Kaffe og cognac reddede 160 jøder i København

– Da fire tyske soldater begyndte at rumstere på skibet på jagt efter jøder på flugt, blev de budt på kaffe og fransk cognac i kabyssen. Soldaterne forlod syngende kulbåden i København, og mellem 160 og 180 jøder blev sejlet til Sverige.

Det er den danske jøde Jytte Israel, der nu bor i Zikron Yakov i Israel, som fortæller historien. Hun var om bord i fragtskibet «Emmy», og hun har fortalt den danske historie til mange skolebørn i Israel.

For nylig, under 75-årsmarkeringen for redningen af 7000 danske jøder, fortalte hun sin historie på rådhuset i Haifa. Værter for arrangementet var Danskere i Israel, Redningsaktionen for de danske jøder oktober 1943 og Haifas kommune.

Krise efter tre års krig

Jytte Israel var kun tre og et halvt år, da tyske tropper besatte Danmark den 9. april 1940. Familien boede på Engblommevej 43 i Emdrup ved Utterslev Mose.

– Det var en skræmmende lyd fra de tyske transportfly, som kom ind over Danmark og udsendte deres flyveblade. Tyskerne sagde, at de kom for at beskytte os mod de fæle allierede.

Til at begynde med var der ikke store forandringer. Der kom madrationering på smør, mælk og mel, fortæller Jytte Israel.

Hendes far, Peter Majew, var født i Mogiljov i Hvide-Rusland i 1905 og kom med sin mor til Danmark i 1907. Han var aktiv kommunist og gik i 1941 ind i modstandsgruppen BOPA (Borgerlige Partisaner). De planlagde sabotage mod jernbaner og firmaer, som samarbejdede med tyskerne.
Peter Majew arbejdede i firmaet Herman Trier, som solgte stiftemaskiner og stifter i Jylland. Fiskerne benyttede dem til at mærke fiskekasserne med fangsten.

Jyttes far rejste mellem fiskerne og blev et bindeled mellem modstandsgrupperne. De kunne ikke bruge telefon eller breve. Aktiviteten førte til, at Majew blev efterlyst.

Dansk politi og Gestapo kom til familiens hjem og endevendte lejligheden mange gange, men Peter Majew var gået under jorden. Familien så ikke meget til ham.

Far blev arresteret

Af og til mødte familien deres ægtemand og far i en park. Jytte Israel fortalte, at i somrene 1941 og 1942 slog forældrene telt op i Ølsted ved Roskilde Fjord, nogle kilometer syd for Frederiksværk. De hentede vand fra Tanners Kilde, købte fisk fra fiskerne og varer fra bønderne, som blev tilberedt på primus. Når stormen rasede, måtte de holde på teltstængerne, så teltet ikke blæste væk. Toilettet var en bøtte.

Peter Majew blev arresteret og deporteret til Rendsborg Tugthus, hvor fangerne gravede tørv. Der var mange, som døde der. Senere gik færden til andre arbejdslejre: Han var tre måneder i Dreibergen ved Mecklenburg, over et år i Dieburg ved Darmstadt, en måned i Bockenheim ved Frankfurt am Main, og han var i Siegburg ved Köln.

Forholdet mellem Danmark og besættelsesmagten tilspidsede sig i 1943.

Samarbejdet med nazisterne kollapsede den 29. august. Herefter sendte tyskerne danske politimænd til Buchenwald kz-lejr. Tyskerne brød også ind i Det jødiske Samfund og stjal protokollerne med navnene på menighedsmedlemmerne.

– Så kom rygterne om, at nazisterne planlagde en razzia mod jøderne. Det var den tyske flådekommandant Georg Ferdinand Duckwitz, som fortalte det til tidligere regeringsmedlem Hans Hedtoft. Han bragte det videre til Danmarks rabbinere.

På Rosh Hashana (det jødiske nytår) fra 1. til 2. oktober fortalte han, at ingen måtte tage hjem, men i stedet skulle flygte til venner.

Første nat tilbragte vi hos familien Sivertsen, som boede i nabolaget. De var gode venner, og de fandt et skjulested for os hos familien Rasmussen i Bagsværd, en sidevej til Farumvej. Der blev vi i ti dage.

Der var flere flugtmuligheder, men mor var ængstelig for at flygte, fordi hun frygtede for, hvad der kunne ske med far.

– Der var rationeringskort med mad til hver person. Det vakte derfor opsigt, da fru Rasmussen pludselig gjorde store indkøb på mejeriet, men hun sagde, det var til slægtninge fra Jylland.

Men da min lillesøster Hanne med ravnsort hår og mørke øjne løb omkring og fortalte legekammeraterne, at far sad fængslet, blev Rasmussen nervøs.

Vi fik besked om at gøre os klar. For ikke at vække opmærksomhed måtte vi ikke taget andet med os end det, vi gik og stod i.

På flugt i København

– Den 10. oktober kom en taxi. Den standsede uden for Rasmussens hus. Vi fulgte med en mand til en lille loftslejlighed på Tagensvej, hvor vi blev i nogle timer. Der fik vi mariekiks med smør – det var en luksus.

Da manden kom tilbage, tog han os med til centrum af København og til Regensen, Admiral Gjeddes Gaard. I nogle kælderlokaler der var der allerede en stor flok mennesker.

Jytte Israel fortalte, at folk havde lavet mad, hamburgerryg eller røget skinke og stuvede grønsager. Maden var ikke ligefrem «kosher» så det var ikke alle, som kunne spise.

Hun understregede i foredraget, at folk havde gjort deres bedste. Efter middagen fik alle uddelt sovepiller. Så blev de sendt ud i små grupper, som kørte væk med taxi.

Kulbåden «Emmy» var færdig med at losse kul fra Tyskland på Kul-pladsen og skulle på tilbageturen medtage en «last» af jøder, som skulle til Sverige.

– Vi blev kørt med taxi til bydelen Islands Brygge og standsede i Snorresgade 8. En mand i tøfler, slåbrok og med merskumspibe satte sig hos chaufføren, og vi kørte til Soyakage-fabrikken, hvor vi blev sat af på en sidevej.

En mand kom for at hjælpe os, for på kajen var der fire tyske vagter, som patruljerede to og to. Vi skulle snige os fra skur til skur. Vi fik signal med en lygte, når det var klart. Mor løb først med Lizzie og Hanne. Jeg kom senere sammen med den unge mand. Vi skyndte os om bord i skibet «Emmy». Vi gik ned i skibet. Der var næsten fyldt af folk der. Så slugte vi sovepillerne.

Tyskerne holdt til i Ballon-parken på Artillerivej. Der var der stærke lyskastere. Da alle var om bord ved totiden om natten, blev lugerne lukket.

Presenninger og kasser blev lagt over for at skjule flygtningene om bord i kulbåden, som normalt fragtede kul mellem havnebyen Lübeck i Tyskland og Danmark.

Kaffe og cognac

– Næste dag hørte vi støvler, som gik på båden. Det var tyskerne, som kom. Kaptajnen startede skibets motor for at de tyske soldater ikke skulle høre stemmer fra lastrummet.

Tyskerne begyndte at fjerne de kasser, som var lagt på skibets luger for at skjule lasten. De ledte efter mennesker på flugt. Atmosfæren var præget af frygt. Vi holdt næsten op med at trække vejret. Så blev der pludselig stille efter nogen tid, sagde Jytte Israel.

Ingen af de 160 til 180 jøder om bord havde midt i rædselen den mindste anelse om, hvad der foregik, da der blev stille. Men flere år senere fik Jytte Israel og hendes familie at vide, hvad der var sket.

– Kaptajn Olesen, ofte kaldt for Ole, blev bekymret, da tyskerne begyndte at fjerne kasser for at undersøge skibet på jagt efter folk på flugt. Kaptajnen ringede til sine venner, Gudrun og hendes mand Harris Nielsen, som boede i Snorresgade, ikke langt derfra.

– I har hund. Tag en «tilfældig» morgentur med hunden og snak med tyskerne. I må prøve at underholde dem, tage opmærksomheden bort fra skibet, sagde kaptajn Olesen.

Jytte Israel fortalte, at på vej ud af køkkenet åbnede kvinden skabet og tog en flaske fransk cognac med sig. Det var ikke dagligdags efter tre år med krig. På kajen begyndte Harris Nielsen straks at snakke med tyskerne på skibet. Han fortalte, at han havde studeret i Tyskland og talte om livet der og i forskellige havne. Konen gik ind i skibets kabys og satte kaffe over. Så gik hun ud og sagde så sødt, hun kunne:

– Der er så koldt her. Vil I ikke komme ind og få en kop varm kaffe og cognac?

Hun viste dem flasken med cognac. Inspektørerne på jagt efter flygtninge kom indenfor. Gudrun Nielsen fyldte i glassene, igen og igen.

Jytte Israel fortalte, at soldaterne havde det skønt. Så huskede tyskerne, at de skulle underskrive papirerne, så skibet kunne forlade havnen. De signerede og stemplede, gik i land og skibet begyndte at sejle.

På kajen lå Skt. Bernardshunden.

– Nede i lastrummet hørte vi sang og latter på tysk. Det varede en stund, så hørte vi, at de forlod skibet. Skibet gik for fulde maskiner.

Da skibet kom ud i internationalt farvand, åbnede kaptajnen lugerne, og alle fik lov til at komme op på dækket.

– Jeg kan huske, at alle var sorte i ansigtet og havde lyse striber. Årsagen var, at dette var et kultransportskib, som gik mellem Lübeck i Tyskland og Danmark. Det var ikke helt tømt for kul på dette tidspunkt. Når mellem 160 og 180 mennesker trækker vejret, bliver det varmt. Vi svedte og fik ansigtet fyldt med kulstøv. Striberne skyldtes, at sveden løb ned ad os. Jeg husker det godt, sagde Jytte Israel, som på det tidspunkt var seks og et halvt år.

– Så sejlede vi til Malmö Havn i Skåne i Sverige. Da blev der panik, fordi folk så grønne soldater. De troede, det var tyske soldater, at vi var forrådt og skulle sendes til Tyskland. Det tog lidt tid før kaptajnen fik beroliget folk, og vi sejlede ind i den svenske havn.

– Sverige tog varmt imod os i præstegården ved Åkarp. Vi fik mad, tøj og sko. Derfra gik rejsen til Löderups Strandbad ved Ystad. Vi blev forenet med min mors forældre.

Det sidste år i Sverige fik vi en lejlighed i den hyggelige provinsby Arboga ikke langt fra Stockholm. Vi gik i skole og har gode minder fra denne tid.

Jytte Israel husker specielt fejringen af befrielsen den 5. maj. Der var fejring både dag og nat. Hun havde aldrig før set voksne folk opføre sig sådan. Den 30. maj var der gjort klart til hjemrejsen. Vi var 16 familier på stedet. Hele befolkningen kom for at sige farvel. Og far overlevede krigen i Tyskland.

Hvem var ægteparret?

– Vi spekulerede meget på, hvad der gjorde, at vi blev reddet, da soldaterne kom for at inspicere skibet med mindst 160 jøder om bord.

Min mor, Esther, og hendes yngste datter, Helle, som blev født i 1947, sad engang i Helles lejlighed i Snorresgade 7 og skrev et brev til lokalavisen for «Islands Brygge» som hed «Brygge-Bladet».

I brevet spurgte de, om der var nogen som vidste, hvad der var sket om bord på «Emmy», da tyskerne kom for at undersøge lasten. De bad folk om at tage kontakt, fordi vi ønskede at takke for redningsaktionen.

– Avisartiklen medførte en hurtig reaktion. Ulla Nielsen ringede og sagde, at dette måtte være hendes søster Gudrun Nielsen og hendes mand, Harris Nielsen. Hun tog artiklen med til sin søster, som lå indlagt på Sundby Sygehus meget syg af lungekræft. Her læste Ulla artiklen for sin syge søster.

– Det var jo den flugt, min mand og jeg arrangerede. Vi boede i Snorresgade 8 på 1. sal, sagde Gudrun Nielsen.

Hendes mand, Harris Nielsen, var kulforvalter i et kulfirma under krigen.

De tog imod jøder, som kom med taxi og mødte også jøder på Cafe Haraldsborg.

Gudrun Nielsen sagde, at hun ville ringe til familien den næste morgen. Men næste morgen kom ikke for hende. Hun døde samme nat.

Hun nåede dog at fortælle sin søster, at hun havde skrevet en fuld rapport til Frihedsmuseet i Danmark.

– Sådan gik det til, at en flaske fransk cognac reddede livet for mindst 160 mennesker, som sad i det totale mørke i lastrummet på en kulbåd med hjertet i halsen, indtil vi hørte tyskerne trampe væk fra båden og ud på havnen, fortalte Jytte Israel.