Shock-rocker nu aktiv kristen
Alice Cooper, der i 1970erne og 80erne blev kendt for sine antikristne sange og vilde livsstil, har genfundet sin tro på Gud – Et mirakel, siger den aldrende sanger.Få havde nok forestillet sig, at 70er-punk-rockeren Alice Cooper, kendt for sine utallige opfordringer til druk og hor og for at gå på scenen i sanseløst beruset tilstand, skulle finde tilbage til sin barndoms kristentro.
Men manden, der bed hovedet af levende høns på scenen, som byggede sit sceneshow på en blanding af gru og guitarstøj, og som har stået fadder til senere antikristne rockfigurer som Marilyn Manson, er i dag travlt optaget med at fortælle andre om Guds ord.
Efter år med hæmningsløs druk og udsvævende livsstil stod Alice Cooper midt i 1980erne frem og fortalte, at hans møde med Jesus havde helbredt ham. Og den tro holder han stadig fast ved:
– Troen taler ikke til mit intellekt eller min logik, men direkte til min sjæl, dybere end noget andet, forklarer den i dag nogen-og-halvtredsårige sanger.
Han argumenterer med, at alle mennesker er nødt til at vælge, hvad de vil tro på, og hvem de vil følge:
– Der kommer et tidspunkt i livet, hvor alle er nødt til at foretage det valg. Og når folk spørger mig: Hvorfor tror du på det?, så svarer jeg, at intet andet taler til mit hjerte på den måde.
Cooper, der nok kunne vinde en hvilken som helst konkurrence om den mest usandsynlige kristne, indrømmer da også, at han ikke er verdens bedste kristne rollemodel:
– Jeg er ikke nogen god kristen. Men det er heller ikke pointen. Når du er kristen, har du en sværere vej at gå. At være kristen betyder at svømme mod strømmen.
– En gang opfordrede jeg til et let liv med druk og synd, og jeg lovpriste moralsk forfald. Så jeg har meget at blive tilgivet for. Men i dag tror jeg ikke mere på nogen af de ting, for jeg har set, hvor meget det ødelægger for folk, slutter Alice Cooper.
New Life / Tore