Undergrundskirken i det lille land som truer verden med atomkrig

Måske er der stadig 100.000 hemmelige kristne i Nordkorea. Den ældre generation kan stadig huske, at der var 2.000 kirker i Pyongyang før Koreakrigen.

Jeg er netop vendt hjem fra Sydkorea, hvor jeg besøgte Dansk Europamissions samarbejdspartnere, som sikrer, at medicin bliver indsmuglet til de forfulgte kristne Nordkorea, hvor sundhedssituationen er katastrofal. Og de forfulgte kristne bruger ikke kun medicinen på sig selv, men deler den også med andre nordkoreanere i nød.

På rejsen mødte jeg en række eksperter, som jeg fortalte om situationen i landet.

Nordkoreas nye ’store leder’, Kim Jung-Un, ser ud til at være mere brutal end sine forgængere, hans far Kim Il-Jung og hans farfar Kim Il-Sung. Han har muligvis beordret likvideringen af sin egen bror og onkel, ligesom Nordkorea i denne tid gennemfører prøvesprængninger og truer verden med at montere bomber på langtrækkende missiler.

Vesten forsøger at imødegå truslerne ved endnu engang at bruge sanktionsredskabet, men virker det over for landets ledelse, som midt i 1990’erne lod befolkningen lide hungersnød, så omkring 3 millioner mennesker døde, og i dag tillader en katastrofal sundhedstilstand i landet, men selv lever i luksus?

Allerede før Kim Jung-Uns tiltrædelse i 2012 fortalte en af Dansk Europamissions kontakter vedr. Nordkorea, Tim Peters, i Udfordringen i maj 2010, hvordan lederen allerede dengang var kendt som hensynsløs, og udviklingen har kun bekræftet den karakteristik.

Udstillingskirker

Men hvad med kirken? Er der en kirke, og har kristne frihed til at praktisere deres tro? I Pyongyang findes enkelte kirker, men de tjener som “udstillinger”, som styret kan fremvise for at give gæster fra udlandet indtryk af, at der er trosfrihed i landet. Således mødes menighederne kun, når udenlandske grupper er på besøg i landet, og menighedsmedlemmerne består af partimedlemmer med høj anciennitet, og de får særlige madrationer for at deltage i gudstjenesterne. Hvis myndighederne finder ud af, at nogle af medlemmerne er sande kristne, fjernes de fra menigheden.

Den nordkoreanske grundlov er tvetydig, da paragraf 68 nok sikrer borgerne trosfrihed, men paragraf 10 begrænser trosfriheden igen ved at sige, at borgerne samtidig skal værne om landets ideologiske enhed (Juche-ideologien).

Juche-ideologien kan ved første øjekast ligne et sammensurium af persondyrkelse af Kim-familien og socialismen, men ved nærmere eftersyn ligner den mere en religion og afslører, nok ufrivilligt, at Nordkorea har en rig kristen arv.

2.000 kirker før krigen

Før Koreakrigen udgjorde kristne nemlig den største gruppe i civilsamfundet. I 1950, året før Koreakrigen begyndte, skrev Nordkoreas regering i sin årbog, at der i den nordkoreanske region var mere end 2.000 kirker og 200.000 kristne. Det fortæller en anden af Dansk Europamissions kontakter vedr. Nordkorea, dr. Eric Foley. Grunden til kirkevæksten blev lagt ved vækkelsen i Pyoungyan i 1907, hvor der på det tidspunkt måske var flere kristne end i Seoul, der nu ligger i Sydkorea.

Leder havde kristent hjem

Kim Il-Sung voksede op i et kristent hjem, men satte sig som voksen i Guds sted. Nordkoreas leder gik selv i kirke indtil 8. klasse, og hans morfar var ældstebror i en kirke.

Og noget tyder på, at Kim Il-Sung misbrugte oplevelserne i sit barndomshjem til at skabe Juche-ideologien – religionen, hvor han selv, senere hans søn og nu hans barnebarn er guder. Eksempelvis har Juche-ideologien 10 principper, hvor den kristne tro har 10 bud – og mens mange kristne går i kirke og til møde to gange om ugen, har man i Nordkorea to ugentlige ’selvkritik’-møder.

Desuden tjener Nordkoreas 100 store ’revolutionære forskningscentre’ samme funktion som kirker, hvor befolkning inspireres til at følge Juche-ideologien.

Når nordkoreanere for første gang læser i Bibelen, bliver de overraskede, særligt over 1. Mosebog, hvor der står, at Gud skabte mennesket i sit billede, da de har lært, at alle mennesker er skabt i Kim Il-Sungs billede.

Hele familien straffes, hvis én bliver kristen

Til trods for at befolkningen er tvunget til at dyrke Juche-religionen, skønnes det, at der i dag er 100.000 kristne i Nordkorea. Omkring en tredjedel skønnes at være fængslet i koncentrationslejre på livstid på grund af deres tro på Jesus.

Ifølge nordkoreansk straffelov kan en hel familie straffes, hvis ét familiemedlem gør noget ulovligt, ligesom familier straffes for familiemedlemmers forbrydelser i tre generationer. At en hel familie kan straffes, fordi ét familiemedlem er kristen, betyder, at familien kan lægge pres på familiemedlemmer, for at de ikke skal blive kristne. Ligeledes kan en kristen tænke: “Jeg ønsker at praktisere min tro, men hvilke konsekvenser får det for mine børn? Vil de risikere at komme med mig i fangelejr?” Prisen for at være kristen er således meget høj i Nordkorea.

Man kan sige, at det nordkoreanske styre har skabt en samfundsstruktur med et indbygget socialt pres med det formål at hindre mennesker i at komme til tro på Jesus og åbent vidne om ham.

Derfor er nordkoreanske kristne ofte meget forsigtige, når de alligevel vælger at dele de gode nyheder med deres landsmænd.

Skolelærere er trænede i at stille eleverne bestemte spørgsmål, der kan afsløre, om der findes bibler i børnenes hjem, og om en familie er kristen. Anvendelsen af denne taktik betyder også, at forældre presses til i et vist omfang at skjule deres tro for deres egne børn og ikke opdrage dem i den kristne tro. I stedet forsøger styret at hjernevaske børnene i skolen, ja, allerede fra børnehaven.

I en befolkning, der er isoleret fra omverdenen, med en leder der hjernevasker indbyggerne til at tro, han er gud, er det underfuldt, at der måske stadig er 100.000 kristne. Vores søstre og brødre har brug for al den forbøn og støtte, vi kan give dem i den tid, de gennemlever.