De kristne værdiers forkæmper

Vi er mange, der har kunnet glæde os over, at Dronning Margrethe ofte kommer med nogle gode moralske ord i sin nytårstale. I år forsvarede hun jøderne imod den anti-semitisme, som desværre også er kommet til Danmark.

Vi skrev om denne del i nytårstalen i sidste nummer.

Når Dronning Margrethe hvert år har haft noget godt at sige, skyldes det uden tvivl hendes kristne grundholdning.

Dronningen har tidligere fortalt om, hvordan hun som helt ung efter sin fars død pludselig stod med det store ansvar. I denne situation følte hun Guds hjælp. Og hun valgte da også det dejlige motto: Gud bevare Danmark.

Man kan ikke undgå at være lidt bekymret for, hvordan det går, når vores gode Dronning går af eller afgår ved døden.

Selv om vi værdsætter kronprinseparret for deres menneskelige egenskaber, kan det ikke andet end bekymre, når kronprinsesse Mary beslutter at være protektor for foreningen af lesbiske og bøsser. Det er nemlig ikke blot en humanitær forening, men en politisk kamporganisation.

Erfaringen med denne organisation viser, at det ikke kun handler om at beskytte nogle stakkels forfulgte homoseksuelle, men om at ændre samfundets normer. Og de normer, man ønsker at ændre, er jo desværre netop de kristne normer om ægteskab og kønsidentitet.

For mange troende kristne var det et alvorligt problem, at et flertal af de danske politikere med kirkeminister Manu Sareen i spidsen mere eller mindre påduttede folkekirken at indføre et vielsesritual for mennesker af samme køn. Et flertal af biskopper bøjede af og var selv med til at indføre ritualet, hvilket også var en stor skuffelse for mange troende.

For de fleste danskere er dette måske ligegyldigt. Vi har hørt så meget ensrettet information til fordel for de homoseksuelle, at de fleste i dag tror, det kun handler om at være tolerant overfor mennesker, der er anderedes – og ikke kan gøre for det.

Men så enkelt er det ikke. Sagen er jo nemlig, at dette nye kirkelige ritual, som ”velsigner” et kirkeligt ægteskab mellem to mænd eller to kvinder, er i direkte modstrid med flere udtalelser i Bibelen – og med kirkens tradition i to tusinde år.

Kirkerne har hidtil bygget på Bibelen, som norm og åbenbaring for, hvad der er rigtigt og forkert. Derfor er det et stort samvittighedsproblem for dem, der tager kristendommen alvorligt og regner med, at der er en Gud i universet, når kirken officielt velsigner noget, der i Bibelen kaldes en synd, der fører til fortabelse.

Det er ikke noget, vi taler ret meget om. Det er for smertefuldt for de fleste. Som kristne ønsker vi jo at behandle alle mennesker med Guds kærlighed. Og det skal vi altid gøre. Men samtidig kan vi ikke være ligeglade med dette oprør imod Gud og Bibelen.

Når de fleste vælger at tie, skyldes det nok også, at foreningen af bøsser og lesbiske har ført sig frem på en truende og intollerant måde overfor anderledes tænkende.

Der var fx en kvindelig politiker i Sønderjylland, som for nogle år siden udtrykte, at der efter hendes mening blev taget for meget hensyn til de specielle på bekostning af de normale. Straks blev der arrangeret en protestmarch i hendes lille landsby vendt imod hende personligt. Det er en form for offentlig mobning af mennesker, der blot har en lidt anden holdning til dette vanskelige spørgsmål – og som måske bare har den samme holdning, som samfundet officielt havde for bare 50 år siden. Med den slags mobning og frygt har man lukket munden på de fleste.

Når prinsesse Mary lader sig bruge som protektor for denne forening, er det en kongelig blåstempling. Det gør problemet større for mennesker, der af samvittighedsgrunde ikke kan være ligeglade. Fx fordi de er præster – der ikke blot skal stå til ansvar for mennesker, men også for Gud.

Så der er al mulig grund til fortsat at bede for kongehuset – og ikke mindst for kronprinseparret.