Forsøger Gud at vække os gennem coronaen?

Af Verner B. Andersen. Kildebakken 6. Silkeborg.

Helt fra starten er jeg igen og igen blevet mindet om nogle vers fra Bibelen i Salme 14. 2 – 5.

Fra himlen ser Herren på menneskene: Er der nogen der er forstandige? Er der nogen, der søger Gud? Nej, alle er kommet på afveje, fordærvede af synd. “Fatter de da intet?” siger Herren.
“De forsynder sig uden at blinke, og de regner slet ikke med mig.”

En dag skal de fyldes af rædsel, men Gud er med dem, der adlyder ham.

Vi kan ikke blot afskaffe Gud og sætte os selv i højsædet – når vi fra skaberens hånd er beregnet til at tilhøre ham – uden det har frygtelige konsekvenser.

Vil vi ikke søge ham igennem hans godhed, som han sender i overflod til os, så må han prøve os på en anden måde. Ja, så er det i hans store kærlighed, at han prøver at vække os igennem en corona i Danmark.

Er det mon sådan, Herren ser på os i dag fra sit højsæde i denne tid? Vil han så bruge denne svære corona-tid, hvor vi helst skal være alene så meget som muligt, til at vi kan søge ham, som i sin kærlighed ser ned fra sit højsæde til menneskenes børn?

Dem han elsker så højt, at han gav sin elskede søn Jesus til soning for alle vore synder og fejltrin! Derfor kan han godt bruge djævelens angreb på menneskeheden, der fyldes af rædsel, som sit kald til os i denne underlige tid.

Frygten for frygten er måske den værste, for den kan let gribe os alle, medens vi ser på den og omstændighederne. Når jeg gribes af frygt – vælger jeg at stole på Herren, står der i Bibelen.

Lad os derfor huske på, at den Gud, der er med os på højden – han er også med os i dalen.

Denne dal er vi nok mange, der nu synes er både dyb og særdeles lang, i en mørk og kold vinter. Lad os sætte vores lid til Gud – vor Fader, Søn og Helligånd. Det har nemlig langtidsvirkning i vort liv.

Som Guds ypperste skabninger er hans største ønske at frelse os, fra både synd, død og djævel, i denne verden. Vi er her alle bare pilgrimme, på gennemrejse for en kort tid. Snart så må vi lægge vores vandringsstav ned, selv når livet er allerlængst for os, hernede på jord.

BETÆNK LIVETS KORTHED
– DØDENS VISHED – og
EVIGHEDENS LÆNGDE.