”Der er intet bord uden Bähncke”

Af Kristoffer Simonsen
Sogne- og garnisonspræst i
Sct. Michaelis Kirke, Fredericia

For et par år siden kørte en TV-reklame med en fugl, der festligt skrålede: “Intet bord uden Bähncke”. Hver gang jeg så reklamen, kunne jeg ikke lade være med at skråle med på sangen resten af dagen.

Ja, faktisk bliver jeg også helt munter, mens jeg taster disse ord. Prøv bare at se dem på Youtube. Det er god humor. Men faktisk bryder jeg mig ikke så meget om sennep – heller ikke fra Bähncke!

Til denne søndags prædiketekst sammenligner Jesus Guds Rige med sennep. Helt præcist et lille bitte sennepsfrø. Men når man ikke bryder sig synderligt meget om sennep, så er det altså lidt op af bakke at tænke på sennep og en skrålende popfugl, når Jesus beskriver Guds rige.

Hvad i alverden er meningen med denne sammenligning til et sennepsfrø?

Stort og mægtigt?

Ofte er lignelsens pointe udlagt med fokus på et lille frø, der vokser til et træ på størrelse med gigantiske træer i de europæiske skove. Fordi Guds rige vokser til at blive som de mægtigste træer.
Det passer meget godt på det, vi kunne drømme om med Guds rige: At det er stort og mægtigt, som store ærværdige træer eller store urokkelige katedraler.

Billedet viser den frugtbare sennepsplantes frø og blomst.
Ukrudt ude af kontrol

Men problemet er, at det ikke passer med et sennepsfrø. Der er bestemt intet prægtigt over sennepsplanten. For det første er frøets størrelse uhørt lille. Den er ca. 1 mm i diameter, og det tager op mod 800 frø at fremstille bare 1g sennep.

Dertil kommer, at mange haveejere og landmænd i Israel opfatter sennepsplanten som ukrudt. For sennepsplanten er utrolig frugtbar og producerer mellem 1000 og 4000 frø pr. år. Den store formeringskraft betød, at sennepsplanten i den jødiske tradition fra det 2. og 3. århundrede ikke måtte dyrkes i haver, men kun på mere afsidesliggende marker. For man kunne simpelthen ikke kontrollere væksten.

Sennepsplanten er altså på mange måde Israels svar på mælkebøtter eller vorterod. Det spreder sig uhørt hurtigt og det kan næsten ikke kontrolleres eller holdes nede.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Fuglene bygger rede

For fuglene derimod er sennepsplanten et sted, der giver sikkerhed. Dels er blomsterfrøene god føde, og når sennepsbuskadset i løbet af sommeren tørrer ud, bliver det til et uigennemtrængeligt krat, som er et godt dække til at bygge rede.

Et fantastisk billede

Pointen med at sammenligne Guds Rige med sennepsplanten er altså hverken smagen af sennep eller store mægtige katedraler.

Tværtimod er Guds Rige som et sennepsfrø, fordi det ikke ser ud af noget særligt i første omgang, men når det kommer i jorden og får tid til at vokse, spreder det sig, og kan give liv til mange. Ikke fordi det vokser sig stort og prægtigt, men fordi det spreder sig helt uhæmmet.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Guds rige ude af kontrol

For Guds Rige kan ikke kontrolleres eller holdes nede. Jesus siger med andre ord til os, at han ikke er kommet for at vinde pragt og ære, men for at nå ud til alle mennesker med hjælp og tilgivelse.

Når vi planter sennepsfrø

Vi kan også være med til at plante sennepsfrø i vores dagligdag. For det er gennem vores tjeneste og omsorg for mennesker, at Guds Rige spredes og giver håb og beskyttelse, ligesom fuglene bygger rede under sennepsplanterne.

Vore små bidrag ser måske ikke ud af meget, men i Guds hænder kan miraklerne ske. For Guds kraft kan ikke kontrolleres eller holdes nede.

Så måske sker det alligevel på forskellige måder, at der intet bord er uden Bähncke.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Søndagens tekst: Mark. 4, 26-34

Teksten er fra Bibelen på hverdagsdansk

Om Guds riges vækst
26Jesus fortsatte med et andet billede på Guds rige: »En landmand går ud og sår korn i sin mark. 27Så går han hjem, og den ene dag følger den anden. Mens han sover, og mens han er vågen, vokser kornet ude på marken, uden at han kan forklare, hvordan det går til. 28Jorden bærer frugt helt af sig selv. Først strå, så aks og til sidst kerner i aksene. 29En dag står hele marken moden og er klar til høst. Så kommer landmanden med sin segl for at gå i gang med indhøstningen.« 30Jesus fortsatte: »Hvad kan vi sammenligne Guds rige med? Hvilket billede kan vi bruge? 31Jo, Guds rige er som et sennepsfrø. Det frø er det allermindste. 32Men når det er sået, vokser planten op og breder sig mere end de andre buske. Den danner grene, som er store nok til, at fuglene kan bygge rede og søge ly i dens skygge.«

Om brugen af billedtale
33Jesus brugte mange sådanne billeder, alt efter hvad folk var i stand til at forstå. 34Ja, når han underviste folkeskarerne, brugte han udelukkende den slags billeder, og det var kun, når han var alene med disciplene, at han forklarede, hvad det alt sammen betød.’