Hvem tør tale om synd?
Jørn Nielsen
H.C. Lumbyes Vej 159A, 4700 Næstved
Som dreng hørte jeg prædikanten Børge Wellejus tale en aften i København om tidens største problem og dets løsning. Det blev til et såre enkelt budskab om grundårsagen, som er synd, og om frelse i Jesu blod.
Det blev understreget, at synden er årsag til alt moralsk uføre, og at det eneste middel til syndens renselse og bortskaffelse er Jesu blod.
Endeløse sexisme-sager optager nu medierne. Sex-krænkeren Frank Jensen sagde ved sin afgang: ”Det er ikke synd for mig, for synd er der ikke noget, der hedder i politik!” Men ak, lige den erkendelse mangler.
Afdøde udenrigsminister Per Hækkerup hørte jeg med min kone i 60´erne i et ungdomsprogram i radioen tale om synd. Det udløste munterhed, men han gjorde det med alvor i politisk kontekst og sagde bl.a.: ”Intet menneske kan holde ud at leve i synd. Det kan gå for en tid, men ikke hele tiden!”
Det gibbede i os, da vi hørte den sætning, der som sagt dog kun havde politisk adresse. Svigt overfor u-landene var synd, sagde han.
Senere blev ordet brugt igen, da den italienske kommissær-kandidat Rocco Buttiglione i 2004 i en høring kaldte homosex for synd. Han blev vraget og sendt hjem. Primus motor i denne sortie var Nyrup Rasmusssen.
Nu indføres ”ny kultur” i stedet. Men den vil højst blive som en kalket grav fuld af døde (el. levende) lig. Wellejus havde ret for over 65 år siden.
Prædiketeksten ved TV-gudstjenesten d. 18/10 berørte bl.a. ordene om ”Guds Lam” i Johs.ev. 1, men hvor vi dog savner en hellig vækkerrøst, der taler med anderledes alvor om synden som problemet og om frelsen ved Jesu blod. Men ”deres gerninger hindrer dem fra at vende om til sin Gud, for de har en utugtens ånd i sit indre.” (Hos. 5:4, norsk ovs.).
Sådan talte de gamle profeter, men hvem tør tale sådan i dag?
