MISSION: Fred på jorden – fra hjerte til hånd

Kan der komme fred på jorden? I så fald vil jeg gerne vide, hvad der skal til! Men det må gøres undercover, så jeg får mest mulig ud af de to kompetente odenseanere, der har hver deres vinkel på sagen. Når man taler med Michael Friis om hormoner og biologiske virkninger, kan man forledes til at tro, at han er en indgroet evolutions-fætter. Heldigvis er det ikke således! Michael har nemlig på trods af sine højtravende studier en personlig tro på Gud. Han talte i sidste uge ved et af møderne i Evangelisk Alliances bedeuge i Odense, og derfor er det nærliggende at udspørge ham om bøn.

Hvorfor bruger man en uge på at bede sammen – kan man ikke altid bede til Gud?
„Fra Evangelisk Alliances side er der faktisk lagt op til, at man altid kan bede, og et forslag er at bede fast en gang om ugen sammen med andre.
I denne her uge er det så konceptet, at vi alle beder for det samme, og på den måde bliver vi også gjort opmærksomme på nogle ting, vi ikke normalt lægger mærke til,“ svarer Michael og peger på sager, som vi hører om i tv-avisen uden at give nærmere tanker, og som man nu i fællesskab får bedt for. Hans grågrønne øjne changerer af fred, mens han afslappet breder sig i missionshusets sofa. Hans sag er klar ifølge ham selv, men jeg er endnu ikke overbevist om at bøn kan destruere tv-avisens lede dagsorden.

Er det måske ikke sådan lidt at afpresse Gud, når man klynger sig sammen og beder på den måde?
„Øh.. altså… Nej, det vil jeg ikke mene. For det første kan man ikke afpresse Gud, for der er jo hændelser, der må ske! Nogle må dø, og nogle må kæmpe i dagligdagen. Nogen gange må man igennem noget hårdt for at mærke, hvor afhængig man egentlig er af Gud,“ siger Michael på en yderst highbrow facon. Yes, nu har jeg ham, tænker jeg og spørger:

Når nu du taler om alle de dårlige omstændigheder, der er, og at disse skal være her, hvorfor er det så lige, at en bønnefloskel går ud på at tigge om fred på jorden? Det kommer der alligevel ikke i dette liv, vel?„Jo, men vi skal altid stræbe efter det uopnåelige, kan man sige! Vi har lov til at bede om alt, selv om det ikke er sandsynligt, vi får det. Faktisk tror jeg også, at vi kan få fred på jorden! Hvis Gud virkelig mente, det var bedst sådan.“
På trods af biologens udmærkede svar får jeg ham til at rette sig i stolen og klø sig i nakken, hvilket må betyde, at han skulle tænke sig om en ekstra gang. Men han er ikke en fri mand endnu.

Virker bøn altid?
„Definitionen af ‘virke’ er relevant her! Gud hører altid bøn – det er det vigtige,“ konstaterer han og taler videre, mens jeg konkluderer, at han må have sagt det essentielle, så lige nu behøver jeg ikke høre efter. I stedet fokuserer jeg på mit sidste ambitiøse spørgsmål.

Da Michael har talt færdigt, spørger jeg ham, om et bønnesvar vil sige, at man fik overtalt Gud til det, man selv ville. Knap når jeg at stille spørgsmålet, inden han protesterer:
„I bøn er det ikke mennesker, der bestemmer som sådan! Det er altid Gud, der bestemmer, men jeg kan håbe på, at Gud vil hjælpe mig, og da jeg ikke sidder med hele overblikket, kan jeg vende mig mod ham, der gør. Et bønnesvar kan godt være at få 13 til en eksamen, men man kan ikke kræve sådanne svar.“
Samtalen er slut. Vi er blevet afbrudt af de høje lyde to meter fra os. Det er den gamle „bunkeleg“, der har sneget sig ind blandt drengene fra ungdomsforeningen, og bedst som vi tror, at en forstandig (jævnfør kvinde) stopper balladen, er vi vidner til, at hun i stedet sparker til ham, der ligger nederst, og går videre.
Min samvittighed beder mig nu om at understrege for læseren, at legen forblev sjov for alle. Alligevel minder scenen mig om historien om den barmhjertige samaritaner, hvor de, der burde hjælpe den svage, ikke hjalp det mindste! Derfor finder jeg det nødvendigt med en anden halvdel til artiklen, eftersom bøn alene ikke løser alle konflikter og ikke kan give os en fredfyldt jord.

Daniel Helbech

Hjertetyven Daniel Helbech går efter et par indledende tilnærmelser med til at fortælle mig lidt om sine visionære påfund. Hr. Helbech sætter sig i min kolde udestue, idet han ydmygt betvivler, at jeg kan bruge hans ord til noget. Daniel har været vidt omkring i sit „korte“ liv, blandt andet brugt et år i Honduras, og nu er han endt i Vollsmose i Odense, hvor han er bostøtte i et familiehus for ressourcesvage unge, imens han uddanner sig til tømrer. Hans holdning er, at det er godt for kristne at blande sig i det omkringliggende sværere miljø.
„Det med at bo i Vollsmose var lidt en reaktion på, at jeg savnede arbejdet med mennesker i min hverdag.“
Daniel fortæller mig mådeholdent, at kirkearbejdet både er nødvendigt og utrolig givende, men efterfølgende ræsonnerer han, at det er uhyre vigtigt at komme ud i samfundet og gøre en indsats her som kristen og altså ikke kun i kirken.

Er Gud ikke god nok? Kan han ikke selv ordne samfundet?
„Gud har valgt at bruge os som redskaber, og der sker også noget med os, når vi engagerer os i andre mennesker. Gud er god nok, men han vælger at sige: enten gør I det, eller også er der ikke nogen, der gør det!“ svarer Daniel som en fisk i vandet. Jeg fornemmer, at han har godt styr på sin vision, men mennesker som redskaber lyder bare ikke fredsbevarende i mine ører.

Hvis vi alligevel skal ordne alt det hårde for Gud, hvorfor skal vi så bede?
Jeg tror, der sker en hel masse i mennesker, når de beder. Og jeg tror, det er derfor, at Gud i Bibelen opfordrer os til at bede.
Okay, men du siger, at vi ikke skal støtte kristne projekter med vores arbejdskraft?
„Nej, slet ikke! Der skal være nogle i kirkerne til eksempelvis at tilbyde klubber af forskellig slags vores arbejdskraft, men der står i Jakobs brev 1,27, at ren og ægte gudsdyrkelse er at tage sig af enker og faderløse. Og det ord må vi efterleve ved at være troværdige vidnesbyrd, som går ud over kirkemiljøet,“ angiver ivrige Daniel, imens han livligt bruger store armbevægelser for at betone det vitale. Nu blev stemningen euforisk, og jeg beslutter mig for at stille mit sidste og væsentligste spørgsmål.

Hvis alle kristne hver dag går amok på frivillighedens mark, ville der så blive fred i verden?
Nej.. nej…Fred i verden? Nej, der skal noget helt andet til. – Men jeg tror helt sikkert, vi ville få en bedre kirke, hvis vi var bedre til udadvendthed og åbenhed over for kirkefremmede. Der er flere kirker, som har stor succes med sådanne projekter.

Så du lover ikke mere fred i verden?????
„Nej, desværre…“

Jeg er ikke fornøjet! Slet ikke opstemt! Det kan ikke være sandt. Jeg bruger et af de få trick, jeg kender, når jeg ikke får min vilje.

Hvad så med bare lidt mere fred i verden?
„ Jo, bestemt! Det vil der altid komme, når verden bliver velsignet med flere kristne!!“

Min mission er ikke fuldført, men jeg føler mig godt ledt på vej. Følg med i min søgen efter fred i verden i næste uge.

Noter for dem, der ikke gider læse den her lange artikel:

– Bed uophørligt (1. Thessalonikerbrev 5, 17)
– Spark ikke til en, der ligger nederst i en bunkeleg
– Brug dine handlinger til at fortælle om Jesus uden for kirken
– Fred på jorden er muligvis lige om hjørnet.