Hvad er din rolle i livet lige nu?

Rollerne skifter undervejs gennem vores liv. Det er søndagens evangelium et sigende billede på.

Den lamme begynder med at være dén, der bliver båret. Han slutter med at være dén, der bliver sendt hjem med sin båre for at kunne bære andre. Sådan svinger rollerne undervejs gennem vores liv.

Ingen af os aner, hvornår vi finder os selv i den ene eller anden rolle: Som dén, der bærer/hjælper eller selv må bæres/hjælpes. At forstå og acceptere netop dét tror jeg er en vigtig nøgle til at kunne acceptere livet i hele dets fylde.

Grundlæggende begynder vi alle med at være dén, der er afhængig af de andres modtagende hænder: Jordemoderens. Mors og fars. Hvor var vi uden deres omsorgsfulde nærvær – og uden de hænder, der bar os til døbefonten, bar os hen til Jesus, så han kunne tage over.

Efterfølgende kan alt ske med os. Som vi synger det i en salme henvendt til Gud:

”Du bærer mig i livet, hvor alt kan ske med mig”.

I livet er der ingen garantier, og vi kan ikke øjne nogen retfærdighed.

Nogen bliver allerede tidligt i livet ramt af sygdom og tvunget ind i ufrivillig afhængighed af andre, som den lamme mand, vi hører om i evangeliet: Hvor sårbart har det ikke været at ligge dér på en spinkel båre, rumsteret rundt med på drabeligste vis, for at ende på gulvet i et fremmed hus udleveret til andres nysgerrige blikke og emsige spørgsmål.

Det er hård kost at være syg. Det er ikke ’bare’ lidelsen og livsbegrænsningen i sig selv, den syge skal bære.
Den syge bærer også hyppigt på skyldens byrde i forhold til at være de andre til besvær; i forhold til ikke længere at kunne yde det samme i fællesskabet.

At være dén, der – som vennerne i evangeliet – står ved siden af som pårørende til en syg, er også et svært og ufrivilligt sted at finde sig selv: Som dén, der skal rumme, bære og støtte den syge.

Smerteligt byttes rollerne rundt, som også en forestilling på Kolding Egnsteater i øjeblikket viser os det. I den aktuelle forestilling ”Syren Hawai Undulat” handler det om at være pårørende til en dement.

Forestillingen handler dermed samtidig om en hvilken som helst nærtstående til en hvilken som helst syg: For hvordan gøre det rigtige, finde overskuddet til det dag efter dag; undgå at blive vred, føle sig forladt og komme til kort?

Det er hårdt, når livet kaster rundt med os; når vi ufrivilligt finder os selv i en ny, ukendt rolle i et fremmed hjørne af tilværelsen.

Vi vil gerne være handlekraftige og kreative, som vi ser det hos den lamme og hans venner i søndagens evangelium. Men hvor går vi hen, når vi er alt andet end overskudsagtige og absolut slet ikke ’godt stof’ til en positiv historie til inspiration for andre?

Så er det, vi må tilbage til døbefonten, hvor kærlige hænder i sin tid bar os hen til Jesus. Han om nogen kender det skrøbelige menneskeliv indefra.

Her kan vi være dem, vi er, for Jesus ser altid dybere. Han ser alt det, vi ikke er stolte af, fordi det blev vores nederlag. Men han ser også, at vi er skabt i Guds billede til at leve og udfolde livet under mange forskellige vilkår.

Fremfor alt står han værn om vores værdighed under alle forhold. Derfor hører vi også i evangeliet, at Jesus som det vigtigste rækker tilgivelsen videre til den syge: Med det formål at stå værn om den syges indre frihed og værdighed:

Syg eller rask, gammel eller ung at være sat fri af de andres rangordning, fri til at møde den nye dag med rank ryg som et værdigt og værdifuldt menneske. Indtil vores rolle i denne verden en dag er udspillet, og nære hænder stille bærer vores kiste til graven.

Du bærer mig i livet, hvor alt kan ske med mig.
Gud, lad mig altid vide, at jeg tilhører dig!”
(Salmebogens nr. 371, sidste vers).

Søndagens tekst: Mark. 2, 1-12

Jesus viser sin magt til at tilgive synder

1 Nogle dage senere kom Jesus igen til Kapernaum, og det blev hurtigt kendt over hele byen, at han var ankommet.

2 Det varede ikke længe, før der kom så mange mennesker til det hus, hvor han var, at folk stod langt ud på gaden for om muligt at høre, hvad han havde at sige.

3 Fire mænd kom gående derhen med en lam mand på en båre.

4 Da de ikke kunne komme ind til Jesus på grund af mængden af mennesker, gik de op ad trappen til husets flade tag. De fjernede et stykke af taget og firede så båren med den syge mand ned lige foran ham.

5 Da Jesus så den tro, som disse mænd havde vist, sagde han til den lamme mand: „Min ven, dine synder er dig tilgivet!”

6 Nogle af de skriftlærde, som sad der, tænkte ved sig selv:

7„Hvad bilder han sig ind? Det er da en hån imod Gud! Kun Gud kan tilgive synder.”
8 Jesus var i sin ånd klar over, hvad de tænkte, og han sagde til dem: „Hvorfor tænker I sådan?

9 Hvad er lettest at sige til den lamme mand her: ‚Dine synder er tilgivet,’ eller: ‚Rejs dig op, tag din båre og gå på dine ben’?

10 Lad mig nu vise jer, at Menneskesønnen har magt på jorden til at tilgive synder.”

11 Med disse ord vendte han sig til den lamme mand og sagde: „Rejs dig op, tag din båre og gå hjem!”

12 Manden rejste sig, tog sin båre og gik sin vej for øjnene af de forbløffede tilskuere, som straks gav sig til at lovprise Gud for det under, der var sket. „Vi har aldrig set noget lignende!” udbrød de begejstret.

Teksten er fra Bibelen på Hverdagsdansk