Var flygtningebarn i Danmark

Reinhard Bonnkes første fem leveår var under 2. verdenskrig, og han var derefter flygtning i Danmark. Som ung var han præst i en frikirke i Flensborg.

Reinhard Bonnke blev født den 19. april 1940 i Königsberg, Østlige Preussen, Tyskland, kort efter at 2. verdenskrig var brudt ud. Og hans barneår var præget af krig. Hans far, som var hærlogistikofficer, forsøgte at få moderen til at flygte med børnene, fordi han tidligt forudså, at Tyskland ville tabe til russerne.

Men hun ventede, indtil dagen før russerne invaderede den militærlejr, hvor de boede. Russernes røde hær rykkede skånselsløst frem med ødelæggelse af byer, brand, voldtægt, drab på mange civile og beslaglæggelse af fødevarer. Reinhards bedstefar døde af den vold, han blev udsat for af de russiske soldater.

Udsultede mennesker fra Østeuropa flygtede mod vest. En af de flygtede, Rosemarie Claussen, fortæller i sin bog ”Tårer bliver til diamanter”, at russerne endda skød til måls efter de stakkels flygtninge, som forsøgte at komme ud til flygtningeskibene.

Reinhard var et af de små børn, som sammen med sin mor og søskende flygtede fra Østpreussen, som det hed dengang. I dag svarer det til Kaliningrad i den smalle russiske enklave ud til Østersøen mellem Litauen og Polen. Her boede oprindelig en stor tysksproget befolkning.

I dansk flygtninglejr

Efter en meget dramatisk flugt med alle børnene, hvor de blev beskudt fra luften og måtte flygte over isen til Danzig, lykkedes det ikke at komme ombord på et stort flygtningeskib. Men skuffelsen blev erstattet af lettelse – og ny frygt, – da dette skib blev sænket af russerne, og alle omkom. Senere kommer de mirakuløst med et andet skib, som russerne også beskød og ramte, men ikke havde held til at sænke helt.

Efter moderens intense bønner nåede de frelst til København, hvor de i første omgang blev taget vel imod. Men da krigen sluttede, vendte det totalt. Reinhard tilbragte to år i et flygtningecenter med pigtråd.

Disse centre var ikke noget, Danmark kunne være stolt af. Omkring 17.000 flygtninge, heraf de fleste børn, døde af underernæring og mangel på lægehjælp, fordi de danske myndigheder var ligeglade. Det var en form for hævn, som ramte de uskyldige.

Faderen overlevede, og familien blev mirakuløst genforenet i Kiel og Glucksborg, ikke langt fra den danske grænse. Faderen forlod militæret, da han blev klar over, hvad nazisterne havde gjort mod bl.a. jøderne. Han blev pinsepræst for en gruppe fattige flygtninge.

Reinhard var faktisk familiens sorte får, den uartige dreng, som hverken mor eller far havde høje tanker om. Moderen greb ham som 9-årig i at stjæle fra hendes pung til chokolade. Og hun førte ham til syndserkendelse og omvendelse, så han blev genfødt.

Herefter ændrede hans liv sig i positiv retning. Allerede som 10-årig oplevede han, at Gud kaldte ham til missionær i Afrika. Men faderen afviste ham og mente, at det var storebroderen, der skulle være præst. Det sårede Reinhard, men han vidste, at Gud havde kaldet ham.
Som 19-årig rejste Reinhard til Wales og gik på bibelskole i Swansea, Wales.

Præst i Flensborg

Efter eksamen tilbragte han syv år som ordineret præst i en pinsekirke i den tidl. danske by Flensborg, syd for grænsen.

Den danske pinseprædikant Phillip Ipsen fortæller i sin erindringsbog ”Ballademageren, der blev evangelist” (altså Ipsen) om, hvordan en dengang ukendt tysk præst jævnligt også var på besøg i pinsemenigheden i Bylderup Bov i Sønderjylland for at prædike evangeliet. Han kom formentlig også i de andre pinsemenigheder i Sønderjylland i Tønder, Sønderborg, Haderslev.
Ingen anede dengang, at den unge tysker ville blive verdens største evangelist…

Phillip Ipsen blev selv præst i Bylderup Bov fra 1967. Samme år rejste Reinhard sammen med sin hustru Anni og deres kun et-årige søn Kai-Uwe til Lesotho i det sydlige Afrika.

Frustration ledte til enorm vækkelse

Bonnke var dybt frustreret over, at der kun var så få resultater af det traditionelle missionsarbejde. Men de andre missionærer prøvede kun at dysse ham ned.

På et tidspunkt blev han inviteret til at tale i Botswana. Han havde ikke engang råd til en taxi, så han gik fra lufthavnen til byen. Undervejs kom han forbi et stadion og blev overbevist om, at de skulle leje det store stadion til en mødekampagne. Det gjorde de lokale modvilligt, og efter nogle dage med få deltagere blev stadion fyldt på grund af rygtet om de mange helbredelser, der skete. Bonnke opgav herefter det traditionelle missionærarbejde og købte et stort telt med plads til 800 mennesker. Flere og flere kom til hans vækkelsesmøder, så teltet blev erstattet af et kæmpe gult telt med plads til 10.000 mennesker.

1974 grundlagde han sin egen missionsorganisation Christ for All Nations.
Og i 1984 købte han det ”største telt i verden” (ifølge Guinness rekord-bog) med plads til 34.000.
Da der ikke længere var plads i det største telt, holdt Bonnke møder i det fri. Det største enkeltmøde til dato var under kampagnen i Lagos, Nigeria, i november 2000, hvor 1,6 millioner deltog!

Bonnke nåede at udgive 30 bøger og hæfter i 190 mio. eksemplarer på 143 sprog.
Millioner af hæfter er givet gratis til nyomvendte og tusindvis af bibler til universitetsstuderende.

Læs også: Afrikas største evangelist