God eller god?
Mine børn elsker tepotter. Okay, det er måske så meget sagt. Jeg elsker tepotter og har lært mine børn at kunne lide dem.
Tepotter er i denne sammenhæng et ord for ord, som har to betydninger. Som kaste, der kan betyde, at kaste med en bold, eller en kaste i Indiens samfundshierarki. Eller sus, som kan være det sus man får i kroppen ved at gennemføre en marathon eller navnet på en sød pige, som måske vil være frisør. Mulighederne er uendelige, og mine børn kommer jævnligt med nye forslag.
Min otte-årige, som stadig primært lydstaver, kan dog indimellem være lidt udfordret af, at to ord kan staves vidt forskelligt og udtales ens. Derfor har vi opfundet lydrette tepotter.
Den anden dag tog hun den dog lige til grænsen. Hun kom til mig og sagde, at kuuugl var en tepotte. Hvis du ikke lige genkender de to ord bag den udtale, så var det ene af dem cool og det andet var kugle sagt på århusianskjysk. Har du ik’ lie’ en kuuugl’ til kuglebanen?
Hun havde jo ret. Det siger vi faktisk. Men det gjorde nu lidt ondt i den staveglade mors hjerte alligevel.
En lidt mere seriøst tepotte har rumsteret i mit hoved i denne uge. God og god. Det virker nærmest, som om der kun er én betydning af det ord. Men jeg føler, at Gud har sat sin finger på, at der faktisk er to.
Som mennesker kan vi enormt hurtigt blive optaget af at være gode i betydning dygtige. Og Gud har jo skabt os med evner og dygtighed, som han ønsker skal komme til udtryk. Men det er ikke det vigtigste for ham.
Jesus var dygtig. Han var en dygtig taler, en dygtig ven, en dygtig helbreder og en dygtig livsrådgiver. Men mest af alt var han god i ordets anden betydning. Han var godheden selv. Han viste os, hvordan ”god” ser ud, når den kommer indefra.
Og han kalder os til at følge efter ham. Ikke til at blive pæne mennesker, som ser gode ud på ydersiden. Men mennesker, som er gode indefra og som faktisk ønsker godt for vores medmennesker. Som er mødt af hans godhed og nåde til os i sådan en grad, at der er nok til andre omkring os.
Kan du ligesom mig blive fanget af ønsket om at være god til det du laver i sådan en grad, at du glemmer, at Gud har endnu bedre planer for dig?
Skal vi så ikke sammen bede ham om at afsløre os og i stedet give ham plads til at præge os med sin godhed?
