Camerounsk præst og missionær taler i Horsens Frikirke

Pierre Moulna er missionær på sit eget kontinent.
Pierre Moulna er missionær på sit eget kontinent.

Den 26. april 2015 kl. 10.00 taler pastor Pierre Moulna i Horsens Frikirke, som er en del af Apostolsk Kirke.
Pierre Moulna er ikke vækkelsesprædikant, men en stilfærdig og modig afrikansk missionær i Afrika. I 2008 rejste han 3000 km fra Cameroun til den muslimske ørkenstat Mali for at hjælpe små trængte kirker, oplyser det danske folkekirkelige missionsselskab Mission Afrika.
Pierre Moulna er præst i en menighed i Malis hovedstad Bamako og koordinator for 4 andre missionærfamilier fra Cameroun, der er udsendt i samarbejde med Mission Afrika. Moulna er i Danmark i slutningen af april for at informere om arbejdet med menighedsplantning i Mali, og for at styrke båndene til Danmark.
De fem camerounske missionærfamilier er eksempler på mission fra Afrika til Afrika. Efter en usikker og langsom start er de nu godt i gang med menighedsarbejde, ungdomsgrupper, dåbsundervisning, ledertræning og landbrugsrådgivning. De camerounske missionærer fortæller om kristendommen og hjælper folk med at forbedre levevilkårene i de små landsbyer.
”For mig hænger diakoni og forkyndelse uløseligt sammen. Evangeliets budskab retter sig mod sjælen, og sjælen bor i en krop. Hvis kroppen ikke er rask, kan sjælen ikke modtage evangeliets budskab,” siger Pierre Moulna.