Kvindelig wrestler forstod pludselig Jesus

Taryn Terrell forstod ikke forskellen på at tro på Gud og tro på, hvad Jesus gjorde. Fotos: Wikipedia.
Taryn Terrell forstod ikke forskellen på at tro på Gud og tro på, hvad Jesus gjorde. Fotos: Wikipedia.

Den tidligere wrestlingstjerne, Taryn Terrell, har nu vendt sig bort fra det, som hun selv kalder ’et liv i synd’. Hun forstod, at troen på Gud og Himlen ikke var nok, hvis hun ville være kristen.

Taryn Terrell, som i wrestling-kredse er bedre kendt under navnet ’Tiffany’, havde altid set sig selv som kristen. Før hun i 2010 fik sin debut i WWE, kom hun i en kirke i Florida. Men forholdet til Gud ændrede sig drastisk, da hun blev wrestler:

– Jeg levede i synd. Jeg var ikke et godt menneske. Jeg skammer mig over, hvem jeg var og de beslutninger, jeg tog, på mange måder. Og det skyldtes, at jeg ikke var kristen, siger Terrell.
Hun forklarer, at hun altid svarede, at hun var kristen, når folk spurgte hende, men faktisk forstod hun ikke de mest basale ting i kristendommen:
– Det, jeg ikke forstod ved frelsen, var, at jeg virkelig kunne blive tilgivet for alle de forkerte ting, jeg havde gjort, forklarer hun til Christian Post.

Er du frelst?

Det var først, da hun fik en kristen rådgiver, som spurgte, om hun var frelst, at hun blev klar over, at det ikke var nok at tro på Gud og Himlen.
– Jeg svarede ham bare, at ”ja ja, jeg tror på Gud og Himlen”. Men så sagde han til mig, at for at være kristen så skal man tro på Jesus. Man skal tro, at han døde på korset, at han døde for vores synder, at han opstod igen, og at han vil komme tilbage. ”Dét er din adgang til Himlen. Det er din adgang til Guds Rige” sagde han.
Pludselig forstod 29-årige Terrell evangeliet. Det blev levende for hende:
– Jeg ved ikke, om jeg havde hørt det sådan før, men hvis jeg havde hørt det før, så havde jeg ikke forstået det.

Det er kun begyndelsen

På vejen hjem i bilen fik Taryn Terrell en stærk og overvældende følelse af, at Jesus var død for hendes synder:
– Gud sendte Jesus for at dø for vores synder. Det er ikke én, som siger ”Okay, så er du tilgivet.” Det er én, som virkelig led og døde, så vi kan blive tilgivet.
Terrell ønsker at dele sit vidnesbyrd, fordi hun endnu kun er i begyndelsen af sit nye forhold til Gud. Terrell mener, at mange vidnesbyrd ofte er med folk, som er meget længere i deres vandring med Gud. Hun kalder sig selv for ”et spædbarn i troen”:
– Jeg vil gerne fortælle min historie til dig, fordi jeg selv for nylig var én, som tænkte: ”Hvad betyder det hele? Kommer jeg egentlig i Himlen? Skal jeg have et personligt forhold til Gud? Er det ikke nok at være et godt menneske?” Men det er det ikke. Ønsker du ikke at vide, hvad der virkelig vil få dig i Himlen, ind i Guds Rige og ind i hans herlighed? spørger Terrell.