Nærighed ødelægger glæden ved vores gode liv
Vi kan lære af italienerne, mener Iben Thranholm. De er mere vant til at hjælpe og give. Og det bliver man mere glad af.
– Nærighed handler ikke nødvendigvis om penge. Du kan også være nærig med dine følelser, din tid og med at give dig selv til andre … din omsorg, din nærhed, din kærlighed og dit venskab, siger Iben Thranholm.
– Når man er nærig og smålig, så har man en førsteprioritet, der hedder: Mig selv. Man vil ikke give noget.
Det er meget udbredt, fordi vi dyrker individualismen. Vi sætter os selv i centrum, og vore egne interesser kommer i første række, siger Iben Thranholm.
Selvom de fleste har rigeligt, er der mange, der ikke har overskud eller vilje til at give til andre – med mindre det tjener egne interesser:
En Ego-kultur
– Egokulturen har udviklet nærighed, uden at vi er klar over det. Mange vil ikke give, og vi føler ikke, at vi skylder nogen noget. Men der er dog masser af strålende eksempler på fattige mennesker, der er meget givende. Det er et valg.
– At velfærdssamfundet – staten – sørger for os, har gjort os mere nærige over for hinanden.
Ensomhed og depression er de største bivirkninger, vi kæmper med, mener teologen.
De sociale ydelser og gratis sygehuse har været med til at fremmedgøre os over for hinanden. Vi er så vant til at spørge: ”Hvad kan jeg få?” i stedet for: ”Hvad er min pligt over for min næste?” og: ”Hvad kan jeg gøre?”
– 40 procent af os lever i single-husstande, og det præger samfundet enormt, at vi er så alene. I et samfund er evnen til at give vigtig. Ellers bliver det umenneskeligt.
– Både menneskeligt og åndeligt er Danmark blevet et meget lukket og fattigere land. Børn, syge og gamle overlades til institutioner, hvor mange ikke har en ordentlig og nær kontakt med voksne. Hensynet og omsorgen for næsten er ikke længere norm. Det menneskelige element er gået ud, pointerer Iben Thranholm.
Det uselviske smitter
Hun opfordrer til, at vi genopdager og dyrker nærighedens og smålighedens største fjende:
Gavmildheden.
– Når man oplever, at nogen giver, vil man gerne følge det gode eksempel. Ellers ikke. Ingen vil give, når de andre ikke gør …
– At give af ren omsorg og overskud uden at forvente at få noget igen, er det største, man kan gøre. Og vi trives bedst ved at give. Det er godt at fjerne selvfokus og give til andre – være optaget af andre. Det føles godt at ofre sig selv. Det er noget af det mest grundlæggende i os, forklarer hun.
Frans af Assisi
At rage til sig på andres bekostning, anbefaler hun til gengæld ikke:
– I dag siger mange: ”Hvorfor skal jeg ofre mig selv? Det får jeg jo ikke noget ud af?” Men faktisk kan man få masser af glæde ud af det. Den italienske helgen og stifter af Franciskanerordenen Frans af Assisi var født i rigdom.
– Han gav alt væk, fordi han troede på, at sand glæde ligger i at give. Jo fattigere han blev, jo gladere blev han. Munkene måtte ikke være bundet til det materielle. De ejede ingenting. Han inspirerer stadig mennesker over hele verden i dag, siger teologen.
Hun mener, at velfærdsstaten har lært mennesker det stik modsatte. Vi skal have, have, have … job, bil, hus, mere i løn … Men folk brokker sig meget, selvom de får det.
Venner og familie
– I Italien er der en helt anden livsglæde, fordi man ikke er så fokuseret på det materielle. Man er mere afhængig af hinanden, fordi der ikke findes socialkontorer.
Det betyder, at man er mere vant til at hjælpe og give. Det bliver man mere glad af.
– Man har også mere tid til hinanden – til at spise og være sammen.
Herhjemme behøver du ikke være afhængig af nogen, og mange kvinder skaber sig et liv, hvor de kan klare sig uafhængigt af manden.
– En del vil også selv bestemme, hvornår og hvordan de skal dø, men de vil have samfundet til at hjælpe med det.
Aktiv dødshjælp til folk, der ligger som grøntsager, handler også om at undgå afhængighed. Folk vil hellere dø end være afhængige af hinanden, siger Iben Thranholm.
Vi skal ville ændre det
Hvis det skal ændre sig, skal vi ønske og ville det. Sørge for at det sker. Ved hver især at være givende uden bagtanke. Uden at skele til andre menneskers smålighed.
– Lige nu sidder den yngste generation foran Ipads, mobiler og computere. Man hører ikke længere ret mange glade børn lege på gaderne, for de isolerer sig foran skærme. Det er en kulturel katastrofe, fordi den menneskelige faktor forsvinder.
– Det er noget, som skal tages op i familierne, som jo er små samfund i sig selv.
Forældre må tage kampen op. Vi har brug for en familie-revolution. Mange er bange for at stille krav til deres børn. Men man svigter børnene, hvis ikke man stiller krav til dem som mennesker. De skal lære at give – og også lære at gøre noget, de ikke har lyst til. De skal forstå nødvendigheden af at ofre sig.
At opdrage børn efter lystprincippet giver måske tilfredsstillelse i øjeblikket, men senere kan børnene ikke skabe sig en holdbar familie, for de har ikke lært at ofre sig, siger hun.
Et fattigt liv
Når vi kun har fokus på os selv, får vi et fattigt liv. Det kan godt være, at det kører for os rent materielt, men menneskeligt er vi fattige. Gavmildhed og generøsitet skaber glæde og tryghed.
Som hun siger:
– Vi skal lære børn og desværre også mange voksne under 50 år at give mere. Øve sig i at gøre mere for andre. Give noget af sig selv, sin tid, sin dag. Vi trænger til det uselviske – som er det modsatte af det nærige og smålige.
– Roden af nærighed handler om selviskhed. At fjerne fokus fra sig selv, handler ikke kun om moral, men om menneskers lykke. Er der nogen, jeg kan gøre glad? Gøre noget for?
– Vi tror måske, at når vi får alt det, vi vil have materielt eller statusmæssigt, så bliver vi glade.
Men popstjerner dør af overdosis, selvom de har alt det. Tilbedelse fra fans og masser af penge gør os ikke glade. Vi bliver meget mere lykkelige af at give, tilføjer Iben Thranholm.
(Teksten er med i bogen Psykologi og Tro. Udgivelsestidspunkt kendes endnu ikke)