Børn kan løbe lige ind i Guds arme

Jesus blev vred

Her læser vi for første og næsten eneste gang i evangelierne, at Jesus blev vred. Hvorfor gjorde han det?

Det er meget få gange i evangelierne, at Jesus bliver vred. De andre gange, hvor det sker, er det på grund af menneskenes hårde hjerter, eller fordi de tjener penge på gudsdyrkelsen (ved tempelrensningen).

Og det samme gør sig vel gældende her. Jeg tror, at Jesus bliver vred over, at børnene ikke får lov til at komme til ham. At de ikke får lov til at dyrke deres forhold til ham. Måske bliver Jesus også vred over, at disciplene ikke forstår, at børns trosudvikling også er meget vigtig.
Jeg vil vove den påstand, at børns åndelige liv ikke er mindre vigtigt end voksnes. De har ikke en andenrangs tro. Tværtimod siger Jesus jo netop til os i denne tekst, at vi kan lære meget af deres tro – og af den måde, de tager imod Guds rige.

Løber ind i Jesu arme

Hvordan tager et barn imod Guds rige?

Børn er jo meget umiddelbare og tror på det, vi fortæller dem. Sådan er det også, når de lærer om Gud – de stoler på det uden først at sætte spørgsmålstegn ved det.
Jeg har ofte oplevet, at så snart børn hører om Jesus, ved de nærmest helt instinktivt, at dette er sandheden. Ved et børneevent i et udsat boligområde sagde en pige til mig med stor glæde: ”Jeg vidste slet ikke, at Gud fandtes, førend du fortalte mig det!”

Børn har heller ikke al den bagage med sig, som vi voksne tager med os. Derfor kan de løbe frit og uhindret lige ind i Jesu arme. Dét kan vi voksne vist lære meget af.

I Børn & Tro møder vi mange børn fra udsatte familier. De har ofte allerede oplevet meget svære ting i deres liv. Derfor synes jeg, at det også er meget vigtigt ikke kun at give børn en naiv ”søndagsskolekristendom”, men netop lære dem, at livet vil byde på både opture og nedture.

Jesus har aldrig lovet os, at alle vores bønner vil blive besvaret med et stort rungende ja, men han har lovet altid at være med alle, der tror på ham. På den måde kan den umiddelbare barnetro også bruges af os voksne midt i livets kriser.

Jesus er der – præcis som han lovede – hverken mere eller mindre. Vi voksne kan fortsat løbe lige ind i hans arme – også når stormene raser i vores liv.

Smed sig på gulvet – og begyndte at bede

Har du et godt eksempel på, hvad en personlig tro kan betyde for et barn?

Åh, her kunne jeg fortælle de næste mange timer om smukke oplevelser med børn og deres tro.
Når jeg fortæller børn, at Jesus gerne vil lytte til både de gode og de dårlige ting i deres liv, oplever jeg jævnligt, at de begynder at bede til ham på stedet!

De stopper simpelthen med at lytte til mig, kaster sig spontant ned på gulvet og ligger der og fortæller det hele til Jesus. Det er meget rørende at opleve.

Gud sagde ’Vent’

En dag i børneklub talte vi om, at Gud både kan svare ja, vent og nej. En pige afbrød mig og sagde: ”Gud sagde ”vent” til mig i går!”
Vi kiggede alle spørgende på hende, og hun forklarede, at hun var blevet uvenner med en veninde. Hun havde derfor bedt Gud om, at problemet ville blive løst og havde følt stærkt i sit hjerte, at pigerne nok skulle blive venner igen, men at der ville gå lidt tid.

Det synes jeg er et smukt eksempel på ”at tage imod Guds rige.” Denne pige havde lært at tale med Gud og dele sine bekymringer med ham. Samtidig var hun også i stand til at mærke efter og fornemme, at Gud også gerne ville tale til hende.

Jo før et barn lærer dette, jo mere kan det blive et anker, de kan bære med sig gennem hele livet og kaste ud på det dybe vand, når livets storme raser omkring dem.

Søndagens tekst: Mark. 10, 13-16

Hvordan man får adgang til Guds rige?

“13 På et tidspunkt bragte nogle forældre deres børn hen til Jesus, for at han skulle velsigne dem. Men disciplene ville jage dem bort.
14 Da Jesus så det, blev han vred og sagde: »Lad børnene komme til mig. I må ikke hindre dem, for det er sådan nogle som dem, der får adgang til Guds rige. 15Det siger jeg jer: Den, der ikke tager imod Guds rige på samme måde, som et barn tager imod, kommer slet ikke ind i det.«
16 Så tog han børnene ind til sig, lagde hænderne på dem og velsignede dem.”