Prædikener med vid og ånd

Her er en fremragende prædikensamling af 39 sognepræster fra store dele af Danmark. I pressemeddelelsen står der: ”Fælles for dem er, at alle er rodfæstede i den evangelisk- lutherske tradition.” Titlen er fra 2. Timoteus Brev: ”Prædik ordet, stå frem i tide og utide” og skal netop bidrage til, at evangeliet høres i tide og utide. Man får indtryk af en flok præster, som levende, engageret og relevant forkynder Bibelen med vid og ånd..

Det hele hænger sammen

Læseren får indblik i forbindelsen mellem bibeltekst, prædiken og begrundet salmevalg. Nogle gange er salmevalg ud fra dagens tekst og prædikenens indhold, andre gange ud fra andre hensyn. Udover at læse prædikenen kan man opdage ”rigdommen og storheden i den evangeliske poesi” dvs. Den Danske Salmebog! Tilsammen giver det god mulighed for refleksion over samspillet mellem salmer og resten af gudstjenesten.

Desuden er det en fornøjelse gennem bogen at møde så mange velformulerede præster, ikke blot ud fra deres prædikener, men også med opslag om deres kirke og biografi. Det giver et andet og mere gunstigt billede af kirkelivet end det, som medierne til tider præsenterer.

Tro og tradition trumfer tidsånden

Troens rolle er temaet i anden tekstrække, men samtidig fornemmer man et opgør med tidsånden! Hver prædiken er til den tid, vi lever i, men uden at bøje knæ for tidsånden og med en insisteren på, at ”kristendommen hører ikke fortiden til, den hører til nutiden og fremtiden.”

Traditionen forpligter, og præsterne viger ikke tilbage fra at tale om arvesynd, dom, gudsfrygt og kødets opstandelse med relevante illustrationer, undertiden med et stænk humor, så det er forståeligt også i dag. Det er både berigende at læse og til glæde og gavn for menighederne.

De tre redaktører, som selv er sognepræster og forfattere, har sammensat en flot redigeret og velskrevet bog, der også kan bruges som daglig andagtslæsning. Desuden kan man synge med og lade dagens tekst synke ned i sindet.

Redaktørerne har skrevet en kronik i Kristeligt Dagblad 4/11.2021: ”Præster skal ikke skele til tidsånden”, hvor de præsenterer bogens fokus. Som boganmelder oplever jeg, at prædikensamlingen svarer til de intentioner, redaktørerne har haft med at vise hverdagen ude i landets folkekirker ”fra prædikenstol og kirkebænk”, hvor klassisk kristen troslærdom og gamle bønner er i højsædet.

Red. Merete Bøye, Nana Hauge, Katrine Winkel Holm: I tide og utide – Lutherske prædikener til kirkeåret. Anden Tekstrække
336 sider. 265 kr. E-bog: 160 kr.
Eksistensen