Krybbespil er for børn
Det er nok de færreste teenagere, der synes, at krybbespil er sejt. Der er ligesom lidt for lidt aktion i at spille hyrde eller kromand. Men i Esbjerg pinsekirke er det årlige juleshow bestemt ikke out for teenagerne. Her er alle nemlig med, både pensionister og teenagere.
Nu er Juleshowet heller ikke et almindeligt krybbespil. Det er en udvidet version.
– Showet starter ved skabelsen og slutter med opstandelsen, men julen spiller en central rolle i stykket, fortæller Mette Olsen, der er en af de ansvarlige for showet.
bærende kræfter
Det er andet år i træk, at Pinsekirken i Esbjerg laver juleshow, og det er et stort projekt, der involverer næsten alle fra kirken. Ca. 70 personer er i gang både på scenen og bag ved den.
Da jeg spurgte Mette, om teenagerne også var med på at lave juleshow, udbrød hun:
– Ja, helt sikkert, ungdomsgruppen er en af de bærende kræfter i showet.
Det er bare så dejligt at opleve, hvordan sådan et arrangement bygger broer mellem de forskellige generationer i kirken.
Ud over at være et arrangement på tværs af generationerne er showet også tværkulturelt.
– Vi har folk fra mange forskellige lande i vores kirke. Det er rigtig fedt at få lov til at bruge nogle elementer fra deres kultur i showet, fortæller Mette.
I år blev showet opført den 3. december, og der var ca. 200 mennesker, som så det.