefter de
interesserede vil blive bedt om
at møde op til audition eller
sende en demo.
– Målet er at finde stemmer,
der passer sammen, og som
kan give det helt rigtige til
netop denne produktion, siger
han.
Planen er, at sangergruppen
skal mødes og øve sangene i
weekenden den 16.-17. april
i den del af landet, hvor flest
af sangerne kommer fra. Selve
indspilningen finder sted i Joachim
Hejslet Jørgensens studie
i Sulsted nord for Aalborg den
25.-26. april.
Cd’en ventes at udkomme i
juni på Refleks Musik

Alle interesserede kan
henvende sig til Ole
Mouritsen på email:
ole@imb.dk