De første kristne lagde vægt på ordentlighed – og det blev set

I 1873 i Konstantinopel bliver der fundet et stykke centralt kristent skrift fra omkring år 100. Man har altid kendt til eksistensen af dette skrift, fordi det er blevet citeret talrige gange i senere skrifter og kirkeordninger. Men at finde skriftet i sin helhed var en lille sensation.

Skriftet, som bærer navnet Didaké med undertitlen De 12 apostles lære, er bemærkelsesværdigt. Også for læsere i dag. For det første signalerer undertitlen dens væsentlighed: Didaké rummer essensen af, hvad de 12 apostle efter alt at dømme lærte i menighederne fra Spanien i vest til Indien i øst. For det andet sender undertitlen også et signal om vægtningen af det, der bliver skrevet om.

Stiller krav til nykristne

Didakés målgruppe er hedningekristne – og ikke messianske jøder. Forklaringen er den enkle, at messianske jøder kender til jødisk etik og livsstil – og dermed den kristne etik og livsstil.

Men efterhånden som kristendommen spredte sig fra Palæstina til romerske provinser uden jøder og synagoger, blev undervisningsopgaven større, fordi de ikke-jødiske folk ikke havde de samme forudsætninger.

Det bemærkelsesværdige ved Didaké er, hvor meget der står om, hvordan man lever som kristen. I nogle kirkelige miljøer er kristentro en akademisk øvelse og har ikke meget med dagliglivet at gøre.

Og her kommer Didaké med nogle overraskelser, når man vel at mærke har i baghovedet, at det er en oplæring i den kristne tro.

Strammer kærlighedsbudet

Når det så er sagt, er Didaké ikke et skrift med mange nyheder: Den tager tråden op fra De ti bud, Bjergprædikenen og meget af Paulus’ undervisning om kristen skik og levevis. Men for målgruppen – folk, der ikke kender den jødisk/kristne etik – er den uhyre væsentlig.

Når det så er er sagt, er der også nogle skærpelser i Didaké. Det dobbelte kærlighedsbud lyder som bekendt: “Elsk din næste som dig selv.” I Didaké bliver det formuleret således: “Elsk andre mere end dig selv.” Om det har været nødvendigt med en stramning af kærlighedsbuddet, vides ikke. Men det er et signal om, at det at være kristen er en ny måde at være menneske på.

Hvordan vil du være?

Didaké rummer også nogle nøgleord omkring sindelaget hos de kristne: “Vær langmodig, barmhjertig, godlidende, stilfærdig og god.” Det er nærved et destillat af mange af Paulus’ formaninger – som nu denne fra Paulus’ 1. brev til menigheden i Thessaloniki: “Lev i harmoni med hinanden. Konfronter de genstridige, giv de modløse nyt mod, styrk de svage og hav tålmodighed med alle. Sørg for, at ingen gengælder ondt med ondt. Stræb altid efter at gøre godt mod hinanden i menigheden, ja, mod alle mennesker.”

Didaké har en udfordring mere til de kristnes indstilling til livet: “Dit sind skal ikke klamre sig til de store, men du skal omgås retfærdige og småkårsfolk.”

“De kristne var langt bedre til at håndtere ulykken,
og det gav markant højere overlevelsesrater.
Det resulterede i, at deres bemærkelsesværdige
bedre overlevelsesrater blev set som et mirakel
af både kristne og hedninger.”

Eliten flygter

Den kristnes livsstil er markant anderledes end romerborgerens. Det afslører denne observation: Magteliten har for vane at holde ferie i byen Aquileia i den nordvestlige del af Italien. Det er den tids Tisvildeleje. Men da den antoninske pest, som hærger Romerriget fra 165-180, kommer til Aquileia, kan indbyggerne se, hvordan magteliten i kraft af deres ressourcer vælger at flygte fra byen.

Ved et senere pestudbrud – formentlig Cyprians pest (249-262) – reagerer romerborgeren ved at jage syge væk, og de døde lader de ligge som affald. En romersk borger skriver: “Mange af vores romerpræster har forladt byen. Det samme har dem i de fine stillinger og de rigeste familier.”

En helt anden livsstil

De kristne tackler pesten markant anderledes, og beskrivelsen er ganske rørende:

“De skånede ikke sig selv, besøgte de syge uden at være forsigtige, tjente dem utrætteligt og plejede dem i Kristus. De tog med udstrakte hænder de helliges lig op i deres favn, lukkede deres øjne og mund, bar dem på deres skuldre og lagde dem til rette; de klamrede sig til dem, omfavnede dem og gjorde dem i stand ved at vaske dem og give dem ligklæder på.”

Enhver læser med en sundhedsfaglig uddannelse vil nok tage sig til hovedet over den slags omgang med pestdøde. Og det har også denne konsekvens, som observatøren Dionysius beretter om: “De flyttede deres død over på sig selv.”

Dristighed gav kirkevækst

Selvom de kristnes omgang med pestdøde objektivt set er dumdristig og har fatale konsekvenser for dem selv, så sender det et signal om, at de kristne ikke frygtede døden, men fortabelsen.

”Didaké har en udfordring mere til de kristnes indstilling til livet:
“Dit sind skal ikke klamre sig til de store,
men du skal omgås retfærdige og småkårsfolk.”

Apropos skærpelsen: “Elsk din næste mere end dig selv.” Og dernæst resulterer dristigheden faktisk i et bedre immunforsvar og indirekte i kirkevækst.

For som den amerikanske religionssociolog Rodney Stark konstaterer i sin bog ‘The rise of Christianity’:

“De kristne var langt bedre til at håndtere ulykken, og det gav markant højere overlevelsesrater. Det resulterede i, at deres bemærkelsesværdige bedre overlevelsesrater blev set som et mirakel af både kristne og hedninger.”

Kristendommen bliver set som en nyskabelse og sender et utvetydigt signal om en ny måde at være menneske på.

Hvordan ser romerne på de kristne?

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at de kristne i de første århundreder færdedes med en skydeskive på ryggen. De kristne er i forhold til den dominerende græsk-romerske mytologi afgudsdyrkere og bliver behandlet derefter i et samfund, der anråber Ceres om en god høst, Mars om lykke i krigen og Venus om kærlighed og skønhed.

Men den romer, der objektivt ser de kristne, har derfor kvababbelser. Det er i hvert fald det, der sker for den romerske jurist og embedsmand Plinius den Yngre (61-112). I et brev til kejser Trajan (53-117, kejser fra 98 til sin død) blotter Plinius sin tvivl:

“Jeg har aldrig før taget del i retslige undersøgelser vedrørende de kristne. Derfor ved jeg ikke, hvad og hvorvidt man plejer at straffe eller efterforske dem.”

De kristne er ikke så slemme…

Han forklarer, at det er lykkes ham at få en kristen til at afsværge sig sin tro. Vedkommende mener ikke desto mindre, at deres gudsdyrkelse er relativt uskyldig. Plinius opsummerer deres forsvar således:

“De havde plejet – på en bestemt dag i ugen – at komme sammen før daggry og synge en fælles lovsang til Kristus som til en Gud og ved en ed at forpligte sig, ikke til noget forbryderisk, men til ikke at befatte sig med tyveri eller røveri eller ægteskabsbrud, til ikke at bryde et givet løfte og ikke at nægte at aflevere betroet gods, når det afkrævedes dem”.

Altså var de kristnes forbrydelse med de frafaldne kristnes ord (som Plinius gengiver dem) ikke nogen synlig kriminalitet, men at være ordentlig og ordholden.
Det har måske ført til Plinius’ foreløbige konklusion:

“Jeg har ikke fundet andet end en urimelig og umådelig overtro og har derfor opsat en videre undersøgelse og henvender mig om råd til dig.”

Brugen af formuleringen ”andet end” er værd at bide mærke i: Der er altså ikke noget i de kristnes livsførelse, som giver anledning til problemer for den romerske orden.

Forfølgelse er upassende

I sit svar til Plinius roser Trajan ham for sin tilgang til sagen; som bør være tilbageholdende, ikke opsøgende:

“De bør ikke opsøges, men hvis de angives og overbevises, skal de straffes [..] Men anonyme anklageskrifter bør ikke i nogen retssag komme i betragtning, thi det giver et dårligt eksempel og er vor tid uværdigt.”

Hermed understreger Trajan en grundlæggende retsetik, som trods de kristnes ”ugudelighed” ikke skal føre til klapjagt mod såkaldte kristne. Der er måske med udtrykket “er vor tid uværdigt” også en antydning af, at Trajan mener, at det er en dårlig sag at forfølge de kristne, der havde en ikke-kriminel levevis.

Værdier i hverdagen

“Hedenske og kristne forfattere er ikke kun enige om, at de kristne skrifter lægger vægt på, at kærlighed og barmhjertighed er væsentlige trosdyder, men også at de blev levendegjort i hverdagslivet.”

Sådan skriver Rodney Stark i ‘The rise of Christianity’. Den kristne trosoplæring greb ind i alle forhold. Der udvikledes dyder, som blev til vaner, som fik en gennemslagskraft i hverdagen.
Didaké er et spejl af blandt andet mange af Jesus’ formaninger og udfordringer. En af disse står i Matthæusevangeliet kapitel 25:

“Jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig.”

For os, der har læst de vers mange gange, står de måske ikke så stærkt. Men prøv at se for dig, hvordan det må være at læse de vers for allerførste gang…

Budskabet om omsorg for alle står utrolig stærkt for de kristne i oldkirken. Og udfordringen i kapitel 25 – “Jeg var… I gav…” – har uden tvivl rørt de første kristne dybt og vækket dem til handling, som har bevæget den vestlige civilisation i henved to årtusinder.

Læs mere: Didaké kan læses i en god dansk oversættelse i De apostolske fædre (Niels Jørgen Cappelørn, red.) (1981). Den kan lånes på biblioteket eller købes i flere antikvariater.

Fakta

Didaké er skrevet i perioden mellem år 100 og 150. Dog tættere på år 100 end 150. Skriftet er opdelt i 16 kapitler, som kan inddeles i følgende hovedoverskrifter:

Kap. 1-6: Etisk belæring

Kap. 7-10: Menighedens liv og liturgi (dåb, nadver, bøn og faste)

Kap. 11-13: Omvandrende prædikanter

Kap. 14-15: Kristnes indbyrdes forhold og nådegaver

Kap. 16: De sidste tider

Dens forfatter er ukendt. Men at dømme efter værket fulde titel “Herrens lære formidlet af de tolv apostle” er kilden de 12 apostle. Den påberåber sig ikke at rumme nogen nye Jesusord og kan derfor ikke regnes blandt de såkaldte nytestamentelige apokryfer. Den placeres snarere blandt tekstgruppen “De apostolske fædre”, altså tekster forfattet af ledende teologer i oldkirken. Her skiller den sig dog ud, idet den er anonym.