Grænseoverskridende

Jeg skulle deltage i en konference i Tchad for Sudanmissionen her i november. Derfor søgte jeg i god tid Tchads ambassade i Paris om visum.
Jeg vedlagde de krævede 100 Euro plus 10 Euro til returporto samt alle attester for, at jeg var født, vaccineret – og inviteret af en lokal organisation, at min fars fornavn var Peter samt en
kvittering for en returbillet, så tchaderne kunne være sikre på, at jeg igen ville forlade deres sandomsuste ørkenland og ikke
ligge dem til last som fl ygtning eller tigger.
Ekspeditionstiden var angivet til kun 72 timer. Da der var gået to-tre uger, og jeg ikke havde fået mit pas, ringede jeg til ambassaden i Paris.
Svarene skiftede fra dag til dag:
– Ring igen i eftermiddag. Konsulen er her ikke.
– Ring igen i morgen.
– Ring på mandag.
– Her er ingen. Jeg er rengøringskone.
– Vi har fået dit pas, og vi har returneret det.
– Vi har ikke fået dit pas.
– Hvad var navnet?
– Vær tålmodig, passet kommer nok…
Hastigt ændrede jeg billetten til nabolandet Cameroun, sendte et ekstrapas til deres effektive konsulat i København, overnattede i Bruxelles, Douala, Yaounde, Garoua, Maroua og Kousseri, mens jeg via fly, bus og lejet bil kæmpede mig op
igennem landet til grænsen.
I en stor by fik jeg et visum i mit pas, fordi jeg kendte en afrikaner, hvis søster arbejdede på konsulens kontor.
Hende hentede vi midt i aftensmaden og kom anstigende med hende til konsulens private bopæl. Da han ikke kunne finde sine briller, udfyldte jeg selv mit visum, hvorpå han kvitterede.
Flink mand!
Men min lejede bil brød sammen igen og igen, trods
reparationer, så da jeg omsider nåede frem til grænsen, var konferencen forbi.
Jeg havde imidlertid andre opgaver i landet. Selv om jeg nu også fik bilens papirer i orden, tøvede tolderne.
En hvid mand er penge værd. Mine medrejsende afrikanere forklarede dem, at bilen ofte har været i Tchad, og der plejede ikke at være problemer. Nu ville tolderne absolut se bilens tidligere
indrejse-tilladelse, og den havde vi selvfølgelig ikke.
Men de havde jo magten, og dér holdt vi midt på vejen i bagende sol, mens folk myldrede omkring os.
Min medrejsende skældte tolderne ud, men det hjalp slet ikke.
Jeg satte mig ned med betjentene og spurgte, hvad det mon var, de ønskede. Det var 10.000 cfa (ca. 115 kr.) Gerne, svarede jeg, hvis De vil give mig en kvittering. Nej, nej! Ingen papirer!
– Jeg forstår det ikke, svarede jeg langsomt undrende.
– For vi taler vel ikke om korruption… nej vel?
Nu for de op: – Hvad er det De insinuerer, Monsieur?
– Ingenting. Jeg siger netop, at der selvfølgelig ikke foregår korruption i deres storslåede land. Det véd vi da…
Efter lang tids venten blev jeg bragt til et kontor, hvor man satte et stempel i passet, som jeg alligevel skulle have, og for det betalte jeg så de 10.000 cfa. Mod at aflevere mit pas fik vi
lov at køre ind i hovedstaden.
Vi skyndte os at ordne vores opgaver og tog tilbage samme dag – og fik passet igen, så jeg ikke skulle leve resten af mit liv som statsløs tigger i Ndjamena!
Det ville gøre mig korrupt.