Det er ikke fair!

Hvis du har børn, vil du nok på et eller andet tidspunkt have hørt dem råbe: “Det er IKKE fair!”, “Det er urimeligt!”, eller “Det er tarveligt!”

Man kan næsten høre de samme ord, eller ihvertfald tonen i dagens tekst. Vi hører her om en mand, som hyrer folk på forskellige tidspunkter af dagen til at arbejde i hans vingård. Han hyrer nogle om morgenen, så igen om formiddagen. Senere ved frokosttid og om eftermiddagen hyrer han endnu flere. Sidst på dagen hyrer han endnu engang nogle til bare en times arbejde.

Sidst på dagen får alle deres løn, nemlig en denar. Altså både dem, der arbejdede hele dagen, og dem, der blot arbejdede en time.

Hvad forstod tilhørerne?

Gordon Fee siger i bogen “How to read the Bible for all its worth”, at “en tekst kan ikke betyde noget, den ikke ville have betydet for de første modtagere.” Så hvordan ville Jesu første tilhørere have forstået disse ord? Teologisk og åndeligt fyldte vingårde meget i jødisk selvforståelse, da Israel ofte blev kaldt “Guds vingård” og “vinstok” igennem Det Gamle Testamente.

Jesu tilhørere hørte noget, de kunne identificere sig med. Men lad os sige, at du er en af de personer, som bliver hyret først på dagen. Du forhandler med vingårdsejeren og en denar for en dags arbejde lyder fair, så du er glad. Du tager ud og begynder at arbejde. Solen er ved at stå op, og du kan se at ejeren kommer med flere folk til at arbejde. Du er lettet, for det er et stort arbejde, og du ved, at du ikke kan gøre det hele selv.

Ved middagstid er det ved at blive meget varmt, men nu ser du endnu flere nye folk. “Han må være velhavende,” tænker du. Senere kommer ejeren igen med flere arbejdere. Da solen hænger lavt på himmelen og musklerne er ved at være ømme, er der kun en time til fyraften, og du tænker på pengene.

Dem er der ikke mange af for tiden. Skatter til romerne tager størstedelen af indtægten, så kommer regningerne, og hvis farisæerne har set dig, så venter de nok på dig, når du vender tilbage efter fyraften. Men du er taknemlig. En denar er et bønnesvar. Det betyder mad på bordet og tag over hovedet. Familien har nok, i hvert fald for et par dage.

Men så ser du ejeren komme kørende med flere arbejdere, kun en time før fyraften! “Både ejeren og arbejderne må være desperate, for de må have accepteret en times løn ud af en denar. Det er ikke meget, men det er da bedre end ingenting.” Solen er næsten gået helt ned nu, og alle arbejderne samler deres værktøj i laden.

Forvalteren kommer ud og siger, at ejeren gerne vil udbetale løn nu og vil gerne starte med dem, der lige var ankommet. “Lidt underligt,” tænker du, men rige folk er nu engang lidt excentriske. De er indenfor længere end du have regnet med, og det lyder som om nogen er oprørte.

“Hvad får vi?” hører du arbejderne sige. Du tænker, at det er så typisk. Selvom man har en aftale om løn og arbejde, så prøver rige folk altid at udnytte de fattige. Du håber bare, at du får nok til noget mad og nogle af dine regninger. Du havde bedt til Gud om en denars arbejde og håbet på at finde en, der ville betale det, så du havde set arbejdet som et bønnesvar, men måske var det for godt til at være sandt?

“Vi fik en hel denar!”

Alle dem, som havde arbejdet en time, kom hoppende og dansende ud fra mødet. Deres glæde var ikke til at tage fejl af. Diskussionerne spredte sig: Var ejeren gavmild eller dum? Andre begyndte at regne på, hvad de øvrige så ville få udbetalt. Du havde været der i 10 timer. I værste tilfælde ville du nok få en uges løn for en dags arbejde. Sommerfuglene spredte sig i din mave. Hvilke regninger kunne du betale? Hvad ville du måske frådse lidt med? Og måske kunne du få fast arbejde i denne vingård?

Da det bliver din tur til at få løn, kommer du ind med et stort smil. Du træder op til bordet, og forvalteren spørger om dit navn. “Ja. Det er rigtigt,” siger han og kigger i sit dokument. “I aftalte i morges, at du vil blive betalt en denar for i dag.”

“Jaja,” tænker du. “Et spil for galleriet”. Forvalteren åbner pengeposen og tager noget ud og rækker sin hånd ud til dig. Du holder begge hænder frem, klar til at modtage din lille bunke denarer. Én mønt falder ned i dine hænder. Den ser meget lille ud i dine to hænder, som stadig har vabler og sår fra dagens arbejde.

“Hvad? De sidste dér har jo kun arbejdet i én time, og du har givet dem lige så meget som os, der har slidt hele dagen og kæmpet os igennem middagsheden!”

Da du fik bønnesvar

Lad mig lige zoome hele vejen ud til os i dag og stille dig et spørgsmål: Kan du huske, da du bad for det, du nu brokker dig over? Det er utroligt, hvor hurtigt vi glemmer. Hvad ændrede sig? Vi begynder at sammenligne. Det vil altid stjæle glæden fra os. Det fjerner alt, hvad der unikt omkring dig og begynder at introducere “end”: Bedre end. Større end. Rigere end. Flottere end. Helligere end. Flere end.

Og snart er det ikke nok at være bedre, større, og flere end. Pludselig gælder det om at være bedst, størst og have flest. Sammenligningen placerer dig altid i en situation, hvor du enten ikke føler dig god nok, eller du føler dig bedre end og bliver stolt. Der er altid nogen, der er bedre end dig, og der er altid nogen, du er bedre end.

Da du gik i skole, ville du skamme dig, hvis du kom for sent – men idet du var ved at undskylde, kom der en endnu senere end dig, og du følte dig retfærdiggjort. Det er jo lidt sjovt, for det ændrer jo ikke noget ved dig, at en anden er endnu senere end dig. Men sammenligning vil altid prøve at retfærdiggøre ens adfærd og holdninger.

Og så kommer Jesus med sin nåde, og hans nåde er ikke fair! Den mand, som havde knoklet hele dagen, kunne sagtens råbe “Det er urimeligt og tarveligt og Unfair!” Men læg mærke til vingårdsejerens respons: “Har jeg ikke lov til at gøre med mine egne penge, som jeg vil? Er du misundelig, fordi jeg er gavmild?”

Nåde og barmhjertighed

Har du nogensinde lagt mærke til, at når vi modtager nåde, så forsvarer vi Guds ret til at gøre, hvad han vil. Men når andre modtager nåde, så ønsker vi at diktere hvordan, hvor meget og hvem, som bør modtage den.

Guds nåde ikke er fair. ALT, hvad vi får af Gud, er hans nåde og barmhjertighed. Og der er en vigtig forskel imellem nåde og barmhjertighed:
Guds barmhjertighed er det, at vi modtager noget, vi ikke fortjener. Guds nåde er det, at vi ikke modtager noget, vi egentlig fortjener.

Vi råber “unfair”, når vi ikke får det samme som andre, men hvis vi skulle modtage det, vi egentlig fortjener, vil det være alt det, som Jesus bar på korset i vores sted. Den eneste, der med rette kan råbe “unfair”, er Jesus. Han modtog, hvad han ikke fortjente. Frelse er ENE og ALENE et værk af Guds nåde.

Vingårdsejeren spørger manden: “Er du misundelig, fordi jeg er gavmild?” Han konfronterer det faktum, at manden er blevet blændet af grådighed, i stedet for at have omsorg for andre. Men Jesus ønsker, hans disciple indser, at Guds gavmildhed er større, end de kan forstå. Og så er det jo interessant, at alle arbejdere fik mere, end de fortjente – undtagen nogle få.

Lad os alle tage det til hjerte at glæde os med dem, der glæder sig og ikke foragte nogen. Selv hvis vi ser, at en anden person modtager netop det mirakel, vi selv ønsker. Må jeg opmuntre dig at glæde dig på deres vegne. Hvis Gud kan gøre det for dem, så kan han gøre det for dig. Guds godhed er ikke en pizza, hvor et større stykke for andre betyder et mindre stykke for mig. Guds godhed er en flod, hvor vi kan sidde side om side og nyde godt af Gud, uden at det fratager dig eller mig noget af ham.