Besøg i Auschwitz viste fortidens gru i nutidens lys

Indgangen til Auschwitz med det falske skilt: ”Arbeit macht frei”. Men tvangsarbejdet førte kun i døden.
Indgangen til Auschwitz med det falske skilt: ”Arbeit macht frei”. Men tvangsarbejdet førte kun i døden.

Edith Theis-Nielsen har besøgt koncentrationslejren Auschwitz uden for Krakow. Under Anden Verdenskrig blev 1,3 millioner mennekser deporteret hertil. Langt de fleste blev dræbt, heriblandt 232.000 børn.

En bagende solskinsdag i august stod jeg ved indgangen til koncentrationslejren Auschwitz (Oswiecim), 60 km fra Krakow.

Det var surrealistisk at se de talrige turistbusser, kiosker og glade, leende mennesker for efterfølgende i store stimer at blive ført igennem den største koncentrationslejr og udryddelseslejr i Nazitiden under 2. Verdenskrig. Vi besøgte også 3 km derfra aflæggeren Birkenau (Brzezinka) med jernbane, hvor fangerne ankom. Lejrene sorterede dengang under den tyske stat og blev ledet af tyske SS officerer, men lå i Polen.
Man kan kun komme ind i lejrene med museumsudstillinger i store grupper på grund af den begrænsede plads og det tiltagende store antal turister, som er for opadgående efter Murens Fald. Det er til gengæld godt organiseret med guide og høretelefoner, så man klart og højt nok kan høre hver sin guide pr. 30 gæster.

Mindetavle for den polske franciskanermunk Maximilian Kolbe, der gav sit liv for andre i kz-lejren.
Mindetavle for den polske franciskanermunk Maximilian Kolbe, der gav sit liv for andre i kz-lejren.
De første indtryk i 1945

På vej i turbussen fra Krakow satte chaufføren en dvd i gang, så vi kunne være forberedt til oplevelsen. Ganske vist havde jeg hørt og læst meget forinden, men alligevel var der detaljer, jeg ikke kendte. Fx omkring de medicinske eksperimenter, hvor man – med den berygtede læge Josef Mengele i spidsen – inficerede fangerne med forskellige sygdomme som tyfus, spedalskhed og mange andre og dernæst eksperimenterede med inkubationstid og diverse kure uden brug af bedøvelse. Et andet eksperiment var at sterilisere mænd med forskellige gifte for senere så alligevel at kastrere dem. Kvinder og tvillinger blev også udsat for grusomme forsøg.

Dokumentaren gjorde en del ud af at beskrive, hvordan den var blevet til. Det var den russiske hær, som først kom til lejren i januar 1945 med en ung officer, der havde til opgave at filme alt, men der var ikke tid til opstillinger og særlige filmteknikker, for de fanger der endnu var i live, ca. 7.000, var så udsultede, at der var tale om skeletter med tøj på, og de skulle under behandling hurtigst muligt. Nogle vejede kun 30 kg, og flere døde efter lejrenes befrielse, da de var for afkræftede og syge til at kunne reddes. Der lå i hundredvis af lig, som endnu ikke var begravet, så det skulle også gøres hurtigst muligt.

Det betød alt sammen, at man ikke fik filmet det indvendige af lejrene, mens fangerne var der. Senere da fangerne fik det bedre, indvilligede nogle af dem i at vende tilbage for at blive filmet, men det gav slet ikke det rette billede. Den senere dokumentar, som russerne fik produceret, blev til, fordi de syntes, den præsenterede lejrenes befrielse bedre. Den er dog siden hen ikke blevet vist i sin helhed, da man ikke har fundet den retvisende.

Et nutidigt glimt

Vi så selve lejrene, hvor barakkerne stadig står som beskrevet i talrige dokumentarfilm og bøger. Alligevel virker det overvældende på en fredfyldt sommerdag blandt flokke af turister – mange unge – og flere som tager selfies og billeder af hinanden under indgangsskiltet Arbeit macht frei (dvs. arbejde giver frihed). En af barakkerne for fanger, der skulle straffes, er viet til en polsk franciskaner-munk, Maksimilian Kolbe, som frivilligt tilbød at tage en dødsdømt fanges plads. Hans celle 18 er foreviget med vidnesbyrdet om, at han ofrede sit liv for at redde en anden fange.

Antallet af turister er så stort, og pladsen så knap, at der ikke er tid til fordybelse, for man går i gåsegang forbi udstillingerne i barakkerne; derfor gør man klogt i at lytte til guiden, som fortæller, hvad der står på de mange plancher. Hvis man vil ind i lejrene alene, kan det ske før kl. 10 og efter kl. 15 fortalte vores lokale Auschwitz-guide. Der er færrest gæster i november til marts. Selv en summarisk rundgang af Auschwitz tager to timer og en time i Birkenau (Auschwitz-Birkenau museet tilbyder gratis bus i pendulfart mellem lejrene).

Det er ikke til at fatte at se de store udstillinger af fx hår omdannet til stof, sko, kufferter og deres indhold samt de mange dåser med Zyklon B brugt til at aflive fangerne ved at gasse dem ihjel. I et rum med udstillede legemsdele (svært at se hvad det var), får man lugten med. Jeg vendte blikket væk, det var for meget! Vi så barakker indvendigt, afklædningsrum, gaskammer og krematorium. De dræbtes tøj, deres omsmeltede guldtænder, hår og meget mere blev brugt industrielt, men forinden blev det opbevaret i et stort lager-kompleks, som fangerne dengang kaldte for ”Canada”, fordi det symboliserede rigdom og overflod! Alt dette blandt glade unge, skolebørn, veloplagte turister inkl. flere israelske ungdomsgrupper.

Fortidens gru i nutidens lys

Det har undret mig, at Oswiecims og Brzezinkas indbyggere har kunnet leve videre med bevidstheden om, hvad der skete her. Vores guide forklarede mig, at der var mange lokale, som selv blev udsat for uhyrligheder og deportation for at gøre plads til lejrene, og lige efter 2. Verdenskrig var der megen fattigdom. Der var ikke noget bedre sted at tage hen, man havde kun sit eget sted. Siden kom den kommunistiske magtovertagelse, og forholdene blev endnu sværere.

Kontrasten mellem sommerdagen, de glade mennesker og fortidens gru er med til at gøre det hele surrealistisk. Ufatteligt at vide og se vidnesbyrd om, at dette sted er forbundet med tårnhøj ondskab, hjerteskærende optrin, grænseløs og ubærlig lidelse, som har givet varige mén hos dem, der overlevede. På én gang så fjernt fra den solrige sommerdag, og så er det alligevel sket i min levetid, mens jeg i København lå i min varme vugge og suttede mælk i mig.

Det er ufatteligt, men rigtig godt, at så mange får set, hvad der kan ske, når mennesker taber besindelsen og lader sig styre af ondskabens kræfter, som begynder med en ideologi, der ender i umenneskeliggørelse, tortur og drab. Måtte endnu flere se og forstå, hvor farligt det er at lade sig styre og manipulere af ekstreme ideologier, som fører til den slags.

Fakta om Auschwitz-Birkenau

Det er den største og bedst bevarede af alle koncentrations- og udryddelseslejrene og den mest effektive (4756 dræbte/24 timer). Lejrene var i brug juni 1940-januar 1945 og som museum siden 1947. I alt blev 1,3 mio. personer deporteret hertil, heraf 1,1 mio. jøder; desuden fanger, som ikke var jøder: 140.000 polakker, 23.000 romaer (dvs. sigøjnere), 15.000 sovjetiske krigsfanger og 25.000 fanger fordelt på mange andre nationaliteter. Blandt jøderne var de fire største grupper: Ungarn: 438.000, Polen: 300.000, Frankrig:69.000, Holland:60.000. Langt de fleste blev dræbt. Også i alt 232.000 børn inkl. mange roma-børn blev dræbt. Nazisternes koncentrationslejre under 2. verdenskrig dræbte i alt 6 mio. jøder, heraf 1,5 mio. børn inkl. mange roma-børn.

Museet har udgivet en 64-siders guidebog på engelsk i 2016, som giver gode fakta: The Auschwitz-Birkenau Memorial – A Guidebook. Ellers kan man på museets hjemmeside http://auschwitz.org downloade en 32-siders gratis pdf fil: Auschwitz-Birkenau The past and the present. På museets hjemmeside kan man se, at der findes et væld af arkivalier fra stedet.