Indsamlede over 1 mio. til nyt missionshus

Takket være en stor frivillig indsats kunne Indre Mission i Vejle i fredags indvie et missionshus til 7½ mio. Næsten 40 pct. stammer fra frivillige bidrag.Den store frivillige indsats kan både ses i det faktum, at mange har troppet op på grunden på Olgasvej efter arbejdstid for at give en hånd med. Samt at der i det samlede regnskab tegner sig et tydeligt frivilligt håndtryk, i det, det frivillige bidrag faktisk udgør tæt ved 40 % af omkostningerne ved byggeriet.
Og forud for indvielsen har frivillige brugt mange timer for, at det kunne lykkes, fortæller formanden i Vejle IM Per Møller: – Det frivillige arbejde har været umådelig vigtigt, sagde han til Udfordringens udsendte under indvielsesfesten, som startede fredag eftermiddag og fortsatte til langt ud på aftenen.

Lys fremtid

– For at vi overhovedet ville gå i gang med at bygge, så skulle der maximum være et underskud på 1 mio. fortæller Per Møller.
Og det har altså holdt for de indremissionskes, da deres gamle missionshus i Vejle blev solgt til Ungbo for 2,5 mio. Og derudover har en intensiv „fundraising“ medført en kapitalindsprøjtning på 1 mio. De nævnte beløb ligger dog et stykke højere, idet Per Møller ved indvielsen kunne fortælle, at Vejle IM nu kun skylder lige under en mio.

Åbenhed – et varemærke

Med det nye missionshus markerer Indre Mission i Vejle også et holdningsskifte, som kunne få benævnelsen: intet skal holdes skjult. Både den nye indremissionær i Vejle Brian Madsen og Per Møller bemærkede, at der ikke er nogle steder i missionshuset, som ikke kan ses gennem vinduerne.
Høje og brede vinduer dominerer den store mødesal samt de tilstødende lokaler, og dermed har Indre Mission i Vejle faciliteterne på plads til at nå deres mål: bygningen skal ikke bare være et missionshus, men også et værested:
– Missionshuset skal være åbent hele tiden. Enlige og ældre skal kunne bruge det til at mødes i om formiddagen. Og børnefamilier kan mødes og passe deres børn sammen, drømmer Per Møller, som også håber, at man med tiden kommer til at betragte bygningen som ”ens andet hjem”.

Tidssvarende byggeri

Man har blandt andet oprettet et cafémiljø og indrettet et større lokale til et aktivitetsrum, hvor børn kan male. I mødesalen håber formanden, at man også vil mødes om at se DVD-film og måske også landskampe på storskærmen. Derudover er der også indrettet et EDB-lokale i missionshuset, som forventes at blive brugt til netevangelisation.
En af Vejles store sønner, benzin-kongen og viceborgmester Oluf Haahr (grundlæggeren af Haahr Benzin), var også imponeret over byggeriet og glæder sig sammen med den siddende borgmester, SF’eren Flemming Christensen, at Indre Mission i Vejle åbner dørene op for et tidssvarende og funktionelt missionshus og værested.