Når livet er sværest, er Jesus nærmest
I Esajas kap. 48 vers 18 står der: ”Gid du ville lytte til mine befalinger. Så blev din fred som en flod, og din retfærdighed som havets bølger”. Vi ser her et dejligt løfte, hvis vi vil adlyde Herren, får vi en pragtfuld fred og hvile ind I vores tilværelse.
Hvad kendetegner en flod? Den er i bevægelse mod et mål, nemlig det store vældige hav. Floden kommer igennem mange slags landskaber. Det gælder frugtbart land, men også golde stepper. En flod er noget ganske andet end en lille rislende bæk. Den rislende bæk tørrer ud, når der kommer tørke, men det går anderledes med floden, den tørres aldrig ud.
Floden bevæger sig hele tiden mod havet. Det kan være tørketider, storm, regn og frost, men intet hindrer floden i at nå sit mål.
Floden – et billede på vores liv
Lad os prøve at sammenligne vores liv med en flod: Vi er alle mennesker på en rejse mod et mål, nemlig Himmelen.
På samme måde som floden møder vi også mange slags oplevelser i vores liv. Der kommer skuffelser, der kommer nederlag, der kommer også noget, som gør ondt: sygdom, smerte, osv. Men igennem alle problemerne kommer vi sejrrigt ud på den anden side. Årsagen er, at Jesus aldrig svigter os. Hans fred vil hjælpe os, når det ser allermest umuligt ud, ja da er han nærmest.
Troskab og fredspagt
Nu skal vi se på et andet pragtfuldt sted i Esajas’ bog: Kap. 54 vers 10. ”For bjergene kan rokkes og højene vakle. Men min troskab mod dig rokkes ikke og min fredspagt vakler ikke.”
Her læser du noget om Guds omsorg for os mennesker, som har lagt vores liv i hans hænder. Han, som har skabt jorden og himlen, han er altid hos os. Er det ikke pragtfuldt, at vi hele livet kan regne med hans hjælp?
Den sidste del af ovennævnte vers lyder: ”sådan Siger han, der viser dig barmhjertighed.”
Så hvis vi gør noget, som bedrøver ham, eller siger noget, som vi ikke skulle have sagt, fordi vi derved sårede et andet menneske, ja da er det så godt at vide, at han forbarmer sig over os. Han får os sat i bevægelse som floden, så vi kan sige undskyld, for vores himmelske Far er som vores jordiske forældre. De lærer os også, hvis vi har noget, som skal undskyldes, så får vi det gjort. Det her med at bevæge sig er godt for os mennesker.
Stille flod – råddent vand
Hvis floden pludselig står stille, ja, så rådner vandet. Hvis vi står stille i vores udvikling i vores kristne liv, så er det heller ikke godt for os. Hvordan kan vi så bevæge os som kristne?
Nogle eksempler: For nogen tid siden oplevede en af vores medlemmer i kirken midt i gudstjenesten, at Jesus talte til ham om at gå hen til en bestemt person. Længe ville manden ikke gå. Først tredje gang adlød personen og gik hen til vedkommende. Han blev til stor velsignelse. Jeg er sikker på, at næste gang han sendes til en person i vores kirke, ja, så går det lettere.
Vi kan også bevæge os på andre måder, Herren vil bruge os i sin tjeneste. Prøv at være opmærksom på dem, du møder på din vej. Mange mennesker har det ikke godt. Du har løsningen på deres problem, de mangler at høre om ham, der kan hjælpe dem.
En personlig oplevelse
Til sidst en personlig oplevelse. Jeg har for nylig været til et kursus for blinde. På det kursus mødte jeg en mand på 83 år, vi snakkede virkelig godt sammen. Han fortalte om sit liv, og jeg om mit, blandt andet om hvad jeg gjorde, når jeg havde det svært, nemlig at bede til Jesus.
Så rejste vi hvert til sit, han boede i København, så jeg regnede ikke med at se ham mere. På grund af det lille frø, som jeg såede, ringede han tilbage og fortalte, at han var ved at blive modløs på grund af, at han var ved at miste synet. Der fik jeg lov til at tale mere med ham om Jesus, til sidst sagde jeg: ”Prøv at tale med Ham om dine problemer. Du kan jo sige ”Jesus selvom jeg har vanskeligt ved at tro på dig, så beder jeg dig om at hjælpe mig”. Derefter sagde han, at det ville han gøre.
Der er mange andre muligheder for at hjælpe og opmuntre mennesker, vi skal bare komme i gang.
Det skal også nævnes, at en flod kan løbe over sine bredder og lave en stor ulykke. Huse og veje kan blive skyllet bort. Det har vi hørt en del om, her på det sidste. Hvorfor sker det? Årsagen er for meget regn.
Regnen er god nok. Når den ikke bliver for voldsom, så bringer den velsignelse – planter, blomster og korn vokser, når regnen falder i en passende mængde. Også dette billede kan bruges i vores liv: Nogle oplever, at de bliver til stor velsignelse i vore kirker og menigheder. Alt, hvad de gør, lykkes. Men pludselig glemmer de, at det er Jesus, som får deres liv til at lykkes. Så vendes det hele på hovedet. De skader andre mennesker, som de før var til velsignelse for. De går ind på andres område i kirken, hvor de ikke skal være, og skaber strid. Med andre ord – de bliver som floden årsag til ulykker, og andre skal bruge kræfter på at rette skaderne op. Tænk igen på floden. Efter overfloden koster det mange penge og meget energi at bringe tingene i lave bagefter.
Så, kære læser, glem aldrig, at når dit åndelige liv lykkes, så er det ikke på grund af dig. Men det er Jesus og ham alene. Lad ham bevæge os, så kærligheden til andre komme til udtryk i alt, hvad vi gør.
—————————————
Ugens prædiken er ikke skrevet ud fra søndagens bibeltekst, som kan læses her:
Søndagens tekst: Mat. 6: 24 – 34
Teksten er fra Bibelen på hverdagsdansk
24 Ingen kan tjene to herrer. Enten vil man hade den ene og elske den anden, eller man vil satse på den ene og ignorere den anden. I kan ikke tjene både den sande Gud og pengeguden.
Om ikke at bekymre sig
25 Det er derfor, jeg siger, at I ikke skal bekymre jer for, om I nu også har mad og drikke og tøj at tage på. Er livet ikke mere end maden og tøjet? 26 Se på fuglene! De hverken sår, høster eller samler forråd, men jeres himmelske Far sørger for dem. Er I ikke mere værd end dem? 27 Kan nogen af jer mon ved at bekymre sig forlænge sit liv med bare en eneste dag? 28 Hvorfor bekymrer I jer for, om I har tøj at tage på? Se på blomsterne, hvordan de vokser uden at gøre sig anstrengelser. De hverken spinder eller væver. 29 Men det siger jeg jer: Ikke engang Salomon i al sin kongepragt var klædt så smukt som dem. 30 Når Gud nu sørger for blomsterne, der folder sig ud i dag og visner i morgen, skulle han så ikke sørge for jer? Hvor er jeres tro dog lille. 31 Lad derfor være med at bekymre jer for, hvordan I skal få noget at spise og få tøj på kroppen. 32 Lad de gudløse om det. Det er jo det, de satser på. Jeres himmelske Far ved godt, at I har brug for de ting. 33 Søg først Guds rige og gør hans vilje, så får I alt det andet i tilgift. 34 Lad altså være med at bekymre jer for, hvad der vil ske i morgen, for morgendagen skal nok komme med sine problemer helt uden hjælp. Dagen i dag har problemer nok i sig selv.