Sådan er det normale kristne liv
Ugens prædiken er et uddrag fra en af Rolland Bakers taler på Awake-konferencen i København. Heidi og Rolland Baker er ledere af IRIS Ministries, som har været redskab til en stor vækkelse med ti tusinde nyplantede kirker, utrolige mirakler og daglig bespisning af 3.000 børn i Mozambique.
Folk kommer ned til os og tænker: ”Vi kommer ned til Himlen på jorden.” Så møder de missonærerne…
Ved du, at en missionær også har brug for at blive betjent?
Vi er lerkar. Vi kan gå ud af flyet og ønske at se mirakler med det samme, og se hvordan ”perfekte” mennesker lever.
Men det er tydeligt, at enhver ting, der er sket i Mozambique, er fra Gud. For kun Gud kan gøre det. Intet menneske kan planlægge disse ting eller få dem til at ske.
Vi er som lerkar. Men endnu værre er, at i 2. Korintherbrev 4:8 står der, hvad normal kristendom er. Det er gået op for mig, at du virkelig er tæt på Herren, du nyder ham virkelig og er helt oppe at køre over ham, når du lider. Apostlen Paulus siger, at vi er hellige. Så er vi vel næsten perfekte, ikke?
Hvordan kan det så være, at vi er trængte fra alle sider? Hvad gør vi forkert? Hvad gjorde Paulus forkert, siden han havde alle de problemer?
Jeg har hørt en præst sige, at Paulus nok ikke kendte Guds faderhjerte godt nok. Hvis han bare vidste, hvem han var, så ville han ikke være blevet slået, sat i fængsel, nær druknet osv. Hvis han bare vidste, hvem han var…
Paulus siger, at vi er trængte, men ikke knust. Og vi ved godt, hvordan det føles, ikke?
Vi er trængte, men ikke helt uden håb, selvom det er tæt på.
Vi er tvivlrådige, men ikke fortvivlede. Har du prøvet at være fyldt af tvivl i dit liv som kristen? Hvordan kan jeg undervise i teologi, hvis jeg er fyldt med tvivl, har du måske tænkt. Det er det, præsteseminarer er til for, du bliver forvirret og fyldt med tvivl, ikke…eller?
Vi forfølges, men lades ikke i stikken. Vi slåes til jorden, men går ikke til grunde. Vi er svære at slå ihjel.
Kig på vers 10 i 2. Kor. 4: Altid bærer vi den død, som Jesus led, med i legemet. Det er det, som du har brug for at gøre hver dag. Bære rundt på hans død. Hvorfor? For at Jesu død også kan komme til syne i os.
Lad os blive til noget, skabe noget i stedet for bare at prædike, kan vi måske tænke.
Men det, som evangeliet virkelig siger, er dette: Lad os blive til ingenting, så Jesus kan blive til alting.
Vi skal lavere ned endnu. Når du er kommet lavere ned, så gå endnu lavere ned. Indtil vi er ingenting! Så kan Jesus komme til syne.
Folk siger: Ja, men det er jo apostlen Paulus. Der var et specielt kald over hans liv. Han blev virkelig behandlet hårdt. Men heldigvis kender vi Gud bedre nu. Det har forbedret sig. Gud tænker ikke på denne måde mere. Det gælder ikke for os alle. Så vi behøver ikke, at tage disse vers så seriøst.
Okay, men det betyder så også bare, at dit forhold til Jesus ikke bliver det samme som det, Paulus havde.
Det var en anden tid, der var ingen teknologi, og det var ikke så moderne dengang. Men der sker stadig ting i vores ånd i dag. Når vi ikke er på internettet eller løber tør for strøm på mobilen…
Paulus’ attitude var sådan her i 2. Korintherbrev 6:3:
Vi volder ikke anstød mod nogen som helst med noget som helst. Vi overgiver os. Vi holder ud i problemer, under trængsler og i nød. Under angst og i pinsler. Under fængsel og ved uro, ved møje og besvær og søvnløse nætter. Men også i renhed, retsindighed, kundskab, tålmodighed, venlighed, mildhed, ægte kærlighed, sandfærdig tale og i Guds kraft. Ved at bruge retfærdighedens våben til angreb og forsvar. Til at ære og vanære, under spot og lovord. Vildledende og dog sandfærdige. Ukendte og dog velkendte. Døende, og se vi lever. Tugtet, men ikke til døde. Bedrøvede, men dog altid glade. Som fattige, der dog gør mange rige.
Vi har alting – og dog har vi intet. Som de, der intet har, men dog har alt.
Det er tjenesten, som alle kristne er kaldet til. Det er mit fremgangs-evangelie. Det er Bibelen. Det står gentaget mange steder. Det her er bare ét skriftsted.
Ideen er, at have ingenting og være fattig. Og så får vi alt. Vi kan ikke tabe.
Det er det eneste, som giver mening for mig i den kristne tro. Men det er kontroversielt, ikke alle er enige med mig. Jeg er en minoritet her.
Der er nemlig en tendens i kirken til at fremhæve mennesket og reducere Gud.
Det er det, jeg ser fjenden gøre. Man løfter mennesket op og reducerer Gud. Man siger, at vi kan skabe og kontrollere ting.
Men Bibelen siger noget andet.
2. Korintherbrev 4:7-12
Vi er som skrøbelige lerkar, hvori en vidunderlig skat er blevet lagt. På den måde kan det ses, at den overvældende kraft kommer fra Gud og ikke fra os selv. Vi møder modstand fra alle sider, men vi er ikke sat ud af spillet. Vi kender til at leve i uvished, men vi giver ikke op. Vi bliver forfulgt, men vil aldrig blive forladt. Vi er blevet slået til jorden, men ikke slået ihjel. Vi har ar og mærker efter pisk og har været døden nær i vores tjeneste for Jesus. Men så har vi til gengæld også oplevet hans livgivende kraft. Ja, vi lever i konstant livsfare for Jesu skyld med det resultat, at hans kraft bliver åbenbaret i vores dødelige legemer. Vores tjeneste betyder død for os, men den bringer liv til jer.
(Teksten er fra Bibelen på Hverdagsdansk)
