Hvad er du værd?

Jeg hørte engang om en forsker, som satte sig for at regne ud, hvad et menneske var værd i kroner og øre. Stump for stump, kilo for kilo, liter for liter gennemgik han menneskekroppen for at finde ud af, hvad sådan en størrelse kunne indbringe på det frie marked.Det var før, man illegalt begyndte at handle nyrer, levere og andre organer til astronomiske priser, så det var et særdeles beskedet beløb, forskeren endte med på bundlinjen. Mennesket består jo mest af vand.
Omend knap så bogstaveligt sætter vi mennesker ofte værdi på hinanden. Ved jobsamtalen, hvor chefen vender tommelfingeren op eller ned. Ved eksamensbordet, hvor mange unge for tiden får fastlagt deres værdi på 13-skalaen.

Jeg var i banken forleden. For at få sat kroner og øre på min økonomiske formåen. Og det er jo sådan, vi ofte måler hinanden. Du er det værd, der går ind på kontoen hver måned. I hvert fald hvis du spørger en bankmand. I øvrigt mente han, at min fine rustne dame ude i carporten er for gammel, og han havde næppe ændret holdning til de tørre tal på papirerne, hvis jeg havde forklaret, at jeg som ansat på en kristen ugeavis formentlig ville få en pæn hyre i himmelen.
Nej, årsopgørelserne, lønsedlerne og kontoudtogene måtte tale for sig selv. Jeg er ikke så meget værd, som jeg gik og troede.

Heldigvis har vi i Bibelen en helt anden målestok, når et menneskes værdi skal fastsættes. Her skelnes der ikke mellem rig og fattig i jordisk forstand. Hvad man ejer eller mangler af materielle ting og sager betyder intet i det store afgørende perspektiv.
Her betyder det til gengæld noget, at vi alle har uendelig stor værdi for Gud. Så stor, at han sendte sin søn i døden for os. Og han gradbøjer ikke, så hende, der fik 10 i matematik er mere værd end ham, der fik seks. Eller at ham, der har milioner på bankbogen er mere værd end ham, som må låne til højre og venstre.
Tænk på lignelsen om den rige mand og Lazarus. Her var ingen i tvivl om, hvem der var rig, og hvem der var fattig. Men Jesus vender det hele på hovedet og hævder, at Lazarus var den rigeste af de to, fordi han troede.
Måske er det også chancen for dig og mig, der godt kunne tænke os at føle os lidt rige en gang i mellem.