Er du den hjælp, Gud har sendt?
’All Saints’ fortæller beretningen om præsten Michael Spurlock, en lille menighed og en gruppe flygtninge, der går nye veje for at redde deres kirke.
All Saints er en amerikansk kristen dramafilm med blandt andre filmstjernen John Corbett i hovedrollen.
Filmen er baseret på den sande historie, om sælgeren – Michael Spurlock – der blev præst for en lille episkopal (anglikansk) kirke i Smyrna, Tennessee. I sig selv ikke specielt enestående eller interessant, og bedre bliver det ikke af, at formålet faktisk er at lukke den døende kirke ned i god ro og orden. Der er simpelthen for få medlemmer, for ringe økonomi, og kirkens værdi som byggeplads for et shoppingcenter er langt større. Præsten er også helt med på den økonomiske analyse, indtil noget eller nogen leder ham ad andre veje.
Hvem er svaret på bøn?
Med et dusin kirkegængere, er der ikke meget formål med at holde kirkeinstitutionen kørende. Men pludselig dukker en god håndfuld flygtninge fra Karen, Myanmar (tidligere Burma) i Sydøstasien, op. De er kristne, som har været uudsigeligt meget ondt igennem, men som søger hjælp i kirken. Præsten, der ved at kirken eksisterer på lånt tid, er i første omgang tilbageholdende med at gøre andet end at byde dem velkommen i kirken.
Passiviteten brydes dog efter en samtale mellem præsten og hans søn. Sønnen stiller spørgsmålet: ”Hvad kommer der til at ske med de folk fra Karen, når kirken lukkes?” Hvortil præsten svarer: ”Det ved jeg ikke, men lad os huske dem i vore bønner, og bed Gud sende dem hjælp”. Hvortil sønnen spørger:
”Er du ikke den hjælp, Gud har sendt?”
Veje og afveje
Michael Spurlock oplever Gud tale til sig om at bruge jorden rundt om kirken til at dyrke afgrøder i et forsøg på at redde kirken og gruppen af flygtninge. Det fører til en indædt kamp for at få plantet, vandet og ikke mindst høstet de dyrebare afgrøder. Men sammen med en mængde bønnesvar og velsignelser følger også modgang og nederlag, og spørgsmålet presser sig på. Er det virkelig Guds vej, eller er det en afvej de er på?
Filmen, som opererer med et sparsomt budget, er ikke nogen stor filmisk oplevelse, men historien er stærk og ikke mindst trosstyrkende, da den bygger på en sandfærdig historie. En historie, som fortæller, at alt samvirker til det gode for dem som elsker Gud og lydigt følger hans veje og, tilsyneladende, afveje.