Borgmester vil censurere prædikener for LGBT-kritik

Den tidligere guvernør i Arkansas, Mike Huckabee, opfordrer præster fra hele USA til at sende prædikener i tusindvis til borgmesteren i Houston.
Den tidligere guvernør i Arkansas, Mike Huckabee, opfordrer præster fra hele USA til at sende prædikener i tusindvis til borgmesteren i Houston.

– Hun skal få tusindvis, siger præsidentkandidat Mike Huckabee om Houston-borgmester, som vil gennemse prædikener for at hindre diskrimination af seksuelle minoriteter. 

– Jeg håber, hun får prædikener fra hele USA, siger Republikaneren Mike Huckabee, efter at borgmesteren fra Houston har krævet at få alle prædikener, som nævner seksuelle minoriteter, til gennemsyn.

Houstons lesbiske borgmester Annise D. Parker indførte i maj en lov, som forbød diskrimination på baggrund af seksuel orientering. Loven ville fx sikre transseksuelles adgang til offentlige herre- eller dametoiletter efter eget valg.
Herefter startede fem konservative præster en kampagne imod den nye lov – og borgmesteren har nu krævet indsigt i, hvad præsterne siger fra prædikestolen.
Foruden prædikenerne skulle også præsternes øvrige undervisning, breve og andet materiale i deres besiddelse, som nævner seksuelle minoritetsgrupper, tjekkes af kommunen.

Tusindvis af prædikener

Den tidligere guvernør i Arkansas, republikaneren Mike Huckabee, er nu gået ind i sagen. Under en Fox News udsendelse sagde han:
– Det gør mig rasende, at borgmesteren tror, hun kan anmelde præsterne. Så jeg fik en idé: Hvis hun vil have prædikener, skal hun få det. Jeg vil bede alle præster i USA, ikke bare dem i Houston, om at sende hende deres prædikener. Hun skal få prædikener i tusindvis. Hun har tydeligvis brug for et par stykker. Og alle som ser denne udsendelse burde sende hende en Bibel.
Huckabee, som selv er ordineret sydstatsbaptist, har kritiseret forsøget på at ’gøre folkets røst og stemmer tavse’. Han mener, at kristne nu bliver skydeskiver, fordi de nægter at bøje sig for ’intolerance og falske guder for had og snæversyn’.

Afviste underskrifter

Efter en underskriftindsamling afleverede Houston-præsterne i juli over 50.000 underskrifter mod den nye lovgivning. Hvis man har bare 17.269 underskrifter, skal en lov tages til efterretning ved byretten, siger Napp Nazworth fra The Christian Reporter.
Men borgmesteren afviste 35.000 af underskrifterne som ugyldige. Herefter lagde præsterne sag an mod byen. Senere er præsternes prædikener så blevet inddraget som ’bevismateriale’ i sagen.
Borgmesteren har ikke krævet indsigt i alle præsters udtalelser og undervisning om de seksuelle minoriteter fx på de sociale medier. Men hun har i et tweet skrevet, at der er ’frit spil’ mht. at anmelde prædikener.
Senere har borgmesteren dog meddelt, at hun ikke vil have præsternes prædikener.

Tros- og ytringsfrihed

– Jeg støtter præsteskabets ret til at sige, hvad de vil, selv om jeg er uenig med dem. Det handler ikke om, hvad de siger fra prædikestolene, men om at den klage, disse præster er kommet med, ikke lever op til byens demokratiske spilleregler, hævder borgmesteren.
Advokat David Feldman har appelleret kravet om indlevering af prædikener.
– Byen bør respektere First Amendment (tros- og ytringsfriheden) og opgive den ulovlige mission med at invadere den private kommunikation mellem præster for at tvinge dem til tavshed i en retssag, der ikke handler om andet end ægtheden af nogle borgeres klager, siger han.