– Det betyder noget, hvordan jeg møder andre

Præst og forfatter Tomas Sjödin har oplevet vækkelse blandt iranere og afghanere: 500 iranere er blevet døbt i kirken i løbet af de sidste fem år – de fleste omvendte muslimer.

500 iranere er blevet døbt på fem år i en pinsekirke i Gøteborg. Den svenske præst og forfatter Tomas Sjödin taler om at åbne kirkedørene for flygtninge – og om udfordrende tillid, der kan forandre alting.

At sige ja til at hjælpe iranere med behov for at tale styret i deres hjemland imod og til en kvinde, der ville dele mad ud til fattige, har fuldstændigt forandret kirkelivet i en pinsekirke i Gøteborg. For det har i høj grad ført til vækkelse blandt iranere og til et massivt og nyttigt hjælpearbejde.

– Vi har haft stor vækkelse blandt iranere og afghanere de sidste fem år. Det startede med, at en gruppe iranere kom til os.
De ville have en sit-down strejke mod regimet i Iran. Der var ingen steder, de kunne være, så de lånte entréen i vores kirke. Vi vidste ikke, hvad vi sagde ja til. Det var turbulent. Kirken blev overhængt med bannere med ”knus den…” og ”død over…”, som vi måtte sørge for blev pillet ned i en fart.

Men nogle af dem mødte Jesus på en stærk måde. Det var, som om en flamme tændte ild blandt iranerne. Her fem år senere har vi døbt 500 iranere. De fleste er omvendte muslimer, og det er ikke let – hverken for dem eller os, fortæller præst og forfatter til 12 bøger Tomas Sjödin.
Da stigende social nød også bankede på kirkens dør, kom han desuden til at lede et stort hjælpearbejde, fordi en kvinde i menigheden brændte for at gøre gavn:
– På hendes opfordring samlede vi folk til maduddeling. 70 frivillige deler nu hver uge mad ud til 400 familier.
– I samarbejde med grossister og forretninger uddeler vi mad for mellem 50.000 og 100.000 kroner om ugen. Mad som ellers bare skulle kasseres, siger han.

Kirken er forandret

De sidste fem år er menigheden forandret radikalt.
– Det handler jo ellers ofte om at plante nye menigheder, og det kan jo også se flot ud. Men gamle menigheder kan altså også få nyt liv, siger Tomas Sjödin, der har været præst i kirken i 30 år.
Han erkender, at de store forandringer til tider har været meget krævende. Der er ingen i pinsekirken i Gøteborg, der behøver at kede sig, hvis man gerne vil hjælpe.
– Hver dag forsøger jeg at lede vores sociale arbejde. Vi samler f.eks. hele tiden frivillige til maduddeling og suppekøkken. Og beder sammen med de mange, der søger hjælp. Vi hjælper også svenskere, der er faldet uden for systemet. Vi åbner døren og rækker ud efter folk, forklarer præsten.

Kender selv til smerte

Tomas Sjödin kender selv til afmagt og smerte. Han har mistet to børn med hjernesygdomme – og har stor forståelse for, hvor vigtigt det er at række ud til mennesker i livskriser. Og for livets flygtighed.
Hans søn Karl-Petter blev 15 år, Ludvig 14. Ægteparret Lotta og Tomas Sjödin har også sønnen John, der ikke har den hjernesygdom, brødrene havde. Lotta arbejder med børn i Svenska Kyrkan.
At være med til at række en ydmyg hjælpende hånd, lydhørhed og empati er vigtigere for ham end at høste anerkendelse og være kendt i offentligheden:
– En kvinde fra Syrien, som var kommet i kirken i over to år, hev en dag fat i min skjorte og trak mig hen til en hylde, hvor der stod en af mine bøger ”Ligner han ikke dig meget?” spurgte hun. Jeg blev glad. Det er jo fuldstændig ligegyldigt, om hun ved, jeg er forfatter.
– Hvad det er for et menneske, jeg møder, er vigtigt. Og hvordan jeg møder en anden. Det er dét, der betyder noget. Når livet er gået i stykker, er det ligegyldigt, om præsten har skrevet bøger og har været i tv, understreger han.

For præster, kirkepersonale og faste kirkegængere må ikke overbelaste nye medlemmer i menigheden med pres om at udføre opgaver, hvis de mere har brug for fred eller hjælp. En menighed er ikke til for at skabe imponerende resultater for præsten og kirken.
Men når mennesker tilbyder at hjælpe, er det vigtigt at være lydhør for, hvad de ønsker at bidrage med. Og møde dem der hvor de er.

En opfordring

Præsten oplever et paradigmeskift i den svenske kirke. ”Noget eller nogen udfordrer det nuværende, den herskende måde…og peger på, at der måske er bedre måder”, mener han.
– For fem år siden holdt jeg en prædiken – nok ikke min bedste, men heller ikke den værste: ”Vi har en hjælpekasse i menigheden. Hvis nogen har projekter, så kan man få støtte”, sagde jeg undervejs.
– Bagefter kom en ung pige, Sandra, hen til mig. Hun var kommet i kirken i over et års tid, men sad altid bagerst, og jeg havde derfor ikke set hende før.
– ”Det her kan jeg lide. At vi hjælper mennesker. Så jeg vil gerne hjælpe til”, sagde hun til mig. Vi aftalte en samtale, hvor også min kollega deltog. Dét kom til at ændre vores måde at arbejde på. Det blev starten på det kæmpe overvældende hjælpearbejde, vi står midt i nu.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



– Sandra sagde, at det ikke var godt at give penge, men at man skal give mad. Og derfor begyndte vi at lave daglige maduddelinger.
– ”Hvem skal gøre det?”spurgte jeg, da hun foreslog det. ”Det skal jeg”, svarede hun. Kort efter startede hun og et par piger det op i et rum ved trappen i kirken, siger præsten.
Han var ikke klar over, hvor stort det ville blive.
– Det var heldigt, at vi sagde JA, Ja ja…til iranerne og til maduddeling. Det bør præster altid prøve på at gøre, når mennesker tilbyder eller beder om hjælp. Pointen er, at det ikke begyndte hos lederne, men med kirkegængere.
– I dag holder vi ofte ”blomster-samtaler” med dem, der har idéer eller lyst til at få inspiration til, hvad de kan hjælpe med. Solsikken, der vender sig mod lyset og har tusinde små blomster i midten, er billedet.
”Hvad vil du, hvad kan du, og hvordan gør du? Hvem er du? Og hvad drømmer du om?” spørger vi. For så kan alt ske, pointerer Tomas Sjödin.

At finde sin plads

Han mener, at alle mennesker har unikke egenskaber. Opgaven er at se og bekræfte deres gaver, som var de planter, der skal plejes og vandes.
– Nogle gange må man synge for at ramme dem…og for at se, hvordan planterne kan vokse op og blive store.
– Det kræver et ydmygt, afslappet og modigt lederskab. Jeg har et billede på det: Solsikken – den høje, stolte blomst, der følger solen igennem sin dag. Altid vendt mod solen. Jeg har ikke fået børnebørn, men mange stiklinger af min søn John, som er gartner. Han har fortalt, at solsikken er så speciel, for hvert ansigt består jo af 1.000-2.000 små, små blomster. Det er en fantastisk tanke, siger præsten.

Tomas Sjödin mener, det er livsvigtigt som menneske at have en sammenhæng, hvor man kan give sit bidrag. ”Hvis du skal tage et skridt hen imod det, hvordan skal det så se ud? Du skal blæse liv i det, du kan og vil…bare tag tre skridt. Gud giver gaverne”, anbefaler han.
Selvom livet er svært – eller rettere især når livet er sværest, kan håb og drømme lindre. Som præsten forklarer:
– Drømme er energiskabende, de er retningsgivende. Har man en drøm, så fortsætter man. Hvis man ikke drømmer, så bliver man gal.
– Vi skal lytte til hinandens længsel. Vi skal ikke nærighed og misundelse, men glædes over, når et menneske er på plads i sit kald og kan inspirere os. Så skaber det også plads til os selv.
– André de Lange synger vanvittig godt. En dag, hvor jeg hørte ham, tænkte jeg ikke: ”Sådan en stemme ville jeg gerne have”. I stedet besluttede jeg mig for at skrive en bog til, for det kan jeg. Så gør det noget godt ved mit livskald, siger han – og tilføjer, at det største for ham som præst er at hjælpe mennesker med at finde deres plads.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Mennesker, der kender til smerte og har prøvet at blive blæst omkuld i livet, kan have særlig stor forståelse for andre, når de har bearbejdet smerten og rejser sig – med ydmyg lydhørhed, empati og forståelse for vigtigheden af fred og kærlighed.
Tomas Sjödin er et flittigt menneske, der bare gerne vil sige ja til at hjælpe og gøre gavn.

Tomas Sjödins bøger på dansk:
Tre af hans 12 bøger er oversat til dansk og udgivet af Forlaget Boedal: ”Det sker når du hviler”, ”Der er så meget vi ikke er nødt til” og ”Den der finder sin plads tager ikke en andens”.