Premiere på dokumentarfilm

Torben Søndergaard i dokumentaren ”The Last Reformation - The Beginning”.
Torben Søndergaard i dokumentaren ”The Last Reformation – The Beginning”.

Torben Søndergaard og mange medarbejdere har over halvandet år fremstillet en dokumentarfilm om en bevægelse, der er i gang lige nu.

Torsdag aften var der premiere på en kristen dokumentarfilm på Jesus Hotellet i Aalborg. Filmen har titlen ”The Last Reformation – The Beginning”.

Filmen er en beretning om den bevægelse, der er i gang flere steder i verden, hvor kristne går på gaden for at sprede evangeliet.
Filmen fortæller om vigtigheden af omvendelse fra synd, tro på Jesus, dåb i vand og dåb i Helligånden. Altså det, som apostlen Peter forkyndte på pinsedag.

Helbredelser og udfrielse

Samtidig indeholder filmen mange beretninger om mennesker, der er blevet helbredt for sygdomme og udfriet fra dæmoner. Der er mange eksempler på, hvordan mennesker efter dåb i vand, er blevet befriet for dæmoner og derefter fyldt med Helligånden.

Filmen viser, hvordan almindelige troende begynder at gå ud på gader og stræder, for at forkynde evangeliet om Jesus Kristus og helbrede de syge. Når folk er kommet til tro, bliver de døbt i vand i badekar og søer rundt omkring.

Denne bevægelse startede for få år siden med Torben Søndergaard og hans online bibelskole. Mere end 80.000 har deltaget på denne gratis bibelskole.

Til kostpris eller gratis

Dvd-filmen er på engelsk, men med danske undertekster. Den kan også fås med undertekster på 37 andre sprog og kan købes til kostpris. Fx. koster 50 stk. til uddeling 499 kr.

Fra den 27. februar kan filmen ses gratis på internettet. Det er også tilladt at vise filmen gratis i kirker, biografer, private hjem m.v. Se mere på hjemmesiden www.TheLastReformation.com