Manden, de kaldte præst

Hvad tror en præst på, når han ikke tror på Gud? Lever han bare i den tro, at han er præst? Kan han af et ærligt hjerte sige „Frygt ikke, tro kun!“ til mennesker, der lider under angst og anfægtelse?
„Så bliver da tro, håb, kærlighed…“, står der i 1. Kor. 13,13, og en andagtsbog fortolker det bl. a. således:
„Thi troen kender Guds gave i Kristus. Troen ved, at han, som har begyndt sit gode værk i os, slipper os ikke på halvvejen. Og i troens spor strømmer der langsomt – langsomt – nye kræfter både til håbet og kærligheden“.
Hvad stiller sognepræst Thorkild Grosbøll op med 1. Kor. 13,13, når han har amputeret det første led og dermed gjort håbet og kærligheden kraftesløse? Men selvfølgelig – når menigheden er enig med præsten, er troen måske slet ikke noget, der bringes på tapetet under gudstjenesten i Taarbæk kirke.
Mon der dog ikke også blandt menighedens medlemmer er troende, der undrer sig over, at manden, de kaldte præst, nu forkynder, at han ikke tror på Gud?
En at tidens fladtrådte floskler er „at springe ud“ som et eller andet.
Kan en præst springe ud som gudsfornægter – og forblive i folkekirken?
Kamma Ankjærø
Ny Munkegade 80, Århus C