Fisker blev formand for Indre Mission

Det har aldrig været en drøm for Christian Poulsen at stå der, hvor han gør i dag. Han ville være fisker…Som lille var hans store drøm at komme ud på de vilde våger og hive den ene fisk op efter den anden.Siden hen trak et kald ham i retning af præstekjoler og forkyndelse. Og nu at skulle stå i første række som formand for Indre Mission.

Christian Poulsens liv tog for alvor fart, da han som ganske ung fandt ud af, at skolen ikke var noget for ham. Han kvittede skolen efter 7. klasse.
– Jeg gad ikke skolen mere. Der var ikke rigtig noget ved den, som interesserede mig. Jeg egnede mig ikke til det.
Stemmen er jysk som et sandpapir, midt mellem det meget fine og det meget grove. Måske tættere på det grove.
Der gik dog nogle år, inden han kunne springe på en båd og sejle ud med garnet. Mellemtiden gik med at drømme.
– Jeg var for ung til et fiskerliv, så jeg kom ud at tjene i to år.
Men som 16 årig begyndte han at fiske.
– Jeg købte en andel i en kutter, da jeg var 18.
Der er meget mimik i Christian Poulsens ansigt. Ansigtet fortæller, når han tænker og har brug for mere tid til at forklare sig.
Når mundvigene og øjenbrynene falder på plads, er det tid til et nyt spørgsmål.

– Jeg drømte utrolig meget om at komme ud at fiske og opleve den frihed, som var derude.
Som syv-årig begyndte jeg at bygge forskellige ting, som skulle sejle. Familien var dog ikke videre begejstret for det, mindes han:
– Men mine forældre syntes, at det var for farligt.
– Min familie har været landmænd eller snedkere i Salling, så det med at være fisker har aldrig ligget til familien.

Han fandt en dejlig kone. Fik hus og bil. Han kunne have fortsat som fisker. Men drømmen var realiseret.
På et tidspunkt stod det klart for Christian Poulsen, at han nok skulle skifte spor.
– Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det. Det var en fornemmelse, jeg fik, om at jeg ikke skulle fortsætte med at være fisker. Jeg havde sådan set også fået opfyldt mine drømme i fiskeriet. Jeg kunne godt have fortsat som fisker og måske købt et større hus og en større båd. Men jeg fik bare en fornemmelse af, at det ikke var den vej, som jeg skulle gå.
Hånden roterer, mens han forklarer. Som om den prøver at skitsere kaldet i luften.
– Jeg begyndte at snakke med min præst. Over et halvt år voksede fornemmelsen sig stærkere og stærkere til jeg en dag besluttede mig for at jeg skulle læse teologi. Jeg skulle være præst.

Han gik hen til sin kompagnon og fortalte ham, at nu skulle han og konen flytte til Århus for han skulle læse til præst.
– Jeg spurgte ham, om han ville købe min andel eller om jeg skulle sælge den til en anden.
Endnu en gang dukker dette karakteristiske skæve smil op. – Mange af kollegerne på havnen syntes, at jeg var skør. Men alligevel så var der en, der sagde, at hvis jeg nogensinde kom til at mangle noget, så skulle de nok hjælpe.

Hjælp kunne han godt bruge. Bare ikke den hjælp, som en fisker kunne tilbyde. Han måtte nu bære straffen for, at han for år tilbage kvittede skolen for at forfølge sin drøm om et fiskerliv. Han måtte tage en realeksamen. Og et gammelsprogligt studenterkursus. Og det blev ganske hårdt. Men også en bekræftelse for ham. At det var rigtigt at handle på fornemmelsen, kaldet.
– Jeg kan se nu bagefter, at kaldet har været rigtig nok. Det er blevet prøvet af og førte til et arbejde.
Men ja, det kunne godt have været indbildning. Men på den anden side så har jeg svært ved at tro det. Fordi det med at tage en akademisk uddannelse var ikke noget, der lå til min familie.
Jeg var jo heller ikke særlig god i skolen. Jeg gik jo ud af skolen i 7. klasse. Men jeg gennemførte uddannelsen og fik også et arbejde. Så på den måde fik jeg bekræftet mit kald.

Han fik en stilling som præst i Skæve sogn ved Sæby. Der var han i 13 år. Og kort før han tog en endelig beslutning om at stoppe der og flytte til et andet sted, fik han til sin egen overraskelse en henvendelse fra Indre Mission: De ville gerne have ham med i den selvsupplerende hovedbestyrelse.
– Jeg var meget forundret over at blive bedt om at komme med i bestyrelsen. Jeg følte ikke, at jeg var specielt meget mere engageret i IM-arbejdet end så mange IM præster. På den anden side synes jeg, at det var naturligt at arbejde med i kirkens sag via bestyrelsesarbejdet.
Det var endnu et kald for Christian Poulsen.
– Egentlig gider jeg ikke bestyrelsesarbejde. Jeg vil langt hellere prædike i kirken og gå på husbesøg. Men det at sidde med i bestyrelsen ligger meget tæt i forbindelse med min tjeneste som præst i folkekirken.

Snart kom der en ny henvendelse, der fik Christian Poulsens forundring til at blegne.. Han endte i en mindre forstad til Herning. Snejbjerg hedder det. Og knap nok havde han og Randi slået sig ned, før endnu en overraskelse lurede: Indre Mission skulle have en ny formand. Og han fik tilbudet.
– Jeg havde slet ikke tænkt på at skulle være formand for Indre Mission.
En avis omtalte det som om, at han havde gjort lynkarriere i Indre Mission.
– Men sådan forholder det sig ikke. Jeg opfattede det som endnu et kald til at gå ind i endnu en tjeneste i Indre Mission. Og derfor sagde jeg ja.

Flytningen til Snejbjerg var ikke længere kun en flytning i sted. Men også en flytning frem forrest i kirkedebatten. Alene fordi han valgte at adlyde „kaldet“.
– Det falder mig ikke naturligt at skulle være et talerør. Jeg er præst i langt større grad, end jeg er en offentlig person. Men Indre Mission fortjener at have en stærk stemme i kirkedebatten. Og der vil jeg gerne lægge stemme til.
Og lige i øjeblikket har kaldet fået den konsekvens, at han står først, hvis nogle får lyst til at skælde ud over Indre Missions syn på et vielsesritual i kirken for homoseksuelle.
Men det får ham ikke til at vakle. Han fastslår: – En kirkelige vielse for homoseksuelle har først og fremmest kirkens ord imod sig. Man går ind og laver kludder i en den bibelske sammenhæng, hvis man laver et vielsesritual. Man kan derfor ikke velsigne et forhold mellem to kvinder eller to mænd.
Ordene falder ganske hurtigt nu. Som en krudtsalve fra det jyske maskingevær.
– Jeg er ikke ude på at støde de homoseksuelle ud af kirken. Men vi bedrager dem, hvis vi bilder dem ind, at de kan få en kirkelig velsignelse af deres partnerskab.

Hvordan fremtiden end tegner, så er Christian Poulsen præst. Kaldet til at være præst gælder stadig, uanset om det er i folkekirken eller ej.
– Som situationen er lige nu, er folkekirkens grundlag godt nok og intakt. Derfor kan jeg blive ved med at være præst og det med ganske stor glæde. Og jeg vil blive ved med at kæmpe for, at folkekirkens grundlag er det samme. Jeg er præst til jeg dør.
Armene har filtret sig ind i hinanden og har lagt sig til hvile på den mørke sweater. Der er ikke rigtig mere at sige.
Han slutter med at fortælle om et ord, som han har fået som ung:
Læs, som der står. Gør, som der står. Tro, som der står. Så får du, som der står.
For Christian Poulsen kendetegner det hans tro på Bibelen.
– De ord er en kort vejledning til, hvordan jeg lever som kristen og forholder mig til Bibelen. Det har betydet utrolig meget for mit liv. Helt fra ung.
Jeg tror, at i det ord kan jeg møde noget, som er tillidsvækkende og værdifuldt. Jesus selv.
Og det kan jeg leve på. Og dø på. Det kan jeg handle på og tro på. Og det dur.