Teater på Stubbekøbing Efterskole

I uge 4 arbejder eleverne på Stubbekøbing Efterskole med projekt ’Teateruge’ og opfører ”Robin Hood” d. 29. januar og 1. februar.
Eleverne er involveret i alle aspekter af teaterproduktionen. Skuespil, lys og lyd, sceneteknik, rekvisitter og kostume, PR og forældrecafé. Stykket bliver opført på forlæg af Dansk Teaterforlags udgave – et eventyr-spil af Anne Brodin.
Fredag formiddag er der generalprøve med publikum, lokale børnehaver og indskolingselever, og kl. 16:30 forestilling for forældre og andre pårørende til eleverne. Mandag aften er der offentlig forestilling for bl.a. borgere fra Stubbekøbing by og venner af efterskolen.
Stubbekøbing Efterskole er en lille efterskole med 60 pladser. Skolen har elever fra 8. årgang og opefter. I praksis er eleverne ofte på skolen i flere år, og det er ikke usædvanligt med både 11. og 12. årgang grundet sen udvikling. Målgruppen er elever med særlige behov, generelle indlæringsvanskeligheder eller sent udviklede. Efterskolen er en kristen skole med baggrund i Luthersk Missionsforening, LM.