Videnskabelige undersøgelser af bønnens virkning

Fra bogen Åndens Magt af Henri NissenBøn er fra tidernes morgen blevet brugt som en del af – eller den eneste – sygdomsbehandling. Men virkningen er først i de allerseneste år blevet undersøgt videnskabeligt.Lægevidenskaben har specialiseret sig ensidigt i at bekæmpe sygdomme ud fra et materialistisk verdensbillede – altså uden den åndelige dimension. Også uden en Gud, der hører bøn.
Men selv den højtudviklede lægevidenskab kan naturligvis ikke helbrede alle sygdomme.
Og den ensidige vægtlægning på den biologiske og kemiske side af behandlingen har fremprovokeret en jungle af alternative ”åndelige” behandlingsmetoder, som for det meste ligger udenfor det anerkendte sundhedsvæsen. Mange af disse ”teknikker” har tvivlsomme virkninger og den okkulte tilknytning til østerlandske religioner burde måske nok bekymre brugerne. Hvis man benytter sig af det åndelige, er man ”på Herrens mark”. Man befinder sig pludselig i en verden, hvor der findes både positive og destruktive kræfter. Mange opdager først for sent, at de er sprunget på den forkerte vogn for at slippe for deres sygdomme…
Derfor er der i de seneste årtier dukket en fornyet interesse op for de – ofte glemte – åndelige dimensioner i den kristne tro. Og her er det i første række bønnens magt, nogle forskere har besluttet sig for at undersøge – rent videnskabeligt.

I 1988 offentliggjorde R. C. Byrd en undersøgelse af ”Positive therapeutic effects of intercessory prayer in a coronary1 care unit population”. Altså de positive terapeutiske virkninger af forbøn (bøn for andre) for patienterne på en hjerteafdeling.
Den blev offentliggjort i det videnskabelig amerikanske tidsskrift, South Medical Journal.2
Undersøgelsen omfattede 393 patienter på hjerteafdelingen på San Francisco General Hospital i Californien.
Forsøget, der var kontrolleret, udvalgte tilfældigt patienterne til enten normal behandling uden organiseret forbøn eller til eksperimentet, hvor patienterne uden at vide af det modtog forbøn fra personer udenfor hospitalet, som de ikke kendte.
Patienterne var imidlertid i dette forsøg forud af etiske grunde blevet spurgt, om de ville deltage i forsøget. 57 af de 450 patienter (12 pct.) afviste at deltage af religiøse eller personlige grunde. Resten deltog og vidste om forsøget, men vidste ikke, om de tilhørte den ene eller den anden gruppe. Ulempen (eller fordelen?) ved dette forsøg var altså, at patienterne som modtog forbøn også var ”modtagelige” – men dem, der ikke modtog forbøn, var således også gjort opmærksomme på forbønnens mulighed.
Personalet var også informeret om undersøgelsen. Men de vidste ikke hvilke patienter, der blev bedt for, og hvilke ikke. Forbederne modtog også informationer om patienternes diagnose, almentilstand og evt. ændringer i tilstanden hos deres forbøns-emner.
Byrd og hans kolleger fandt, at patienterne i forbønsgruppen havde færre blodpropper, mindre behov for vanddrivende behandling eller antibiotika, havde færre tilfælde af lungebetændelse, havde færre hjertestop og havde sjældnere brug for drop og ilt end de andre patienter.
Men statistisk set havde man det problem, at man kun i seks tilfælde kunne tale om en såkaldt signifikant forskel.
Men Byrds undersøgelse viste, at patienterne i forbønsgruppen statistisk set fik det signifikant bedre, hvis man målte deres tilstand efter en måle-skala, CCU, som brugtes på hospitalet i forvejen. Længden af patienternes ophold på hjerteafdelingen var dog ikke forskellig i de to grupper.

Et andet eksperiment foretaget af O’Lahoire blev offentliggjort 19973 . Det skulle undersøge virkningen af bøn/healing på psykologiske områder, som selvfølelse, angst og depression.
Her deltog 406 patienter i behandlingen og blev delt op i grupper med enten ingen bøn, direkte bøn eller indirekte bøn fra de 90 forbedere/healere.
Men forsøget kunne ikke påvise specifikke resultater af forbønnen, som ikke lige så vel kunne skyldes en placebo effekt – altså hvor patienten får det bedre, fordi han tror på behandlingen – ligesom når man giver patienterne en kalktablet uden virkning.
Et andet mindre pilotforsøg fra 1997 af S.R. Walker m.fl.4 , hvor man undersøgte virkningen af forbøn på 40 alkoholikere under behandling kunne heller ikke påvise nogen målbar virkning.

F. Sicher5 m.fl. udvalgte til deres forsøg 40 AIDS patienter med fremskreden sygdom (via annoncer og kontakter til det homoseksuelle miljø) til at deltage i en 6 måneders undersøgelse af værdien af fjern-helbredelse. Det var altså en undersøgelse med forholdsvis få patienter, men til gengæld målte man den evt. forandring over 6 måneder.
Hver patient var vidende om projektet, men vidste ikke, om de selv blev udsat for fjern-healing. Halvdelen af de 40 blev ikke.
Eksperimentet var dobbelt-blindt, idet hverken patienterne eller de læger, der behandlede dem, vidste hvilke patienter, der blev udsat for fjernhelbredelse. Desuden blev patienterne sammenlignet, så de 20 i healing-gruppen og de 20 på almindelig behandling lignede hinanden mest muligt mht. køn, alder, osv. Forud for eksperimentet blev patienternes helbred også grundigt testet.
I alt 40 “healere” deltog, og de kom fra såvel kristne, som jødiske, buddhistiske, indfødte amerikanske og shamanske traditioner, ligesom der var healere, der havde uddannet sig i bioenergi og meditation. Og der foreligger ikke noget om hvilke typer af healere, der havde de bedste resultater.
For at kunne deltage måtte healerne have praktiseret i mindst 5 år, have haft erfaring med fjern-healing af mindst 10 patienter, samt erfaring med healing af AIDS-patienter. De udvalgte healere havde i gennemsnit 17 års erfaring og 106 fjern-patienter.
Efter 6 måneder havde patienterne i healing-gruppen fået:
1) Signifikant færre AIDS-relaterede sygdomme
2) Mindre alvorlig grad af sygdomstilstand
3) Signifikant færre lægebesøg
4) Signifikant færre indlæggelsesdage på hospitalet
5) Signifikant bedre almentilstand end i kontrolgruppen.
Hele gruppen – også dem, der ikke modtog fjern-healing – havde det generelt bedre i den første tid, hvilket undersøgelsen tilskriver, at de alle fik håb og tro på, at der nu skete noget med deres uhelbredelige sygdom. I modsætning til de andre forsøg, som undersøgte kristen forbøns virkning, kunne healerne her også benytte sig af deres religiøse remedier og instrumenter.

Dr. William S. Harris m.fl. offentliggjorde i 1999 en stor undersøgelse6 , som påviste en signifikant positiv virkning af fjern-forbøn (i dette tilfælde kristen forbøn). Undersøgelsen regnes indtil videre for den største og mest troværdige undersøgelse, der er foretaget af bøns virkning på syge.
I modsætning til, AIDS-undersøgelsen vidste hjertepatienterne selv intet om undersøgelsen. Heller ikke personalet anede om forsøget (som i Byrds forsøg), hvilket betød at man ikke kun havde ”modtagelige” patienter i forbønsgruppen og hverken patienter eller personale kunne derfor påvirke resultatet.
Undersøgelsen fulgte op på Byrds undersøgelse fra 1988.
Målet var at undersøge, om den hypotese, som kunne udledes af Byrds resultater, kunne bevises, nemlig: At patienter, som – uden at vide det – bliver bedt for af forbedere, der befinder sig et andet sted og som ikke kender dem, vil opleve færre komplikationer og vil have et kortere hospitalsophold end patienter, som ikke modtager den samme forbøn.

Forbederne var ikke specielle healere, som i nogle af de andre forsøg, men blev tilfældigt udvalgt i det lokale miljø blandt kristne mennesker, som troede på, at bøn har en virkning. De behøvede ikke komme fra bestemte kristne traditioner, den største gruppe på 35 pct. bekendte sig som nondenominational (dvs. kristne uden at tilhøre en bestemt kirkelig tradition), 27 pct. var Episcopalians (den amerikanske udgave af den engelske anglikanske kirke), men resten tilhørte forskellige protestantiske eller katolske grupper.
Fælles for dem var, at de skulle kunne tilslutte sig denne formulering:
”Jeg tror på Gud. Jeg tror, at han er personlig7 og interesserer sig for de enkeltes liv. Jeg tror endvidere at han reagerer på bønner om helbredelse, som bedes på de syges vegne.”
De fleste af forbederne (87 pct.) var kvinder med en gennemsnitsalder på 56 år. Alle gik i kirke (mindst) en gang om ugen og bad dagligt – også forud for forsøget. Alle forbederne var i gang med at bede i løbet af halvanden dag fra det tidspunkt, de havde fået adgang til deres bedeemner.

Undersøgelsen foregik på Mid America Heart Institute, Saint Luke’s Hospital, Kansas City, USA og blev foretaget sammen med University of Missouri (Division of Cardiology, Dept. Of Medicine) i Kansas og University of California (Dept. Of Preventive Medicine) i San Diego.
I alt blev 1.019 patienter i undersøgelses-perioden indlagt på Saint Luke’s Hospitals hjerteafdeling. 6 patienter blev sorteret fra af praktiske grunde, da de skulle gennemgå en hjertetransplantation. De tilbageværende 1.013 patienter blev tilfældigt fordelt i de to grupper:
529 patienter (52 pct.) i gruppen med normal behandling uden forbøn og
484 patienter (48 pct.) i gruppen med normal behandling med forbøn.
Forskellen i antal skyldtes tilfældigheder.
Man fjernede herefter yderligere de patienter fra undersøgelsen, som kun var indlagt under 24 timer.
De 529 som ikke modtog forbøn, blev nu til 524 patienter (minus 5), og
De 484 som modtog forbøn, blev nu til 466 patienter (minus 18).
Patienterne i begge grupper havde en gennemsnitsalder på 66 år og var nogenlunde ligeligt fordelt mellem mænd og kvinder, (henholdsvis 66 pct. og 61 pct. i forbøns- og ikke-forbøns gruppen.)

Ligesom patienterne intet anede om forsøget, vidste heller ikke personalet noget om de to grupper. Ja, de vidste ikke engang, at der foregik et forsøg. Der var tale om et helt igennem blindt forsøg, hvor ingen eller intet skulle have mulighed for at påvirke resultatet – udover forbønnen. Heller ikke forbederne vidste andet om patienterne end vedkommendes fornavne.

For at kunne sammenligne resultaterne, brugte man et point-system, MAHI-CCU8 hvor 1 beskriver den letteste sygdomstilstand og 6 døden.
1 point = hjerteflimmer, behov for antibiotika, osv.9
2 point = behov for drop, hjertemedicin, udvikling af lungebetændelse,10
3 point = behov for midlertidig pacemaker eller mindre operationer11
4 point = behov for permanent pacemaker eller anden alvorlig operation12
5 point = hjertestop13
6 point = døden 14
MAHI-CCU indeholder alle de sygdomselementer, en patient kan tænkes at få under en hjertesygdom.
Hvis man ikke vurderede forskellen mellem alvoren i sygdomselementerne, men simpelthen talte op, hvor mange sygdomselementer, der fandtes hos patienterne, viste det sig, at der i den gruppe patienter, som modtog forbøn, kunne tælles 10 pct. færre sygdomselementer end i den anden gruppe.
Herefter brugte man en ”vejet” optælling, hvor et let sygdomselement i gruppe 1 gav 1 point, mens et mere alvorligt element fra gruppe tre gav 3 point, osv. De alvorligste tilstande gav altså flest point.
En patient kan meget vel gennemgå flere niveauer under opholdet, og hvis patienten havde flere af de nævnte tilstande opsamlede han/hun tilsvarende flere point.
Når man således optalte antallet af point ud fra sværhedsgraden af sygdomselementerne, kom man frem til, at der var 11 pct. færre point score i forbønsgruppen i forhold til den anden gruppe.
Generelt havde patienterne i forbønsgruppen en lavere score på alle felter, når det gjaldt ugunstig udvikling i sygdommen.

Som et eksperiment prøvede man nu at bruge samme model for måling af tilstanden, som Byrd havde brugt i sit forsøg. Byrd brugte kun tre inddelinger for patientens tilstand: God, Mellem og Dårlig. Efter denne grovere måling var forskellen mellem forbøns-gruppen og den anden gruppe ikke signifikant – selv om der var en forskel. Der skulle altså en mere præcis vægtning til for at se forskellen i Harris undersøgelse. I procent fordelte resultaterne sig sådan:

Tilstand Alm. gruppe Forbøns gruppe Forskel
God 64,5 % 67,4 % + 2,9 %
Mellem 71 % 63 % – 8 %
Dårlige 115 % 89 % – 26 %

Når Byrd m.fl. alligevel havde fået et signifikant udslag ved deres egen undersøgelse, kunne det så måske skyldes, at patienterne her selv var opmærksomme på forbønnen og således samarbejdede? At de troede på/ regnede med bønnens mulige virkning?
I Harris’ undersøgelse vidste patienterne ikke, at der blev bedt for dem.

Der kunne ikke ses en signifikant kortere indlæggelsestid for forbøns-patienterne end de andre i dr. Harris’ undersøgelse. Gennemsnittet i begge grupper var da også kun 4 dage – talt fra dagen efter indlæggelse, hvor også forbønnen begyndte. Men to patienter i forbønsgruppen havde 137 og 161 dages indlæggelse – hvilket var dobbelt så lang tid som nogen af de andre patienter i hele forsøget. Men selv om man regner disse fra, var der ikke signifikant forskel.

Dr. Harris konkluderer i sin artikel i Archives of Internal Medicine, at “når man evaluerer resultaterne af denne undersøgelse, er det vigtigt at bemærke, at vi formentlig studerer effekten af supplerende forbøn. Eftersom mindst 50 pct. af patienterne angav overfor hospitalet, at de havde en religiøs preference, er det sandsynligt at mange – hvis ikke de fleste – patienter i begge grupper allerede modtog forbøn og/eller direkte bøn fra venner, familie eller præster under deres indlæggelse.”15

Dr. Harris henviser til to bøger, der behandler emnet, ”How prayer heals” (Hvordan bøn helbreder)16 og ”Why patients use alternative medicine” (Hvorfor patienter bruger alternativ medicin)17 . Heri har man forsøgt at finde såvel naturlige som overnaturlige forklaringer på den positive ”mekanisme”, som åbenbart virker, når der bedes for syge.
De, der hælder til en ”naturlig forklaring” mener at den positive effekt af bøn er virkelig nok, men en indtil videre ukendt fysisk kraft, som sættes i gang af forbederen og modtages af den, der bedes for. De overnaturlige forklaringer falder udenfor videnskabens domæne, og Harris kommer ikke nærmere ind på disse:
”Formålet med denne undersøgelse var ikke at udforske en mekanisme, men et fænomen. Det er klart, at beviset for fænomenet må komme før en forklaring på det.”
Harris fastslår også, at formålet ikke var at bevise Guds eksistens:
”Vi kan bare fastslå, at når en person udenfor hospitalet siger eller tænker fornavnet til en patient på hospitalet med en forbøns-holdning, så får denne patient åbenbart en bedre hjerteafdelings-oplevelse.”

At patienternes egen åndelige orientering eller deres religiøse tro også betyder noget for deres helbred er mere oplagt. Det er allerede flere gange påvist.
To nyere amerikanske bøger, ”The Faith Factor”18 og “Is Religion Good for Your Health?19 har dokumenteret, at der er en sammenhæng mellem kirke-medlemskab / kirkegang og en forbedret medicinsk tilstand. Dette fremgår også af en række statistiske undersøgelser20 .
Mennesker, som tror på Gud og beder under deres sygdomme ser ud til at have et bedre helbred og komme sig bedre end mennesker, som ikke tror og beder. T. E. Oxman m.fl. har f.eks. undersøgt risikofaktorerne ved dødsfald efter en hjerteoperation og påvist, at de sociale relationer, og den styrke og trøst, som religionen kan give, nedsætter risikoen.21
H. G. Koenig m.fl. har påvist, at ældre indlagte mandlige patienter bedre undgik depression, hvis de var religiøse.22 Koenig har også påvist en positiv virkning på blodtrykket hos ældre pga. deres religiøse aktivitet.23
J. A. Blumenthal m.fl. har påvist, at tro er effektiv til at bekæmpe stress og kan nedsætte risikoen for at dø af hjerteslag.24
At menneskers religiøse tro kan spille positivt ind på deres sygdomstilstand er dog ikke helt så utænkeligt. Det siger næsten sig selv, at den trøst og styrke, det giver i svære situationer at have en ”Gud foroven” må have en positiv effekt, om ikke andet så den psykologiske. Men der er også undersøgelser, der tyder på, at troen påvirker vore hormoner og vort immunsystem.25

At have en levende tro har stor betydning for ens helbred og velbefindende. Det har professor Ronald Grosarth-Maticek, leder af afdelingen for præventiv medicin ved ‘Det europæiske Center for Fred og Udvikling’ i Heidelberg, bekræftet.
Den tyske professor har sendt spørgeskemaer ud til 35.000 personer i Tyskland, hvor det fremgår, at troen er den enkelte faktor, der har størst betydning for et godt helbred.
De andre faktorer er
– legemlige: gener, kost, motion, søvn
– sjælelige: entusiasme, mulighed for aktiviteter, selvbestemmelse
– sociale: gode relationer, god integration.
Mange af undersøgelsens svar lød: “Takket være min personlige kontakt med Gud, mærker jeg altid en helbredende virkning på krop og sjæl” eller “Gud har ledt mig hele mit liv, beskyttet og elsket mig”.
Vilfred Veeser fra ‘Uddannelsesinitiativet for Præventiv Sjælesorg og Rådgivning’ mener, at grunden til de positive resultater er, at kristne kan komme af med deres sorger og betro sig til Gud.
– Det hjælper dem til at leve mere bevidst i nuet. En kristen lever også mere afslappet, da han ved, at dette liv er ikke det eneste, der er. Og afspænding styrker immunsystemet. 26
(Samtidig hører det dog også med, at troen – i hvert fald ifølge én undersøgelse27 – åbenbart kan medvirke til en større dødelighed hos ældre, der lider under indre religiøse kampe).
Det opsigtsvækkende ved de undersøgelser, som Dr. Harris m.fl. foretog, var, at andres forbøn for en person åbenbart havde en gavnlig virkning – selv om patienten var helt uvidende om, at der blev bedt for ham. Det har ingen andre undersøgelser hidtil vist.

(Obs! Kapitlet er skrevet i 2002. Flere undersøgelser er siden kommet til.
Gud eksisterer i bøn

1 Coronary = blodprop i hjertets kranspulsåre.
2 South Med. J. 1988;81:826-829
3 O’Lahoire, S. An experimental study of the effects of distant, intersessory prayer on self-esteem, anxiety, and depression. Altern Ther Health Med. 1997; 3:38-53.
4 Walker SR, Tonigan Js, Miller WR, Corners, Kahlich L: Intercessory prayer in the treatment of alcohol abuse and dependence: a pilot investigation. Altern Ther Health Med. November 1997; 3:79-86.
5 A Randomized Double-Blind Study of the Effect of Distant Healing in a Population with Advanced AIDS. Sicher, F., Targ, E., Moore, D., & Smith, H.S. Western Journal of Medicine. 169: 356-363, 1998.
6 William S. Harris, Ph.D. A Randomized, Controlled Trial of the Effects of Remote, Intercessory Prayer on Outcomes in Patients Admitted to the Coronary Care Unit. Archives of Internal Medicine 1999;159:2273-2278.
7 Ved at definere Gud som personlig distancerede man forsøget fra den nyreligiøse opfattelse af “gud” som en upersonlig kraft eller “energier”.
8 Mid America Heart Institute-Cardiac Care Unit (MAHI-CCU) Scoring System
9 (1) Need for antianginal agents, antibiotics, arterial monitoring, or catheterization; development of unstable angina
10 (2) Need for antiarrhythmic, inotropic, diuretic, or vasodilator drugs; development of pneumonia, atrial fibrillation supraventricular tachycardia, hypotension, or anemia, requiring a transfusion
11 (3) Need for a temporary pacemaker, Swan-Ganz catheterization, an implanted cardiac defibrillator; an electrophysiology study, radiofrequency ablation, or an interventional coronary procedure (ie, a percutaneous transluminal coronary angioplasty); development of third-degree heart block, extension of infarct, or gastrointestinal bleed; or readmission to the cardiac care unit
12 (4) Need for a permanent pacemaker, an intra-aortic balloon pump, major surgery (of any kind), percutaneous transluminal coronary angioplasty with stent placement and/or rotablator or intubation/ventilation; development of congestive heart failure, ventricular tachycardia, ventricular fibrillation, or sepsis
13 (5) Cardiac arrest
14 (6) Death
15 side 2277, spalte 1, Arch Intern Med/vol 159, okt. 25, 1999.
16 Levin J. How prayer heals: a theoretical model. Altern Ther Health Med. January 1996;2:66-73.
17 Astin JA Why patients use alternative medicine: results of a national study JAMA 1998;279:1546-1553.
18 Manhews DA, Clark C. The Faith Factor – Proof of the Healing Power of Prayer. New York, NY, Penguin Group, 1998
19 Koenig HG. Is Religion Good for Your Health? Binghamton, NY: Haworth Press;1997.
20 Comstock GW, Partridge KB. Church attendance and health. J Chronic Dis. 1972; 25:665-672
Gardner JW, Lyon JL. Cancer in Utah Mormon women by church activity level. Am J Epidemiol. 1977;116:258-265.
Graham TW, Kaplan BH, Cornoni-Huntley JC, et al. Frequency of church attendance and blood pressure elevation. J behav Med. 1978;1:37-43.
21 Oxman TE, Freeman OH Jr. Manheimer ED Lack of social participation or religious strength and comfort as risk factors for death after cardiac surgery in the elderly. Psychosom Med. 1995;57:5-15.
22 Koenig HG, Cohen HJ, Blazer DC, et al. Religious coping and depression among elderly hospitalized medically ill men. Am J Public Health. 1992;149:1693-1700.
23 Koenig HG, George LK, HaysJC, Larson DB, Cohen HJ Slazer DG. The relationship between religious activities and blood pressure in older adults Int J Psychiatry Med. 1998;28:189-213.
24 Blumenthal JA Jiang W, Babyak MA, et al. Stress management and exercise training in cardiac patients with myocardial ischemia: effects on prognosis and evaluation of mechanisms. Arch Intern Med. 1997;157:2213-2223
25 Kiecoit-Glaser JK, Garner W, Speicher CE, Penn G, Glaser R: Psychosocial modifiers of immunocompetence in medical students. Psychosom Med. 1984:46:7-14.
Selye H. The Stress of Life. New York, NY: McGraw-Hill, 1956.
26 Ifølge det tyske nyhedsorgan Idea Spektrum.
27Kenneth I. Pargament, PhD; Harold G. Koenig, MD; Nalini Tarakeshwar, MA; June Hahn, PhD Religious Struggle as a Predictor of Mortality Among Medically Ill Elderly Patients A 2-Year Longitudinal Study. Department of Psychology, Bowling Green State University, Bowling Green, OH 43403