Er kristne højre- eller venstreorienterede?

Inden man forsøger at svare på titlens spørgsmål, bør man som kristen helt grundlæggende forholde sig til, at Jesus lader Guds være, hvad Guds er og kejserens være, hvad kejserens er.

Jesus stilles i Matthæus 22 spørgsmålet, om man skal betale skat til kejseren, i et forsøg på at fange ham i ord; siger han “ja, man skal betale skat”, kan farisæerne anklage ham for at gøre en anden end Gud til herre. Og svarer han “nej, man skal ikke betale skat”, så har de et glimrende grundlag for at udlevere ham til myndighederne.

Den falske fremstilling, hykleriet, er dermed, at man kan sætte de to ting op mod hinanden, som hørte de til samme kategori, hvor man skal vælge det ene eller det andet.

Søsteren til denne måde at tænke på, er drømmen om at gøre de to ting lig hinanden; heller ikke det, kan man tage Jesus til indtægt for. Hvilket for øvrigt bekræftes af de mange, mange gange gennem historien, hvor tro og politik blandes for stærkt sammen; det kommer der sjældent ret meget godt ud af.

Imidlertid er det i praksis svært fuldstændig at adskille tingene, fordi enhver styreform hviler på nogle antagelser – ikke mindst antagelser om mennesket, om magt og om, hvad der er rigtigt og forkert. Derfor kommer samfund, som i udgangspunktet er udtænkt af mennesker med kristne værdier, til at se helt anderledes ud end samfund, der er udtænkt af mennesker med ikke-kristne værdier.

Mange mennesker i den vestlige verden i dag vil imidlertid desværre ikke vedgå kristendommens afgørende betydning for, at netop disse lande i det store hele fungerer rigtig godt, har gode kår for deres borgere, og kriminalitet og undertrykkelse holdes nede af systemet.

Spørgsmålet om tro er ikke blot passé, ifølge denne holdning; det er ganske overflødigt og ødelægger mere, end det gavner. Således fejer man med et arrogant snuptag hele forudsætningen for ens egen virkelighed af bordet. Forklaringen skal findes i, at man ser de nuværende kår som selvbærende og et resultatet af opgøret med kristendommen.

Derfor er man nødt til at finde en balance, som på den ene side anerkender troens fundamentalt afgørende indflydelse på, hvad mennesker tænker og mener politisk, på den anden side søger at bevare en adskillelse mellem Guds rige og menneskers rige.

Det betyder, at vi som kristne skal være særdeles opmærksomme på, at vi ikke lader os spænde for den ene eller anden vogn og gør os det klart, hvornår troens personlige overbevisningskraft skaber en motivation i retning af dette eller hint.

Eksempelvis er det meget udbredt, at man i sit kristne livssyn henter motivation til at udføre socialt hjælpearbejde, hvor andre i lyset af nøjagtig de samme vilkår konkluderer anderledes ud fra deres kristne livssyn og insisterer på, at ethvert menneske har ansvar for sig selv. Disse to forskellige vinkler giver sjældent i dag i sig selv anledning til samfundsmæssig konflikt, omend den ene gruppes “selvgodhed” og den anden gruppes “kynisme” godt kan give grobund for vanskeligheder.

Langt sværere bliver det i spørgsmålet om flygtninge. Her bliver det kristne livssyn tager til indtægt for synspunkter i hver ende af skalaen. Den ene side vil mene, at man overhovedet ikke kan kalde sig selv kristen, hvis man ikke vil byde den fremmede velkommen. Den anden side vil mene, at man er naiv, hvis man tror, man overhovedet kan bevare et samfund, hvori kristendom er tilladt, hvis man ikke er forsigtig med, hvem man byder velkommen.

Så er kristne højre- eller venstreorienterede? Statistisk set er der sikkert lige mange i hver lejr; jeg ved det ikke. Det vigtigste er, at kategorierne ikke sammenblandes, og at man modigt og ærligt afstår fra at kalde en bestemt type politisk adfærd for “kristen” eller “ikke-kristen”.

Man kan såmænd godt bruge sit kristne ståsted som personlig motivation, men heller ikke meget mere. Og særligt på vagt skal man være, når bestemte ideologiske mønstre præger tiden, så man ikke i kristelig iver blindt kaster sin velmenende godhjertethed ind i en kamp, som kun midlertidigt og overfladisk flugter med kristne værdier.

Et godt eksempel på dette er klimakampen, hvor tanken om det kristne forvalterskab på sin vis læner sig op ad den herskende trend. Dog skal man ikke lade sig narre af denne overfladiske lighed. Den første sprække, man bør være opmærksom på, er, om det ideologiske aspekt samler eller deler kristne.

Retorikken i klimakampen er meget unuanceret og benhård; hvis man ikke er enig i præmisserne, metoderne eller symbolerne, er det stort set det samme, som “at man hader klimaet”. Hvad skete der lige for den demokratiske meningsudveksling og respekten for andres holdninger dér?

Pointen hviler dermed på en tofoldig forudsætning; at man som kristen med god samvittighed på den ene side kan kaste sig ind i den aktivistiske omsorg for planeten, dyrelivet, miljøet og klimaet, på den anden side kan forholde sig mere pragmatisk og teoretisk til det og eksempelvis opfatte teknologiens udviklingsmuligheder som den bedste chance for at reducere ødelæggelsen af planetens klima.

I respekt for andres overbevisning og samvittighed kan man således i kristne sammenhænge undgå splittelse og at moralisere over de politiske valg, andre træffer – hvis man altså husker at skelne mellem det, der hører Guds rige til og det, der hører kejserens til.