Å-festival udvider koncerttelt

Der er Å-festival for 26. gang, og Disciple fra USA er et af årets store musiknavne.
Der er Å-festival for 26. gang, og Disciple fra USA er et af årets store musiknavne.

Å-festival inviterer igen til dybde og gratis koncerter. Hidtil største antal deltagerbookinger.

For 26. gang åbner Å-festival teltdugen til en pinse med gratis koncerter og troen i centrum. Denne gang med plads til endnu flere koncertgæster.

Dermed følger arrangørerne det bibelske princip, som Esajas skriver om:
”Gør mere plads i dit telt, spænd teltdugen ud, spar ikke på den! Gør bardunerne lange, og slå pløkkene fast.” (Es.54, 2)
Folkene bag Danmarks største kristne festival, Å-festival, sætter endnu engang teltpløkker i jorden uden for Sønder Felding, hvor der fyres op for et brag af en festival i pinsen. Indbyggertallet i byen mere end fordobles, når 3000 unge samles til koncertoplevelser, hvor det kristne budskab er i centrum. Alle er velkomne til en festival, der om nogen kan samle unge til koncerter og fællesskab i provinsen.
– Vi glæder os til en spændende festival, hvor glade, unge mennesker mødes i et hyggeligt kristent samvær om koncerter og seminarer, som har dybde, siger Leif Larsen, formand for Å-festival.

Stort antal bookinger

Arrangørerne melder om det største antal forhåndsbookinger, de endnu har set, og lover at finde plads til alle.
På Å-festival bliver en lunken øl i hånden skiftet ud med Biblen. Her er der plads til gensynsglæde, den dybere samtale og eftertænksomhedens tilstedeværelse og ikke mindst – gratis koncertoplevelser.
Igen i år forventes det, at Å-festival trækker et endnu større publikum end tidligere. Teltet er derfor denne gang udvidet, så der nu er 2500 siddepladser i det store telt, hvorfra størstedelen af koncerterne foregår.
I koncertteltet kan festivalen endnu engang byde på et bredt musikalsk program, der spænder fra alt til soul/pop fra Blanca (USA) til årets helt store navn, Disciple (USA). Disciple har tidligere to gange vundet titlen som årets rockalbum til GMA Dove Award og fylder årets festival med hård rock.
Blanca har tidligere været med i hip-hop gruppen Group 1 Crew, men er siden gået solo og udgav i januar 2015 sin første solo EP, Who I Am.
Fra USA kommer også den relativt nye folk-gruppe I am They, der i 2015 modtog en norminering til årets Dove Award som Årets nye artist.
De store amerikanske navne supplereres med nordiske toner inden for både pop, hip-hop, rap og sing-along og giver dermed et bredt udsnit af kunstnere fra den kristne musikscene.

Seriøst tema

Å-festival har hvert år et tema for festivalen. Denne gang er temaet ”Seriøst?!”, som oftest siges med en let ironisk klang.
På festivalen vil temaet dog blive taget mere bogstaveligt, hvor der vil være plads til at fylde tankerne med spørgsmål om, hvorfor vi mennesker egentlig er her, og hvad vi laver.
– Med det kristne livssyn som omdrejningspunkt glæder vi os til at byde velkommen til årets Å-festival, hvor vi gerne vil inspirere og vise, hvad et kristent fællesskab kan tilbyde som alternativ til andre fællesskaber i dagens Danmark, siger Leif Larsen.
I år vil der som noget nyt være to bibeltimer lørdag formiddag – en, der er målrettet teenagere, og en, der er for 20 år og opefter.
Der er også gjort plads til seminarer, som begynder lørdag eftermiddag, hvor biolog og gymnasielærer Kristian Østergaard lægger ud med et seminar om Gud eller Darwin.