Biskops angreb på kristne, der støtter Israel, er urimeligt

Kristelig Dagblad udgav den 17. august 2020 et interview med biskop over Haderslev stift Marianne Christiansen, af korrespondent i Mellemøsten Hanne Foighel.

Interviewet kom på baggrund af biskoppens overraskende støtterklæring til den kristne palæstinensiske organisation ”Karios Palestine” og dens udtalelser om, at ”kristen støtte til zionismen er i modstrid med den kristne tro og groft misbrug af bibelen, og at det er en synd at støtte undertrykkelse af det palæstinensiske folk.”

Udtalelsen fra ”Karios Palestine” kræver bl.a. international fordømmelse af Israel som en ’apartheidsstat’.

Dokumentets udsagn om zionisme og staten Israel savner historisk forankring, nuanceret argumentation, anerkendelse og respekt af Israel som en demokratisk retsstat.

Det er et vigtigt grundlag for debatten om konflikten mellem Israel og det palæstinensiske folk.

Jødernes ret til landet

Zionismen anerkender det jødiske folks ret til landet Israel. På samme måde som vi danskere anerkender vores ret til at bo i Danmark. Det er ikke en synd.

Danskere har i århundreder haft bosættelse i det geografiske område, der hedder Danmark; fra omkring 500-tallet optræder danerne i historiske kilder.

Det jødiske folk har haft bosættelser i det land, der hedder Israel fra ca. 2000 år f.Kr. Det bekræfter historiske kilder. I perioder levede de fleste jøder udenfor Israel, i andre perioder var der flest i Israel.

På grund af tiltagende pogromer mod det jødiske folk i 1800-tallets Europa, kulminerende i falske anklager om spionage mod den jødiske franske officer Dreyfus i 1894, formulerede journalisten Theodor Herzl behovet for, at det jødiske folk fik et land, hvor de var beskyttet.

Det udmundede i Basel-erklæringen fra 1897: ”Zionisme sigter mod oprettelse af et offentligt og juridisk sikret hjem i Palæstina for det jødiske folk.”

Balfur-erklæringen

Derefter kom Balfur-erklæringen i 1917, hvor den britiske regering udtrykte deres støtte til et kommende jødisk hjemland i Palæstina.

Dette støttedes i første omgang af Emir Feisal. Han deltog i Paris Fredskonferencen i 1919 og udtaler i et brev:

”Vi arabere, især de veluddannede iblandt os, ser med den største sympati på den zionistiske bevægelse.”

San Remo-erklæringen

I 1920 mødtes de allierede sejrsherrer: Storbritanien, Frankrig, Italien, Japan og USA i den italienske by San Remo, for at afgøre fordelingen af de landområder, som var vundet i 1. Verdenskrig over Osmannerriget.

Fordelingen blev tre mandat-områder, som på sigt skulle udvikle sig til fremtidige stater. Mandatet for Palæstina gav statsretslig, juridisk suverænitet til det jødiske folk.

Indbyggerne (mest arabere) bosat i Irak og Syrien/Libanon fik tilsvarende rettigheder i deres områder.

FN-resolutionen

I 1947 godkender FN en resolution om at dele mandatområdet Palæstina i to uafhængige stater; én jødisk stat og én arabisk stat.

Den 14. maj 1948 oprettes den selvstændige stat Israel. At der ikke, som resolutionen afgjorde, blev oprettet en arabisk stat, er der mange perspektiver og forklaringer på. Sørgeligt og tragisk er det i hvert fald, at de arabere, der var i mandatområdet og kunne have fået et selvstændigt land der, i stedet blev overladt af deres egne til at leve i flygtningelejre.

Israel er en demokratisk, retslig og juridisk selvstændig stat,
som fortjener samme respekt som alle andre selvstændige stater.

Faktum er, at Israel i dag er befolket med flest jøder, men også med en stor arabisk befolkningsgruppe og andre etniske grupper. Det er en demokratisk, retslig og juridisk selvstændig stat, som fortjener samme respekt som alle andre selvstændige stater.

Konfliktoptrappende

At den kristne palæstinensiske organisation ”Karios Palestine” beskriver den bevægelse, zionismen, som banede vej for det jødiske folks tilbagevenden til Israel, som ”en teologi og ideologi, der legitimerer ét folks ret til at nægte et andet folk dets menneskerettighed”, er en stærk polemiserende konfliktoptrappende retorik uden respekt for historiske fakta og de to folks mangeårige indsats for livsopretholdende forhold.

Det savner nuancer i en kompliceret historie og relation.
Det savner fakta om Israels indsats for en fælles fred.
Det savner historisk baggrund.

Det savner de mange fortællinger om venskab, hjælp i nød, blandt officielle og almindelige borgere, jøder og arabere imellem.

Det savner det kristne budskab, som det gerne vil udtrykke, at Jesus af Nazaret kom for at nedbryde mure af fjendskab.

Det savner dets egen apostel Paulus’ forståelse af det jødiske folks betydning i den kristne kirkes historie; ”de er jo israelitter, de har førstefødselsretten og herligheden og pagterne og loven og tempeltjenesten og løfterne; de har fædrene, og fra dem er Kristus kommet som menneske…”

Selvfølgelig er der spændinger. Ligesom i enhver relation mellem mere end ét menneske.

Selvfølgelig skal der forhandles. Selvfølgelig skal der arbejdes for gode aftaler for begge parter i en konflikt. Men ”Karios Palestine’s” fordømmelse af kristne, som støtter det jødiske folks ret til landet Israel, hjælper ikke hertil.

Udtalelsen om, at ”kristen støtte til zionismen er i modstrid med den kristne tro og et groft misbrug af Bibelen”, giver mere udtryk for en fortolkning af det bibelske materiales tekster, end det beviser, via bibelsk argumentation, at zionisme er ubibelsk.

Israel er den røde tråd

Fra 1. Mosebog til Johannes Åbenbaring går der en rød tråd, som beskriver udvælgelsen af det jødiske folk i Guds frelsesplan for alle nationer.

Ligeledes udtrykkes der gennem hele det bibelske skriftmateriale kærlighed til det jødiske folk, og deres tilknytning til landet Israel.

Hvordan og hvor meget eller hvor lidt den kristne kirke fortolker og bruger disse skriftsteder er forskelligt i diverse kirkeretninger. Det er netop et tolkningsspørgsmål.

Men at kalde kristen zionisme for groft misbrug af Bibelen og i modstrid med den kristne tro er ukorrekt.

Zionismen er en historisk forankret bevægelse, som banede vejen for det jødiske folks tilbagevenden til landet Israel.