Flere unge tror på Gud

Et stigende antal unge tror, der er en Gud, men
troen er diffus, og mange mister igen troen
efter konfirmand-undervisningen.
Det viser en ny dansk undersøgelse.
Vi har talt med rapportens forfatter.- Er de unge lykkelige?
Det spørgsmål sætter Rie Frilund Skårhøj og Søren Østergaard spot på med bogen ”Generation Happy?”. Ved hjælp af spørgeskemaer og interviews har de undersøgt teenageres forhold til bl.a. venner, fritidsinteresser, mobiler, internet, kroppen, kønnet og ikke mindst troen på Gud.

Det er eftermiddag på café Retro i København.
Den unge forskningsmedarbejder på Center for Ungdomsstudier og Religionspædagogik (CUR) Rie Frilund Skårhøj sætter sig tilrette i en lænestol med sin økologiske sodavand.
Hun kan se tilbage på en hektisk tid med mange interviews og billeder – selv DR-nyhederne har været forbi.
Anledningen er den nye bog ”Generation Happy?”, som hun og lederen af CUR, Søren Østergaard, netop har udgivet.

– Hvorfor har I forsket i nutidens danske teenagere?
Rie er på pletten:
– Vores mål har været at give et helhedsbillede af, hvordan verden ser ud for de 13 til 16-årige.
Der har nemlig manglet noget materiale, der tegner en profil af netop dén gruppe unges opfattelse af livet og deres dagligdag, svarer Rie.
– Vi har lavet undersøgelsen for at give en hjælpende hånd til alle dem, som til daglig arbejder med teenagere, og som måske ofte stiller spørgsmålet: ”Hvad har de egentlig lige gang i?”

Første halvdel af ”Generation Happy?” er en grundig undersøgelse på baggrund af 1.168 udfyldte spørgeskemaer og adskillige interviews.

– Hvad synes du selv er undersøgelsens mest bemærkelsesværdige resultat?
– Der er to konklusioner, som jeg synes er særligt tankevækkende.
Den første har at gøre med en vrangforestilling: Mange voksne går og forestiller sig, at teenagere i dag har det meget svært og er under et stort pres, fordi de skal holde så mange bolde i luften på én gang.
De skal både se godt ud, have det rigtige tøj, følge med i det nyeste musik og være gode i skolen – samtidig med, at de har gang i mobiltelefonen, internettet, stereoanlægget, fjernsynet osv.
Men de unge synes ikke selv, at livet er tungt, fortæller Rie.
– Faktisk føler hele 36 pct. sig meget lykkelige, og 46 pct. føler sig ret lykkelige – kun 8 pct. føler sig ikke særlig lykkelige eller ligefrem meget ulykkelige.
Jeg tror, at de unge simpelthen er rigtig gode til at „multitaske“. Det er at gøre flere ting på én gang. Og det stresser ikke dem på samme måde, som det stresser andre generationer.

Endnu en fotograf træder ind ad café Retros dør, og Rie må stille op til et foto.
Hurtigt er hun dog videre:
– Det andet resultat, som jeg synes er rigtig interessant, er om teenagernes voksende tro.
Det viser sig, at Gud har rigtig gode opinionstal.
På ti år er procentdelen af unge, som tror på Gud, vokset fra 40 pct. i 1995 til 51 pct. i 2005. Men troen på Gud er ofte famlende og usikker.
En dreng i 9. klasse udtaler f.eks.: ”Man bliver næsten nødt til at tro på, at der er noget, når man er død. Det er bare for mærkeligt, hvis man ikke skulle komme i himlen. Jeg tror nok ikke rigtigt, men på den anden side tror jeg nok lidt, måske” (side 75).
Den unge forsker uddyber:
– Andelen af unge, som tror, er højest i 7. klasse, hvor man går til konfirmationsforberedelse. Jeg tror, at de nogen gange mister troen, fordi de mangler dialogpartnere.
Mange tror uden at tale med nogen om det. Det er ikke, fordi troen er et tabu, den er bare ikke videre interessant at beskæftige sig med.
Det er normalt at tro, men man kan ikke sige, at de unge er særlig søgende.
En dreng i 8. klasse siger det sådan: ”Jeg tænkte nok over det med troen, da jeg gik til konfirmation. Der fandt jeg nok ud af, at jeg ikke ku’ bruge det til så meget” (side 92).

Det er Ries og medforfatterens håb, at bogen vil inspirere på såvel personligt som organisatorisk plan, sådan at foreninger, klubber, skoler osv. bedre kan imødekomme og kommunikere med den nye generation af teenagere.

– Men hvad kan man konkret lære som ungdomsmedarbejder, præst, pædagog, skolelærer eller bare almindelig teenageforælder?
– Generelt kan man lære at forstå teenagere og deres prioriteringer, holdninger og forestillinger bedre.
Man kan f.eks. læse, at denne aldersklasse godt kan lide aktiviteter, der er udfordrende og spændende.
De vil lære nyt, og programmet skal være præget af stor variation, for rutiner er dræbende. De kan også godt lide en leder, der sætter sig i respekt og er „tough”.
Rie tænker sig om:
– Overordnet kan man sige, at aktiviteter som f.eks. overlevelsesture og klatring gør, at teenagerne kommer. Men det er ikke et nervepirrende koncept, der gør, at de bliver – det er derimod sammenholdet og relationerne. Hvis ikke relationerne til lederne er gode, falder teenagerne fra, når vennerne smutter. En pige i 7. klasse formulerer denne pointe sådan:
”Vi brugte rigtig meget klubpædagogerne sådan psykolog-agtigt. De skal være gode til at lytte og skal kunne huske tilbage på, hvordan det var for dem selv, så de kan sætte sig ind i situationen. Det er nok bedst, hvis de også selv tager initiativ til samtaler og sådan” (side 48).
Rie Frilund Skårhøj understreger, at den tætte kontakt med teenagerne kræver mange ressourcer:
– Man skal give sig tid til at sms’e, og man skal huske, hvad der sker i den enkeltes liv, så man kan stille relevante spørgsmål. For teenagerne er det ofte dét, der er afgørende. For dem handler det i det lange løb mere om relationer end program.

”Generation Happy?” er på 248 sider (Unitas forlag) og er en videreudvikling af bøgerne ”Teenagere og tro I” og ”Teenagere og tro II”, som udkom i henholdsvis 1995 og 2000.
– Men vores nye bog er ikke bare en tredje udgave. Den er meget bredere og vurderer ikke kun teenageres forhold til tro og kirke, men også deres syn på en række hverdagsfænomener, siger Rie.
”Generation Happy?” blev omtalt i Udfordringen i uge 37.