Hvordan forklarer darwinismen næstekærlighed?

Spørgsmål: Jeg synes, der er en stor sammenhæng mellem en almægtig Gud som skaber og det menneskesyn, vi praktiserer som samfund. Hvordan vil darwinismen forklare det menneskesyn, vi praktiserer som samfund? Mvh. Arne

Arnes spørgsmål går på den uoverensstemmelse, som synes at være mellem Darwins idé om ”den stærkestes overlevelse” og den næstekærlighed, tillid og respekt for medmennesket, som præger vores samfund.

Den måde, der tages hånd om svage og udsatte i samfundet på, tyder på en grundlæggende anderledes adfærd hos mennesker, både troende og ikke troende, end den, man skulle forvente, hvis livet kun handlede om overlevelse.

Næstekærlighed: gavnlig for artens overlevelse

Darwinisterne har her en tilsyneladende skudsikker påstand. I evolutionssammenhæng er al adfærd et produkt af tilpasning.
Det betyder, at selvopofrende og kærlig adfærd bortforklares som egenskaber, som førte til vor arts overlevelse.
Man hører evolutionsbiologer tale om, at menneskets evne til at samarbejde sikrede artens succes.
Evolutionspsykologer forklarer tro, religion, næstekærlighed etc. som tilfældigt opståede egenskaber, der viste sig at være gavnlige for artens overlevelse, og de har på den måde en plausibel forklaring på, hvorfor vi besidder moral og generelt behandler hinanden godt.

Moral er ’tilpasning’

Når jeg siger, at darwinisterne har en tilsyneladende skudsikkert påstand, er det fordi, det er svært at tilbagevise den uden at begive sig ud i ret komplicerede filosofiske betragtninger.
Darwinisternes påstand er letforståelig og kan formuleres superkort, nemlig: moral er en tilpasning.
At forklare, hvorfor det ikke holder vand, er mere kompliceret, og jeg har i superkoncentreret form været nødt til at bruge hele 7 sider i min bog, Exit Evolution, på tilbagevisningen af denne påstand. Her kommer et sammendrag – hold godt fast!

Videnskab er også gavnlig tilpasning

I evolutionen forklares al menneskelig aktivitet, adfærd og tænkning med, at de er tilfældigt opståede egenskaber, som viste sig at have en overlevelsesmæssig fordel.
Problemet for darwinisterne ligger imidlertid i, at de fritager videnskab, herunder evolution, fra at blive betragtet som en tilpasning. De hævder, at tro, moral osv. er tilfældigt opståede egenskaber, som sikrede overlevelse – de (tro, moral osv.) kan derfor ikke indeholde nogen sandhedsværdi.
Man glemmer imidlertid, at videnskab, og dermed også evolution, så også blot bør betragtes som gavnlige tilpasninger uden egentlig sandhedsværdi. Man kan fx ikke hævde, at troen på Gud er en tilpasning, og samtidig hævde, at troen på videnskab og evolution ikke er en tilpasning.

Evolutionsteorien skyder sig selv i foden

Er evolutionsteorien sand, er alt tankegods en gavnlig tilpasning, som har ledt til artens overlevelse, og evolutionsteorien, som jo også er tankegods, er så naturligvis på lige fod med alt andet tankegods ligeledes blot en tilpasning og kan som sådan ikke have nogen sandhedsværdi. ’
Hermed skyder evolutionsteorien sig selv i foden, for hvis den er sand, kan vi samtidig ikke hævde, at den er sand. Evolutionsteoriens indre logik går til grunde, hvis man udsætter den for dissektion med dens egen skalpel.

Darwinisterne hævder, at moral og medmenneskelighed blot er tankegods, som er tilfældigt opståede tilpasninger.
Grunden til, at deres argument er ugyldigt, er, at de vil være nødt til at underkaste selve troen på evolution samme analyse, for så at opdage, at denne tro også nødvendigvis må være en tilfældig opstået egenskab, som har sikret overlevelse.