Fastetider
Her i Fastetiden op til Påske må vi igen overveje, om vi har brug for at faste fra noget af alt det overflødige i vores liv. Faste har nemlig med indtrængende bøn at gøre. ”Hvordan kan man bede uden at være desperat?” som en af mine etiopiske venner udtrykte det.
Jeg kan ikke ryste det spørgsmål af mig. Det handler ikke om at fortjene noget i forhold til Gud eller om at spare for at kunne hjælpe andre.
Det handler heller ikke om hverken selvpineri, slankekure eller sundhed, selv om disse ting måske kan være gode sidegevinster. Derimod handler det om nødvendigheden af at dedikere sig til tjenesten for Kristus, som den tyske teolog og nazimodstander Dietrich Bonhoeffer udtrykte det i bogen Efterfølgelse:
”Hvis der ikke er askese i vore liv, hvis vi lader vores kødelige begær herske frit (mens vi selvfølgelig bliver inden for grænserne af, hvad der synes tilladt i verden), vil vi opleve det som hårdt at stå i lære i Kristi tjeneste. Når kødet er tilfredsstillet, er det svært at bede med munterhed eller at dedikere sig selv til et liv i tjeneste, som kræver, at vi giver afkald.”
Mon ikke vi er mange, der oplever, at der netop i denne tid – mere end nogensinde før – er brug for helhjertede kristne, som kan bede med munterhed(!) og uden ophør, og som kan skelne mellem det ønskværdige og det nødvendige?
”Når I faster…,” siger Jesus i Matt 6,16 og giver anvisninger på, hvordan fasten ikke skal udføres. Men forudsætningen er helt tydeligt, at Guds folk naturligvis faster. Vi faster ved at give afkald på noget, som let kommer til at fylde for meget i vores liv, så det går ud over fordybelsen i troen – og måske samværet med vore medmennesker. Hvad det er, må vi så hver især finde ud af.
Faste efter Guds sind er at gøre godt mod de fattige og kæmpe mod undertrykkelse af andre, lyder formaningen i Es. 58. Og her har de fleste af os danskere meget at gøre godt med, som det da også viser sig i forbindelse med de aktuelle indsamlinger til Ukraine.
Men når det gælder de åndelige velsignelser, har mange af os nok slet ikke overvejet, hvilke rigdomme vi har til rådighed. Som kristne er vi lige så rige som den nærige Disneyfigur Onkel Joakim, der spinker og sparer i stedet for at bruge sin enorme formue til noget godt.
Vi har faktisk i troen på Kristus del i al den himmelske verdens åndelige velsignelse (Ef. 1,3), men vi lever ofte ligesom gnieren, der ikke under hverken sig selv eller andre at røre formuen.
Vi har brug for at trække på vores umådelige åndelige ressourcer til gavn for både os selv og andre. I fastetiden må vi øve os i at lade Gud komme til orde og lade Hans rige udfolde sig i os og omkring os.
Se, vi går op til Jerusalem
ved hellige fastetide
at skue, hvor Jesus Krist, Guds Søn,
i synderes sted må lide.
