”Jeg har bare ikke fred i det…”

Af Henri Nissen, Ansvarshavende redaktør.

Denne sætning er meget udbredt blandt kristne.

Normalt sker der følgende:

Kaldet: En kristen kan føle sig ”kaldet” – det vil sige, du bliver udfordret til at gøre noget – fx gå ind i en kristen tjeneste. Det kan være noget stort, som at rejse ud som missionær til et ukendt land, eller noget mere nærliggende, som at påtage sig en opgave i den lokale menighed.

Begejstring og bekræftelse: Ofte er man først begejstret, fordi man virkelig føler Guds ledelse. Ofte får man en bekræftelse i form af påfaldende bibelord, eller ting lægger sig til rette på en overraskende måde. Gud føles så nær.

Modstand: Men så kommer der modstand og problemer. Måske synes ens familie og venner ikke om det, man vil. Måske mister man sin pension og sikkerhed. Måske trækker børnebørn eller venner en anden vej.

Tvivl: Nu begynder man at tvivle og frygte istedet for at gå i tro. Og tvivl fortrænger freden.
Joh, man følte da et kald, og man véd ofte godt, at det var Gud, der kaldte. Men man havde ikke regnet med, at der var så mange problemer. Og så siger man måske ”Jeg har ikke fred i det…” Og så bliver det ikke til noget.

Modstand fra tre sider

Vi kan ganske rigtigt føle en fred ved et kald, og en ufred ved noget, som vi skal holde os fra. Men læs missionshistorien! Paulus led skibsforlis, blev stenet, pisket, fængslet, modsagt, bagtalt osv. Og moderne kristne skal også regne med modstand fra mindst tre kanter:

Fra andre: Ikke blot fjender, men venner, kan spænde ben for kaldet. De kan bevidst eller ubevidst sige negative ord. Eller værre: ”forstående” og humanistiske ord, som faktisk ikke hjælper, men tager modet fra dig. Da Peter kom med den slags ord, svarede Jesus: Vig bag mig Satan!


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Fra os selv: Ifølge Bibelen er vi alle faldne skabninger. Vores menneskelige natur er egoistisk og præget af forkerte motiver. Bibelen advarer os ligefrem imod at stole for meget på vores hjerte. For følelser kan meget nemt forvirre os. (Jeremias 17,9) Det er derfor, vi har brug for at få Helligånden ind i vores sind for at inspirere og vejlede.

Fra falske ånder: Guds modstander har altid travlt med at ødelægge alt, som er godt. Hvis den onde djævel selv ville komme til dig og tale imod Guds ord, så skulle du nok vågne op og forsage ham. Derfor sender han i stedet mennesker med falske ånder, som fordrejer og betvivler sandheden.

Ikke en falsk fred, men krig…! – Og så fred.

Når Gud kalder og udfordrer os til at gøre noget godt og gavnligt i Guds rige, skal vi ikke regne med, at hverken verden eller vores eget sind klapper. Jesus sagde selv i Mattæus 10,34: ”Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd.”


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Her talte han om den åndelige krig, som raser i verden – og i vores tanker, hvis vi ikke lytter til Helligånden.

Det er ikke tegn på, at det er imod Guds vilje, når vi oplever vanskeligheder og bekymringer. Tværtimod.

En dansk prædikant fortalte, at når han skulle afsted på en kampagne, så opstod der altid forhindringer. I starten kunne han ikke forstå det. Men nu tager han det som et tegn på, at han er på rette vej – og så fjerner han sammen med sin bedegruppe forhindringerne i bøn.

Og så kommer freden


Artiklen fortsætter efter annoncen: