Den troende ser
Jeg ved at dette er en lidt provokerende overskrift, for det der ofte forkyndes og undervises er, at vi skal vandre i tro og ikke i det vi ser.
Mange kristne kender skriftsteder som
“– for vi lever i tro, ikke i det, som kan ses.” (2. Kor. 5, 7)
“Tro er…. overbevisning om det, der ikke ses.” (Hebr. 11, 1)
Og Jesus, der siger: “Salige er de, som ikke har set og dog tror.«
(Joh. 20, 29)
Dette er absolut solidt funderet i Bibelen, Guds Ord. Men er det hele sandheden? Er det summen af Guds Ord? Man kan stå for den “sunde lære” og sige, at man bygger på “Skriften alene” og samtidig blive påvirket af en religiøs, farisæisk ånd, i stedet for Helligånden, som har inspireret Skrifterne.
Jesus sagde til farisæerne og de skriftkloge:
“I har aldrig hørt hans røst og heller ikke set hans skikkelse, og Hans ord lader I ikke blive i jer, for Ham, som Han har udsendt, Ham tror I ikke. I gransker Skrifterne, fordi I mener, at I har evigt liv i dem; og netop de vidner om mig. Og dog vil I ikke komme til mig og få liv.” (Joh. 5, 38-40)
Jesus sagde også: “Du blinde farisæer.. “(Matt. 23, 26)
De, der kendte skrifterne allerbedst på Jesu tid, var de mest blinde, de så ikke Kristus, som stod lige foran dem. – Men de holdt “fast ved Guds Ord” – teoretisk set. At være sand bibeltro er at se Guds Ords realiteter – enten i det fysiske eller i Ånden – både hvad Gud gør nu og vil gøre senere.
Læg mærke til, at Jesus sagde til dem, at de aldrig har hørt Guds røst og ikke har set Hans skikkelse – til trods for deres trofaste bibellæsning! “ – Wow – jeg troede det var nok at læse i Bibelen og kende den!” Men Gud er ikke en bog, men Bibelen er en bog om og fra Gud.
Jesus sagde: »Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?« (Joh. 11, 40 )
Der står om Moses:
“I tro forlod han Egypten uden at frygte kongens vrede; han holdt ud, for det var, som om han så den usynlige.” (Hebr. 11, 27)
“Da gudsmandens tjener tidligt næste morgen gik ud, opdagede han, at en hærstyrke med heste og vogne havde omringet byen. Den unge mand spurgte ham: »Ak, herre, hvad skal vi gøre?«
Men han sagde: »Frygt ikke, der er flere på vores side end på deres!« Så bad Elisa: »Herre, åbn øjnene på ham, så han kan se!« Herren åbnede den unge mands øjne, og han så, at bjerget var fuldt af ildheste og ildvogne rundt om Elisa.” (2. Kong. 6, 15-17)
Her fik tjeneren åbnet sine åndelige øjne, så han så Guds usynlige hær af krigsengle, som beskyttede dem, og det fjernede frygten. Vi kan som troende bede den samme bøn: “Herre, åbn mine øjne!”
Paulus bad: “Jeg beder om, at vor Herre Jesu Kristi Gud, herlighedens fader, vil give jer visdoms og åbenbarings ånd til at erkende ham, med jeres hjertes øjne oplyst, så I forstår, til hvilket håb han kaldte jer, hvor rig på herlighed hans arv til de hellige er” (Ef. 1, 17-18)
Paulus sagde: “Uforstandige galatere! Hvem har forhekset jer? Jesus Kristus er dog blevet aftegnet for øjnene af jer som den korsfæstede.” (Gal. 3, 1)
– De ikke bare hørte om Jesus som korsfæstet, de så Ham som korsfæstet!
Begynd at “træne dig” i at “se” ved i tro at bruge din fantasi og billedskabende evne, som Gud har givet dig, til at forestille dig og “se” de åndelige realiteter, som du tror på: Jesus, der bærer dine synder og sygdomme på korset, Jesus, der står i din stue, Guds engle, der er hos dig, Guds trone i Himlen mm. Det er bedre end at lade kødet, Satan og verden fylde din fantasi.
Søndagens tekst: Mattæus 8:1-13
Jesus helbreder en spedalsk mand
1Da Jesus kom ned fra bakketoppen, samledes der igen en masse mennesker omkring ham, og de fulgte med ham, mens han gik af sted. 2 Inden længe kom der en spedalsk mand hen imod Jesus. Han faldt på knæ foran ham og bad inderligt: »Herre, hvis du vil, kan du gøre mig rask!« 3 Jesus rakte hånden ud og rørte ved manden. »Det vil jeg!« sagde han. »Bliv rask!« I samme øjeblik blev manden renset for sin spedalskhed. 4 Derpå sagde Jesus til ham: »Lad være med at fortælle det til nogen, men gå hen og lad dig undersøge af en præst, så du kan blive erklæret rask. Husk at medbringe den offergave, som Toraen forlanger.«
En romersk officers tro
5 Da Jesus nåede frem til Kapernaum, kom en romersk officer ham i møde og bønfaldt ham: 6 »Herre, min tjener ligger syg i mit hus derhjemme. Han er lammet og lider forfærdeligt.« 7 Jesus sagde til ham: »Skulle jeg gå ind i dit hus for at helbrede ham?«
8Officeren svarede: »Herre, jeg ved godt, at jeg er for uværdig til, at du kan komme ind i mit hus. Men giv bare en befaling her og nu, så bliver min tjener rask. 9Jeg er jo selv en mand, der står under kommando, og jeg har soldater, der igen står under mig. Hvis jeg siger til en: ‘Gå!’ så går han, og siger jeg til en anden: ‘Kom!’ så kommer han. Og hvis jeg siger til min tjener: ‘Gør det eller det!’ så gør han det.« 10 Da Jesus hørte det, blev han meget forundret og sagde til dem, der fulgte ham: »Så stærk en tro har jeg ikke mødt blandt Israels folk. 11 Det siger jeg jer: Fra hele verden skal mange, som oprindeligt ikke hørte med til Guds folk, komme og sidde til bords i Guds rige sammen med Abraham, Isak og Jakob. 12 Men mange af dem, som mener, at de tilhører Guds folk, skal kastes ud i det yderste mørke, hvor de vil ærgre sig ganske forfærdeligt og græde deres bitre tårer.« 13 Derefter sagde Jesus til den romerske officer: »Gå du blot hjem. Det, som du havde tro for, er sket.« I samme øjeblik blev hans tjener helbredt.
Teksten er fra Bibelen på Hverdagsdansk