Vi elsker hinanden, men forstår ikke helt hinanden…

Vi kan være sammen om dette på grund af vores tro, siger Mai-Britt og Hans Rasmussen.

Ægteparret Mai-Britt og Hans Rasmussen holder sammen på trods af hendes psykiske lidelse. De første 10 år af deres ægteskab måtte hun bo i bofællesskaber, men hun kom hjem til deres kobberbryllup.

Mai-Britt og Hans Rasmussen nåede kun at være gift et års tid, før hun blev indlagt på den lukkede afdeling. Diagnosen var skizofreni.

– Jeg begyndte at høre stemmer. Det var som en hvisken, og de sagde grimme ting til mig, fortæller Mai-Britt.
Hun boede de næste ti år på forskellige bosteder i Viborg og Skive. Det sidste sted var hun i 7 år.

– Det var et godt sted, hvor de også anerkendte, at jeg var kristen. De sagde til mig: Det er en stor force, at I har i troen. Så jeg følte, at min tro blev respekteret. Og jeg var glad for at være der, når det nu ikke kunne være anderledes. Men på et tidspunkt kan jeg huske, at jeg sagde til personalet, at nu ville jeg hjem. Og jeg græd, og jeg græd. Og jeg bad og bad. Og så kan jeg huske, at Gud sagde til mig: Du kommer hjem i 2013. Og det gjorde jeg. Jeg kom hjem en måned før vores kobberbryllup!

Må jeg komme med dig i kirke?

Mai-Britt og Hans mødte hinanden på et kollegium.

– Vi sad og snakkede. Jeg lagde mærke til, at han havde en due som en reversnål. Og jeg spurgte ham om, hvad det betød. Det viste sig, at det var en Helligånds-due, og at han kom i Pinsekirken. Så spurgte jeg, om jeg måtte komme med ham i kirke. Det måtte jeg godt. Og jeg kan huske, at jeg følte, at jeg var kommet ”hjem”. Da jeg bad, mærkede jeg en varme og kærlighed i mig. Det føltes trygt og godt. I dag kommer parret i Holstebro Oasekirke. Her er Hans en del af lederskabet og er deltids ansat i en pastoral tjeneste.

Et almindeligt hjem

– Hvordan var din opvækst MajíBritt?

– Jeg er vokset op i et ganske almindeligt hjem. Et godt hjem, men omkring mig oplevede jeg utryghed. Meget mobberi. Jeg har fået konstateret ADHD og havde det måske allerede dengang. Jeg fik ofte at vide, at jeg var alt for ilter. Jeg kunne ikke rigtig sætte grænser. Ja, hvis jeg ikke havde mødt Hans, så ville jeg have været nonne!


Artiklen fortsætter efter annoncen:



– Men ville du kunne trives med at være nonne?

– Nej, men jeg havde lyst til det. Måske var det Gud, der kaldte mig. Mit hjem var ikke kristent, da jeg voksede op, men i dag er mine forældre kristne. Og de var naturligvis meget kede af, at jeg blev så syg.

Hørte stemmer

– Hvordan opdagede I, at Mai-Britt var syg?


Artiklen fortsætter efter annoncen:



– Det var i forbindelse med nogle eksaminer til HF enkeltfag. Presset blev for stort, og Mai-Britt kom lidt ud over kanten, så hun måtte have noget beroligende, husker Hans.

– Om sommeren var vi så med til bibelcampingen i Hasseris ved Aalborg. Her var der en engelsk prædikant, som hed Bill Jastram. Han opfordede kvinderne til at komme frem og bede for deres mænd. Og i forbindelse med den seance sagde han til os, at han havde bemærket en psykisk uro ved Mai-Britt. Og så fortalte han os, at han også selv havde haft nogle psykiske problemer, men efter at han var begyndt at tage medicin fik både han og hans familie det bedre. Så det var lidt overraskende i en karismatisk sammenhæng at opleve en prædikant, der opfordrede til at tage medicin, fortæller Hans.

10 år + 10 år

Mai-Britt tilbragte herefter ti år i det psykiatriske behandlingssystem. Men fik altså lov at komme hjem inden kobberbrylluppet. Det er nu omkring 10 år siden, at Hans endelig kunne få sin brud hjem.

– Hvordan går det så nu?


Artiklen fortsætter efter annoncen:



– Jo, det går da helt godt. Men vi har vores kampe ind i mellem, indrømmer Mai-Britt og forklarer, at ADHD’en fylder, og at sygdommen i perioder gør det vanskeligt for Hans at komme i kontakt med hende.

– Hvordan hjælper det dig Mai-Britt at tro på Gud?

– Det giver styrke til at leve, så jeg kan være i det. Vi begynder hver dag med at holde morgenandagt. Og så bruger jeg Gud hele dagen til at finde ud af tingene, fortæller Mai-Britt. Hans supplerer med at fortælle, at de for tiden bruger en andagtsbog af TV-værten Bear Grylls, hvor han som regel koncentrerer sig om et bibelvers.

– Læser du ellers i Bibelen?

– Nej, det bliver ikke til så meget. Jeg synes, det er kedeligt. Men jeg vandrer med Gud. Jeg har et alter derhjemme med en Jesus-figur og nogle sedler, hvor der bl.a. står: ”Du er min elskede datter.”

– Har sygdommen bragt dig længere væk fra Gud?

– Nej. Tættere.

Guds nærvær

– Hvordan har det været for dig Hans?

– Det har været vores Azusa Street, siger Hans med en henvisning til pinsevækkelsens opståen, hvor man oplevede Guds nærvær.

– Det har for os handlet om, hvordan Guds nærvær ser ud i det her liv – i vores situation. Vi har oplevet Guds kraft fra dag til dag. Den behandling Mai-Britt har været med i handler jo meget om at lære de basale ting, som de fleste af os opfatter som naturlige. At have en rytme, at stå op, gå i bad, sidde ved et bord og spise, osv.

– Jeg har et skånejob, hvor jeg arbejder nogle timer. Det er en stor hjælp for mig at gøre de samme ting, supplerer Mai-Britt.

– Og så har det været en styrke, at jeg var ungkarl indtil jeg var 30 år, siger Hans. ’

– For i de første ti år, hvor vi ikke kunne bo sammen, da var det nødvendigt, at jeg kunne holde mit eget selskab ud.
Sygdommen har gjort vores ægteskab sværere på nogen områder, og måske stærkere på andre.

– Og du har haft dit arbejde?

– Ja, jeg blev uddannet som skolelærer i 2002, et år efter at vi blev gift. Og det har været godt at kunne nyde et arbejde midt i alt det her.

– Ja, der findes ikke mange mænd, der har kunnet leve med den ekstreme situation, bemærker Mai-Britt.

– Det er muligvis ”Åndens kraft”, funderer Hans.

Frygter usikkerheden

– Har I prøvet kristen forbøn – altså at blive bedt for af andre?

– Ja, men på en måde har jeg ikke lyst til det, indrømmer Mai-Britt ærligt.

– Jeg har en tryghed i, at jeg har min pension. Og jeg er bange for, hvad fremtiden vil bringe, hvis jeg virkelig blev helbredt.

– Ja, det er den ene side af det, tilføjer Hans. – Den anden side er, at vi er kede af, hvis man italesætter psykisk sygdom som besættelse. Selv om der kan være symptomer ved skitzofreni, som minder om besættelse. Mai-Britt har jo for eksempel sagt, at hun har en god og en ond side.

– Men føler du det stadig, som om du er to personer?

– Nej. Men jeg kan godt opføre mig ekstremt, bemærker Mai-Britt og giver nogle eksempler på, hvor hun har været paranoid. (Også kaldt forfølgelsesvandvid, red.)

– Jeg har paranoia hver dag. Jeg får mange mærkelige tanker, som jeg må afvise. Der er aldrig ro, der er altid krig i mit hoved. Men det kan jeg ikke forklare andre. Jeg plejer at sige, at Hans er helt tæt på mig, men han er også udenfor.

Specielt ægteskab

– Hvordan er det at være gift på den måde?

– Vi holder af hinanden, men vi kan ikke sige, at vi forstår hinanden 100 pct.

– Når man hører om andre, som lider af psykisk sygdom, så slår det mig, hvor velsignede vi er, at vi er et par, og har kunnet hjælpe hinanden i et ægteskab. Mange psykisk syge oplever jo ikke et langvarrigt forhold, som vi har oplevet, fordi vi har troen til fælles, siger Hans. Efter skyderiet i Fields, hvor en muligvis psykisk syg person var involveret, optog Skive Folkeblad et interview med Mai-Britt og Hans om emnet.

Her fortalte parret om at leve med langvarig psykisk sygdom, og af interviewet i dagbladet fremgik det tydeligt, at troen var en ressource. De er glade for, at den dimension ikke blev sorteret fra af journalisten, men blev nævnt flere gange. For som Mai-Britt siger:

– Uden min tro på Gud var jeg aldrig kommet igennem det her.