Kristenforfølgere skelner ikke mellem kirkeretninger

Alle kristne er forenede i ”blodets økumeni”, siger paven.

Under det store skisma i 1054, hvor patriarken i Konstantinopel brød med paven i Rom, blev den kristne kirke splittet i to dele med den ortodokse kirke i øst og den katolske kirke i vest. Fra 1517-1521 blev vestkirken opsplittet i yderligere to dele mere, da den lutherske reformation brød løs.

På grund af disse splittelser, der har skabt meget bitterhed og uforsonlighed blandt kristne, har man i nyere tid gjort et stort stykke arbejde gennem den økumeniske bevægelse for at klinke skårene og for at opnå større enhed mellem kristne. Der har været mange gode tilnærmelser i årenes løb, men der ikke har ikke været noget gennembrud, der har tilvejebragt fuld enhed mellem de tre kirker til trods for, at de har troen på Kristus tilfælles.

Men forleden kom pave Frans med en opsigtvækkende bemærkning under en konference for en international økumenisk organisation. Paven pegede nemlig på, at når kristne i dag forfølges af terrorister eller stormagter, er de forenet gennem det, som han kalder for “blodets økumeni”.
”Når terrorister eller stormagter forfølger kristne mindretal eller kristne, spørger de ikke først: ”Er du luthersk? Er du ortodoks? Er du katolik? Er du en reformert kristen? Er du fra Pinsebevægelsen? “Nej! ”Du er en kristen!”, sagde paven.

Hans pointe er altså, at alle kristne uanset deres kirkelige tilhørsforhold nu opfattes og behandles på samme måde af dem, der forfølger dem.
“De skærer alle over én kam, og for dem er der kun ét, der tæller: den kristne. Fjenden tager ikke fejl og ved udmærket, hvordan man genkender, hvor Jesus er. Dette er blodets økumeni”, understregede pave Frans.

Det er tankevækkende, at det kan blive martyrerblodet, der kommer til at forene de kristne i moderne tid. De mange dialogmøder ikke har ikke båret tilstrækkelig med frugt til, at kristne kunne begrave stridsøksen, men de verdensomspændende kristenforfølgelser tvinger kristne til at stå sammen.
Og paradoksalt er det især også, at det er fjenden, der nu minder os, at vi alle er ét, sådan som Jesus ifølge Johannes-evangeliet selv bad om, at vi må være.