”Glem alt hvad du har lært som sygeplejerske”

Den ene gemmer sig, når jeg kommer forbi med medicintasken. Den anden rækker hånden frem og siger ”mi pastilla” (min tablet) til mig – selvom vedkommende slet ikke skal have medicin, mens den tredje med glæde tager tabletterne, da han derefter kan drikke alt det vand, som jeg har taget med.

En af mine arbejdsopgaver på børnehjemmet Emmanuel i Honduras består i at uddele medicin til ca. 30 børn, som af den ene eller anden årsag får enten permanent eller midlertidig medicin. Det i sig selv kan være lidt udfordrende, når børnehjemmet består af 500 børn, og det eneste man har at gå ud fra er et navn og en aldersgruppe. For hvor mange er der ikke lige, som hedder ”Carlos” her!?!

Der er mange udfordringer forbundet med at bo, leve og arbejde i en fremmed kultur. Hver dag bliver jeg udfordret personligt, kulturelt, socialt og fagligt. Det er både en af glæderne og en af udfordringerne ved at agere i en fremmed kultur. Dog lærer jeg noget nyt hver dag, som er med til at udvikle mig som menneske og som sygeplejerske. For lige meget om du er barn i Danmark eller barn i Honduras, har du egentlig bare brug for omsorg og kærlighed.

Gud har kaldet mig til at være i Honduras dette efterår, dermed har jeg også tillid til, at han vil udruste mig til de opgaver, som jeg kommer til at står overfor – også når jeg ikke kan finde ”Carlos” på min medicinrunde.

Alt dette taget i betragtning har jeg ikke tænkt mig at glemme alt, hvad jeg har lært som sygeplejerske, men derimod udvikle min sygeplejefaglige horisont. For vi kan let forfalde til at tro, at hvis bare alle gjorde som os, så ville alt være godt, og honduranerne kan da helt sikkert lære noget af os – men vi kan helt bestemt også lære noget af dem!