Nyt netværk gør op med Grosbøll & homo-vielser:
‘Vi må ud af ghettoerne og kæmpe for troen’

For første gang finder præster og lægfolk fra Indre Mission
sammen med folk fra Oase for at kæmpe for troen i folkekirken- Det er en protest mod alt det, der er gået af sporet i folkekirken. Al elendighedsteologien og dødvandeteologien. Vi har et fælles ønske om en fornyelse af folkekirken, hvor vi finder tilbage til rødderne igen.

– Der findes en splid, som er frugtbar og nødvendig, siger Henrik Højlund

Sådan udtrykker sognepræst Henrik Højlund sin frustration over den glidebane, som han føler, Den danske Folkekirke længe har været på.
Sammen med en gruppe af både præster og lægfolk fra den såkaldte højrefløj indenfor folkekirken har han taget initiativ til dannelsen af et netværk, der vil forene kræfterne indenfor Indre Mission, Luthersk Mission, Dansk Oase, de højkirkelige, valgmenighederne og frimenighederne.
Henrik Højlund, der blandt andet har rod i Indre Mission, understreger, at de er selvbestaltede.
Ingen organisationer har sagt, at de skal gøre det.
– Men vi ser et stort behov for at forny kirken som helhed. Vi vil rejse et fyrtårn og være en klar røst i folket. Derfor må vi ud af ghettoerne og tænke kirke i en større helhed, siger han.

Dråben

Sagen med Thorkild Grosbøll og velsignelse af homoseksuelle par er blot dråben, der fik bægeret til at flyde over. Utilfredsheden med biskoppernes tilsyn har længe ulmet, og nu er det blevet for meget.
– Vores reaktion er udtryk for en dyb, personlig eksistensnød. Vi er selv anfægtede mennesker, der kæmper på liv og død for vores tros eksistens. Vores ”mor”, kirken, har forandret skikkelse til noget uhyggeligt og trist, siger Henrik Højlund.
Han understreger, at man foreløbig har dannet et samtaleforum. Næste skridt bliver et handleforum.
– For nogen i gruppen kan det være en forberedelse på det, der kan komme, nemlig at folkekirken går neden om og hjem. Og det kan måske blive startskuddet til at lave noget i retning af en synode.
Andre udtrykker et fortsat håb for folkekirken. Løbet er ikke kørt for evangelisk-luthersk kristendom, siger Henrik Højlund.
Han afskriver ikke samtalen med lederskabet i folkekirken som en mulighed. Netværket er ikke et udtryk for, at dialogens vej er opgivet.

Stig Christensen mener, at en kirke forråder sig selv, hvis den ikke vil fastholde, at synd er synd.

Ikke en 11. biskop

Sagen har allerede fået nogle af biskopperne op af stolene. Ifølge Kristeligt Dagblad afviser de oprøret fra højrefløjen. De opfatter netværket som et forsøg på at danne et alternativt tilsyn eller blive folkekirkens 11. biskop.
– Men så langt er vi slet ikke nået i drøftelserne, oplyser Stig Christensen, en anden af initiativtagerne, som er formand for Dansk Oase.
– Biskoppernes reaktion er jo bare udtryk for en primitiv magtkamp. Med andre ord: Hvem skal bestemme i folkekirken? siger Stig Christensen.
– I virkeligheden handler det om noget langt mere alvorligt. Kernen i hele problematikken er, om man tager den bibelske forståelse af synd og frelse alvorligt.

Grosbøll skal ud

Stig Christensen mener, at en kirke forråder sig selv, hvis den ikke vil fastholde, at synd er synd.
– Homoseksualitet er synd. Og når biskopperne indfører et ritual til velsignelse af homoseksuelle par, så er det et ritual til velsignelse af synd. Det er at bedrage folk til at tro på løgnen, siger Stig Christensen og spørger:
– Hvad bliver det næste? Skal vi også til at velsigne misundelse og alle former for løgn? Man ophæver Bibelen som referenceramme for, hvad der er sandhed og løgn.
I tilfældet med Grosbøll, der ikke tror på Gud, oplever Stig Christensen en fuldstændig manglende konsekvens fra venstrefløjen i folkekirken.
– Hvis man er gudsfornægter som Grosbøll, må man ud af kirken. Men et sådant frafald fra Gud bliver ikke taget alvorligt.
For Stig Christensen er der kun én vej ud af synd og frafald, og det er Guds tilgivelse.
– Homoseksuelle og Grosbøll er ikke større syndere end os andre. I forhold til Gud har alle syndet, og her ligger vores største problem. Det er ikke i forhold til samfundet.
– Vi må ind i opgøret med synden og tage imod frelse og tilgivelse fra Gud.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Kamp er et livstegn

Henrik Højlund er forberedt på kamp, men ser det som et livstegn.
– Kirken må aldrig være i ro. Der har før været kriseperioder og kamp i kirken. Nu er det vores tur til at tage kampen op, siger han og tilføjer:
– Der findes en splid, som er frugtbar og nødvendig, ligesom det modsatte er tilfældet. Men vi har Jesu løfte om, at dødsrigets porte aldrig skal få magt over Jesu Kristi kirke på jord.