Dronningen fejrede kristen fristad

s1_stor_dronningDronning Margrethe spredte kongelig glans over Christiansfeld, da Hendes Majestæt lørdag d. 29. august 2015 besøgte herrnhuterbyen syd for Kolding.

Det skete for at markere, at Brødremnighedens 242 år gamle fristad er blevet optaget på UNESCOs verdensarvs-liste over enestående bevaringsværdige byer og steder.
Tusindvis af christiansfeldere og tilrejsende gæster fyldte kirkepladsen, da Dronningen ankom til Brødremenighedens kirke. Kun få hundreder havde fået tilladelse til at deltage i gudstjenesten.
Majestæten blev ledsaget af pastor Jørgen Bøytler og borgmester Jørn Pedersen.
Ved festgudstjenesten blev ikke færre end 8 salmer – heraf flere brødremenighedssalmer – sunget i raskt tempo af en fyldt kirkesal.
Borgmester Jørgen Pedersen bød velkommen til Dronningen, grev Ingolf og grevinde Sussie, og de to excellencer, ministrene Bertel Haarder og Eva Kjer Hansen, samt de øvrige gæster.

Religionsfrihed indført

Kirke- og kulturminister Bertel Haarder roste Christiansfeld for, at Brødremenigheden her havde fået religionsfrihed 76 år før denne frihed blev indført i resten af riget med Grundloven af 1849.
Men Struenses og kongens bagtanke var også, at de dygtige håndværkere kunne skabe egnsudvikling i området.
Bertel Haarder huskede, at han som barn selv var i Hejls på sommerlejr med skolen og derfra besøgte Christiansfeld. Det var især den specielle kirkegård, Gudsageren, som der ikke findes magen til i landet, der gjorde indtryk. Her ligger kvinderne i den ene side og mændene i den anden. Og alle gravsten er ens.
Også den adm. direktør Jesper Nygård fra Realdania roste byen, som hans fond har støttet med over 100 mio. kr.

Hilsen fra præsidenten

En repræsentant for Tyskland læste en tale fra selveste den tyske forbundspræsident Joachim Gauck, som understregede det gode grænselandsforhold mellem Danmark og Tyskland.
Repræsentanten fra Tyskland kom fra det tidligere DDR, Østtyskland, og for ham havde brødremenighedens første by i Herrnhut og det missionsarbejde, der udgik derfra, en speciel positiv betydning under den kolde krig. Derfor var det en personlig glæde for ham som kristen at være med i Christiansfeld.
Efter gudstjenesten besøgte Dronningen præsteparret Bøytlers nyrestaurerede bolig og haven, som er anlagt som en typisk brødremenigheds-have.
I haven står et af de gamle træer, som missionærer hjembragte frøene til fra fjerne himmelstrøg. I Christiansfeld og skoven Christinero findes formentlig den største variation af udenlandske træer i Danmark.
Dronningen beså det nyrestaurerede Søstrehus med egen kirkesal og et orgel, som der kun findes fire af i verden.

Kaffe i Søstrehuset

Herefter deltog Dronningen i et sønderjysk kaffebord med syv forskellige kager sammen med udvalgte gæster. Under sammenkomsten trådte sangeren Stig Rossen pludselig ind og sang for Dronningen.
Efter ca. tre timer i den lille verdensby vinkede Dronningen farvel og steg ind i en ventende Bentley og rullede ad Nørregades brosten ud af byen.